Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Armenien - armenisk Kirke - armenisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samme, Transcaucasia and Ararat [4. Udg.
1896]; Lepsius, »A. und Europa« [1896];
Supan, »Die Verbreitung der Armenier in
der Asiat. Türkei u. Transkaukasien« i
»Petermann’s Mittheilungen« XLII [1896]; K. F.
Johansson, »Om de nyaste Upptäckterne i A.«
i »Ymer« [1900]; Lynch, »A.« [2 Bd, 1901],
o. s. v.).
V. S.
armenisk Kirke. Legenden vil, at allerede
Apostlene har forkyndt Kristendommen i
Armenien, og i 2. og 3. Aarh. findes Kristne der,
men først i 4. Aarh. er der Tale om en a. K.
Dens Stifter er Gregor Lysbringeren
(lussavorets), Søn af en armenisk Fyrste, som
paa Perserkongens Opfordring havde
snigmyrdet sin egen Konge. Paa den døende
Armenerkonges Bud blev Morderens hele Familie dræbt,
kun den yngste Søn reddedes af sin Amme, en
kristen Kvinde, der førte ham til det
kappadokiske Kæsarea, hvor han blev døbt og
kristelig opdraget. I Rom traf han den landflygtige
armeniske Prins Terdat (Tiridates III), der ved
Romernes Hjælp tilbagevandt sit fædrene Rige
(c. 300). Da Tiridates III senere blev døbt af
Gregor, indførte han Kristendommen med Magt
i sit Land. Armenien blev saaledes det første
kristne Rige, og Gregor styrede den a. K. til
sin Død c. 340. De flg. Bisper var betydelige
Mænd, og omkr. 400 stod den a. K. i fuld Blomst,
den viste en udstrakt Omsorg for dem, der led
Nød, og med Bibeloversættelsen begyndte et
rigt videnskabeligt Liv: Moses fra Khorene
skrev Armeniens Historie, den vesterlandske
Litt. oversattes, og Salmer digtedes. Ved Midten
af 5. Aarh. forfulgtes de Kristne voldsomt af
de persiske Sassanider, der vilde føre Armenien
tilbage til Zoroaster’s Lære. Under den
Forvirring, som herover opstod, kom modsigende
Efterretninger om Kirkemødet i Kalkedon (451)
til A., og da Uvillien mod Nestorianerne var
stor, forkastede en armenisk Synode (491)
Kalkedonsynoden. Den a. K. blev saaledes en Gren af
det monofysitiske Kirkesamfund, og skønt de
gr. Kejsere dels ved Mildhed, dels ved Magt
søgte at føre den tilbage til den ortodokse Kirke,
vilde den dog ikke opgive sin Særstilling.
Gennem hele Middelalderen søgte den armeniske
Katolikos (øverste Biskop) fl. Gange
Tilnærmelse baade til Konstantinopel og Rom. Paverne
viste sig altid redebonne over for disse Forsøg.
Gregor VII modtog 1075 den armeniske
Katolikos med store Æresbevisninger, Innocens II
sendte ham Stav og Slør som Tegn paa hans
Patriarkværdighed og godkendte den a. K.’s
Rettroenhed. I 14. Aarh. traadte en Armenier,
Johannes af Kherrni i Forbindelse med
Dominikanerne og fik af Paven Lov til at danne en
særlig Gren af denne Orden, som under Navnet
Unitores skulde arbejde paa en Forening
mellem Armenien og Rom. Paa Konciliet i Firenze
godkendte de armeniske Udsendinge Konciliets
Beslutninger (1439). I de flg. Aarh. er
Eningsforsøgene fortsatte, og Frugten af dem er den
unerede (katolske) a. K., hvis fleste
Medlemmer (c. 100000) bor uden for Armenien. I
Slutn. af 17. og Beg. af 18. Aarh. søgte Munken
Mechitar at reformere den a. K. ved at
nærme den til den vesterlandske Kirke og
Dannelse, og han satte alt ind paa en Forening med
Rom. Han blev forfulgt, men fra St Lazaro ved
Venedig, hvor han dannede et Munkesamlag
(se Mechitaristerne) satte han al sin
Kraft ind paa at oplyse sine Landsmænd, og
hans Munke fortsætter trolig hans Arbejde. I
nyere Tid har især nordamerikanske
Missionærer arbejdet for større kristelig Oplysning bl.
Armenierne, hvoraf c. 10000 er evangeliske
Kristne. Den a. K.’s Katolikos bor (siden 1441)
i Etschmiadsin ved Foden af Ararat; under ham
staar de armeniske Patriarker i Konstantinopel,
Kilikien, Jerusalem og ved Van-Søen.
Præsterne, som er meget uvidende, lever af Gaver.
Der er fl. Klostre, som følger Basilios’ Regel.
Lære og Ritus ligner den gr. Kirkes, naar
undtages det monofysitiske i Kristologien,
Konfirmationen er forbundet med Daaben, ved
Nadveren bruges ublandet Vin, hvori det syrede
Brød dyppes, og kun Præsterne salves lige efter
Døden med den sidste Olie. (Litt.: A. Ter
Mikelian, »Die armenische Kirche in ihren
Beziehungen zur byzanthinischen« [Leipzig
1892]).
L. M.
armenisk Sprog og Litteratur. Det
armeniske Sprog hører til den
indoeuropæiske Æt, hvad der først synes at være klart
indset og kortelig udtalt af Rask i hans
Prisskrift, 1818. Dets nærmere Stilling inden for
Ætten er først paavist af Hübschmann. Det
danner en særlig Sprogklasse, der efter
Behandlingen af de indoeuropæiske k-Lyd maa
henregnes til den østlige Halvdel af vor Sprogæt,
til de saakaldte Satem-Sprog (hvortil ogsaa
Indisk-Iranisk, Albanesisk og Slavisk-Baltisk
hører). Efter Vidnesbyrd hos Herodot og
Geografen Eudoksos skulde Armenisk være nær
beslægtet med Frygisk (og Thrakisk); der kan
være noget rigtigt heri, men vi kan ingenlunde
paa Grundlag af de Rester, vi har af Thrakisk
og Frygisk, føre noget Bevis for, at de tre Sprog
dannede een Sprogklasse. I den nyeste Tid har
Assyriologen P. Jensen antaget et ganske nært
Slægtskab mellem Armenisk og Sproget i de
saakaldte hittitiske Indskrifter, som han mener
at have dechiffreret og at kunne bestemme som
stammende fra Tiden mellem 1000 og 550 f. Kr.
og hidrørende for en stor Del fra Konger i
Kilikien (P. Jensen, »Hittiter und Armenier«,
[Strassburg 1898], »Hittitisch und Armenisch« i
Tidsskr. »Indogermanische Forschungen«
Anzeiger XIV 47 ff.). Dog er denne Hypotese ubevist
og efter de seneste Fund ret usandsynlig. —
Armenisk skrives med et eget Alfabet paa 36
(fra 12. Aarh. 38) Tegn, der er dannet af
Mesrop i Beg. af 5. Aarh. e. Kr. paa Grundlag af
det gr. Alfabet, men med stærk Omformning af
Tegnene og Tilføjelse af en Række nye Tegn.
Den ældste os bekendte Form af Sproget (fra
5. Aarh. e. Kr.) benævnes Oldarmenisk. Efter
at Sproget een Gang var taget i Brug som
Skriftsprog og straks var blevet Bærer af en rig
Litt., blev den een Gang fikserede
Skriftsprogsform meget længe fastholdt, trods alle
Indtrædende Forandringer i Talesproget; som lærd
Sprog spiller »klassisk« Armenisk endnu den
Dag i Dag en Rolle. Et Skriftsprog, som
afspejler de i Talesproget indtraadte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
