Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnbjörn Jonssön, norsk Høvding, d. 1240 - Arndt, Ernst Moritz, tysk Patriot og Forf. (1769-1860) - Arndt, Johann, luthersk Opbyggelsesforfatter (1555-1621)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lendermand Jón Gautssøn paa Ænes og Fostersøn
af Biskop Nikolas i Oslo. Han var en af
Baglernes Høvdinger under Kong Erling Steinvæg
(ledede bl. a. Overfaldet paa Kong Inge i
Nidaros 1206) samt under Kong Filip. Efter
dennes og Kong Inge’s Død (1217) sluttede A. sig
til Birkebeinerne’s Kongsemne Haakon
Haakonssøn, hvem han siden tjente trofast under
Kampen mod Ribbungerne og til Slut mod Skule,
som Høvedsmand paa Borgen Valdensholm og
Lendermand i Borgarsysla. A. var en af Førerne
i den uheldige Kamp ved Laaka og maatte
flygte til Tunsberg; herfra satte han over til sin
Borg, hvor han straks efter døde; Borgen blev
erobret af Skule og plyndret.
C. Br.
Arndt, Ernst Moritz, tysk Patriot og
Forf., f. 26. Decbr 1769 paa Rügen, d. 29. Jan.
1860 i Bonn. Han var af opr. sv. Byrd, men
hans Fader havde været livegen Bonde og
arbejdet sig op til Godsinspektør. Efter omfattende
Rejser i Tyskland, Ungarn, Italien og Frankrig
1798—99 (beskrevne 1802 i 6 Bd) blev A. 1800
Privatdocent i Historie i Greifswalde. Her skrev
han sit første politiske Skr. »Germanien und
Europa« (1803) og s. A. »Geschichte der
Leibeigenschaft in Pommern und Rügen«. De
adelige Godsejere anklagede ham derfor hos Kong
Gustaf IV, og A. maatte til Selvforsvar rejse til
Sverige; han havde saadant Held med sig, at
Kongen 1806 ophævede Livegenskabet, medens
A. selv 1805 blev virkelig Prof. Han skrev 1806
første Del af sit Hovedværk »Geist der Zeit«
(i alt 4 Bd, 6. Udg. 1877) og rettede heri stærke
Angreb paa den fr. Revolution og Napoleon; han
maatte derfor efter Slaget ved Jena flygte til
Sverige, hvor han i 3 Aar var sysselsat med at
oversætte Sveriges Lovbog paa Tysk til Brug i
Pommern. 1810 overtog han vel paa ny sit
Embede, men drog 1812 til Berlin og Breslau, hvor
han knyttede Forbindelse med Blücher og andre
tyske Fædrelandsvenner, samt Jan. 1813 videre
til Petrograd til Friherre K. v. Stein. Da
Frihedskrigen snart efter udbrød, vendte A. i
Følge med Stein tilbage til Tyskland, udsendte
mange Flyveskrifter for at vække
Folkestemningen og digtede begejstrende Krigs- og
Fædrelandssange, deriblandt den berømte »Was ist
des Deutschen Vaterland?« I tredie Del af
»Geist der Zeit« (2. Del var udkommet 1809 i
London) fremsatte han en fuldstændig Plan for
Tysklands Enhed med fælles Rigsdag og
Rigsforfatning, fælles Højesteret, Enhed i Mønt,
Maal og Vægt, samt Afskaffelse af de indre
Toldgrænser m. m.; efter Slaget ved Leipzig
udgav han Skr. »Der Rhein, Deutschlands Strom,
nicht Deutschlands Grenze«. Han indlagde sig
saaledes stor Fortjeneste af Tysklands
Frigørelse fra fremmed Herredømme, men blev
samtidig Forløber for alle senere stortyske
Bestræbelser med deres overdrevne Krav paa
Tysklands Udvidelse, »saa langt det tyske Sprog
strækker sig«. Misfornøjet med Forholdenes
Udvikling 1814—15 foretog han en Rejse til
Danmark for ogsaa at lære dette germanske Land
at kende, og gav 1818 i 4. Del af »Geist der Zeit«
sin Harme Luft over sine Modstanderes
»Dumhed, Fejghed og Dorskhed«. S. A. var han
blevet Prof. ved det ny Univ. i Bonn, men efter
Kotzebue’s Mord 1819 indvikledes han i
Undersøgelserne mod »demagogische Umtriebe«. Han
blev vistnok frifundet, men det formentes ham
alligevel at røgte sit Embede, dog uden at miste
Lønningen; først 1840 fik han igen Lov at holde
Forelæsninger. I Mellemtiden udgav han bl. a.
»Forschungen über die Geschichte der nordischen
und germanischen Völker« (1826) og
»Schwedische Geschichte unter Gustaf III und IV« (1839).
Jan. 1845 rettede han et meget hadsk Angreb
paa Danmark, hvilket fremkaldte Valgerda’s
(d. v. s. Marie Arnesen’s) Brev til ham i
»Fædrelandet«. Han gav intet svar herpaa førend 1851
i et nyt Haanskrift »Anklage einer
Maiestätsbeleidigung des grossen dänischen Volkes«,
hvori det aabent udtaltes, at det lille danske
Folk maatte finde sig i at trænges tilbage, naar
det stødte sammen med det større. 1848 valgtes
A. til den tyske Nationalforsamling i Frankfurt,
hvor han sluttede sig til højre Centrum under
H. v. Gagern; han billigede Tyskernes nationale
Overgreb mod Nabofolkene og vakte alm.
Forbauselse ved sit Forsvar for Adelen. 1849 var
han Medlem af den Deputation, der forgæves
tilbød den preussiske Konge Frederik Vilhelm
IV Kejserkronen. Skønt Tildragelserne i disse
Aar var ham en ny bitter Skuffelse, holdt han
dog fast ved Haabet om den tyske Enheds
endelige Sejr. 1845—55 udgav han »Schriften für
und an seinen lieben Deutschen« (4 Bd),
indeholdende hans mange Flyveskrifter, og 1858
»Wanderungen und Wandelungen mit Freiherrn
v. Stein«, til denne Statsmands Minde. A. døde
netop, som Fuldbyrdelsen af hans Ønsker
bebudedes ved den tyske Nationalforenings
Stiftelse. Hans samlede Digte udkom 1860 og hans
vigtigste Skr i 5 Bd 1892—96. Et Mindesmærke
rejstes 1865 i Bonn, og et Taarn byggedes til
hans Ære 1873 paa Rügen. Af Levnedsskildringer
over ham bør nævnes Baur’s (5. Opl. 1882) og
Thiele’s (1894).
E. E.
Arndt (Arnd), Johann, luthersk
Opbyggelsesforfatter (1555—1621). Under sine Studier
ved lutherske Univ. følte han sig mere
hendraget til den middelalderlige Mystik og dens
lutherske Fortsættere, især Weigel, end til det
dogmatiske System. 1581 blev han Diakon i sin
Fødeby Ballenstedt, 1583 Præst i Badeborn, men
afsat for sin Modstand mod Eksorcismens
Afskaffelse, 1590 Præst i Quedlinburg, 1599 i
Braunschweig, 1608 i Eisleben; 1611 blev han
Generalsuperintendent i Celle. 1605 begyndte hans »Vier
Bücher vom wahren Christenthum« at
udkomme. Det blev en Bog, som alle de, der ikke kunde
opbygges ved Teologernes fint udtænkte
System, søgte hen til, og den blev den vigtigste
Kilde til den med Pietismen frembrydende
kraftigere Religiøsitet; Spener stiller derfor ogsaa
A. omtr. jævnsides med Luther. A. er helt
afhængig af den middelalderlige Mystik, og de
lutherske Teologer vejrede ret, naar de saa, at
med A. kom der en Luftning, som til sidst vilde
gennembryde deres dogmatiske System; men de
kunde ikke gøre ham noget, da han personlig
var fuldkommen ortodoks. A.’s »Sande
Kristendom« og »Paradishaven« er oversatte i næsten
alle europæiske Sprog; i Danmark og Norge
opbygges endnu mange ved dem. (Litt.: Fr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
