Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnold fra Brescia - Arnold fra Lübeck, Historieskriver - Arnold-Forster, Hugh Oakeley, eng. Statsmand, f. 1855 - Arnoldi, Ernst Wilhelm (1778-1841) - Arnoldi, Wilhelm, Biskop i Trier (1798-1864) - Arnoldister - Arnoldson, Carl Oskar, sv. opearsanger (1830-1881)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han drog til Zürich, hvor han vandt flere
Tilhængere, men forjaget ogsaa herfra flakkede
han om, indtil han 1145 rejste til Rom i Følge
med den pavelige Legat i Tyskland,
Kardinaldiakon Guido. Medens Pave Eugen III var i
Frankrig, optraadte A. som Prædikant og
Folketaler, lige saa begejstret for den apostoliske
Menighed som for det gl. Rom, Frihedens Kilde
og Kejserdømmets Sæde. Romerne, især
Kvinderne og det lavere Præsteskab, laante ham
Øren, og deres Revolution mod Pavens
verdslige Magt fik ny Næring. Atter
ekskommuniceredes A., men det rom. Senat forbandt sig kun
nøjere med ham. Først da Hadrian IV greb
til det aldrig før prøvede Middel: at belægge
Rom med Interdikt, lod Senatet A. i Stikken.
Han flygtede fra Rom 1155; men s. A. lod Kejser
Frederik Barbarossa ham gribe og overgive til
den rom. Præfekt, der lod ham hænge, hans
Lig brænde og Asken kaste i Tiberen. (Litt.:
A. Hausrath, »A. v. B.« [Leipzig 1891]).
L. M.
Arnold fra Lübeck, Historieskriver, var
Abbed for Johannesklostret i Lübeck og synes at
være død 1212. Han fortsatte Helmold’s
Venderkrønike fra 1171 til 1209, men anlagde sit Værk
noget bredere. Med Forkærlighed dvæler han
saaledes ved Episoder af tredie Korstog. Han
har ikke skarpe kronologiske Bestemmelser, men
er troværdig og oprigtig, i Reglen mild, men
undertiden vaklende i sin Dom. Da han skildrer
sin Samtid, har hans Skrift stor Bet. for
Historiegranskningen. Han omtaler oftere Danmarks
Stilling til Tyskland og giver et sympatetisk
Billede af de Danske, særlig af deres ledende
Mænd og deres fremmelige Kulturforhold. A.’s
Slavekrønike er udgivet i Pertz’ Monumenta
Germaniae, Scriptores XXI og særskilt aftrykt
(Hannover 1868); dansk Oversættelse ved P.
Kierkegaard (Kbhvn 1885). (Litt.: Damus,
»Die Slavenchronik Arnolds v. Lübeck« [Lübeck
1872]).
H. O.
Arnold-Forster [↱a.ənə£d-↱få.əstə], Hugh
Oakeley, eng. Statsmand, f. 1855 i Pandsjab,
hvor hans Fader, en Søn af Thomas Arnold,
var Skoledirektør, d. 12. Marts 1909 i London.
Tidlig forældreløs adopteredes han af sin
Fasters Mand, Politikeren W. E. Forster. Efter
sin Oxford-Uddannelse var han først Sagfører,
senere undervisningskyndig Direktør i Cassell’s
Forlag og har forfattet udbredte Folkebøger
(The Citizen Reader, History of England). Han
arbejdede under Adoptivfaderen i hans irske
Ministertid og skrev en anonym Pjece, The
Truth about the Land League, der har sin store
Del i den eng. Uvilje mod Nationalisterne, en
Følelse, der, tæt forbunden med varm Interesse
for Rigsenheden, fyldte ham selv Livet igennem.
1892 valgtes han i Belfast til Underhuset som
liberal Unionist. 1900 blev han
Admiralitetssekretær i det konservative Ministerium; 1903
var han i Sydafrika som Formand for
Landkommissionen og overtog s. A.
Krigsministerstillingen. Han var en virkelysten og
omhyggelig Arbejder med indgaaende militær
Sagkundskab, uegennyttig, klar og loyal, men hans
Skarphed og Selvsikkerhed som Debattør og
Administrator vakte Modstand, og han
hemmedes af Hjertesyge. Som Kolonipolitiker viste
han, Adoptivfaderens Kvækertraditioner tro,
større Deltagelse for de Indfødte, end
Imperialister plejer. For Marinen udrettede han en
Del, medens hans omfattende Hærreformplan
standsedes af Modviljen i hans eget
Departement og opgaves ved Ministeriets Fald Decbr
1905 for en ny liberal Plan, af hvilken A.-F.
blev en ivrig Kritiker. I sine sidste Aar
repræsenterede han Croydon, men havde allerede
bebudet at ville trække sig tilbage, da han
pludselig døde. (Litt.: A.-F., a Memoir by his
Wife [London 1910]).
P. L. M.
Arnoldi, Ernst Wilhelm (1778—1841)
uddannedes som Forretningsmand og indtraadte
1803 i sin Faders Forretning i Gotha. Paa hans
Initiativ oprettedes 1817 en af Tysklands første
Handelshøjskoler, og han var i det hele taget
meget virksom for Gennemførelsen af en
national tysk Handelspolitik. Hans Hovedværk er
dog Grundlæggelsen af de endnu bestaaende
meget betydelige gensidige Forsikringsanstalter,
Brandforsikringsbanken og
Livsforsikringsbanken i Gotha, af hvilke den første oprettedes
1821, den anden 1827. Med disse Virksomheder
fremtraadte for første Gang i Tyskland den
moderne Type paa store Gensidighedsforeninger
med ikke blot lokal, men national Karakter.
Chr. T.
Arnoldi, Wilhelm, Biskop i Trier
(1798—1864), blev 1826 Præst i Laufeld, 1834 Domprovst
i Trier. 1839 valgtes han til Biskop i Trier; men
Regeringen nægtede at stadfæste Valget, fordi
A. i Striden om de blandede Ægteskaber
optraadte som dens Modstander; 1842 stadfæstede
Fr. Wilh. IV dog Valget. Han var en streng
sædelig Personlighed og en myndig Kirkefyrste;
1844 lod han udstille den saakaldte Kristi usyede
Kjortel i Trier, hvilket vakte stor Opsigt og gav
Stødet til den tysk-katolske Bevægelse under
Ronge. (Litt.: Kraft, »W. A., Bischof von
Trier. Ein Lebensbild« [Trier 1865]).
L. M.
Arnoldister, et religiøst Parti i Øvreitalien
i 1. Aarh., kaldtes ogsaa Lombarder. Deres
Ophavsmand er uden Tvivl Arnold af Brescia.
De lagde afgørende Vægt paa personlig
Tilegnelse af Kristendommen, bekæmpede den
verdslige Kirke og fremstillede den apostolske
Fattigdom som den rette Kristenstand.
Efterhaanden gik de over i Humiliaterne og
Valdesierne. (Litt.: R. Breyer, »Die Arnoldisten« i
»Zeitsch. für Kirchengeschichte« [1891]).
L. M.
Arnoldson, Carl Oskar, en af Sveriges
mest fremragende Operasangere (Tenorist), f. 4.
Juli 1830 i Sthlm, d. 8. Juli 1881 i Karlsbad.
Han blev Student 1849, tog Kameraleksamen
1854, hvorefter han fik Ansættelse i Toldvæsenet.
Men allerede efter et Aars Forløb havde hans
musikalske Tilbøjeligheder faaet Overhaand, og
han debuterede 5. Decbr 1855 paa »Mindre
Teatern« som Farinelli. Sine Studier fortsatte han
hos Stjernström og Günther, samt (ligesom
Arlberg) hos Tyskeren Wieser, og 1858 blev
han engageret ved den kongelige Opera efter
at have aflagt Debut som Max i »Jægerbruden«.
Men allerede i sin næste Rolle, i Flotow’s
»Stradella«, overanstrengte han sin Stemme saaledes,
at man troede den ødelagt for bestandig. Med
en utrolig Energi overholdt han et helt Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
