Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Argonaut, d', Antoine Maurice Apollinaire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Argout, d’ [d-ar↱gu], Antoine Maurice
Apollinaire, Greve, fr. Statsmand (1782—1858),
beklædte betydelige Embeder under Napoleon,
Restaurationen og Ludvig Filip og forstod stedse
at slutte sig til det sejrende Parti. 1830 blev
han Marine- og Justitsminister, under Casimir
Périer Minister for Handelen og de offentlige
Arbejder, 1833 Indenrigsminister, 1836 en kort
Tid Finansminister. 1852 blev han Senator; fra
1834 til sin Død var han Guvernør for Frankrigs
Bank.
Argovien [argå↱viæ~] (fr.) benyttes undertiden
som Betegnelse for en Underafdeling af
Juraformationens yngste Etage (Malm).
J. P. R.
Argüelles [ar↱guæljæs], Agostin, sp.
Statsmand (1778—1844), valgtes 1812 til
Nationalforsamlingen i Cadiz og forfattede
Udvalgsbetænkningen over Spaniens ny Grundlov, samt vandt
stort Ry for sin Veltalenhed (»Spaniens
Tullius«). Da Ferdinand VII kom tilbage 1814, blev
A. for sit Frisind fængslet og efter Kongens
vilkaarlige Bud forvist først til Ceuta i Marokko,
derefter til en lille Ø ved Mallorca. Efter
Opstanden 1820 blev han løsladt og snart efter
Indenrigsminister indtil Marts 1821; var siden
Leder for det moderate Parti, men maatte
alligevel 1823 flygte til England og kom først hjem
efter Amnestien 1832. Da den konstitutionelle
Statsordning genoprettedes 1834, valgtes A. til
andet Kammer og var fl. Gange dets Formand.
Ved Regentvalget 1841 vragedes han vistnok for
Espartero, men fik Æreshvervet som Formynder
for den unge Dronning Isabella indtil 1843.
E. E.
Argulus [↱ar-], »Karpelus«, se Smaakrebs.
Argument (lat.: arguméntum), 1) (filos.)
Bevisgrund, Grund, hvorpaa et Bevis bygges, ell.
hvoraf en Slutn. drages. En Række af A. kaldes
Argumentation, a. ad hominem er
Betegnelse for en Grund, der vil overbevise
uden at staa i nogen virkelig logisk
Sammenhæng, blot ved Overtalelse, personlige, Sagen
uvedkommende Hensyn e. lign.; det er altsaa
ikke noget virkeligt A., lige saa lidt som a. e
consensu gentium ell. omnium, der betegner
det, at man vil hævde en Paastands Sandhed,
fordi alle Mennesker siger det samme.
W. N.
2) (mat.), en Funktions uafhængige Variable,
særlig i Tabeller, der giver Funktionens
Værdier for en Række Værdier af denne Variable.
Se ogsaa komplekse Tal.
Chr. C.
Argumentation, se Argument.
argumentum ad hominem, se Argument.
Argun (Argúnj), en af de to Kildefloder
til Amur.
Arguri [-↱gu-] eller Aghúri, en tidligere
blomstrende Landsby i russ. Armenien,
beliggende ved den nordlige Side af Ararat i den
saakaldte Jakobskløft, 650 m over Aras, er efter
Sagnet grundlagt af Noah, der her skal have
plantet Vinstokken. 2. Juli 1840 blev A. tillige
med det højere liggende Skt Jakobskloster
fuldstændig ødelagt af et med et vulkansk Udbrud
forbundet Jordskælv, hvorved 1100 Mennesker
omkom.
Argus [↱ar-]. I Danmark har tvende
Bladforetagender set Lyset under dette Navn. Det
første, »Den danske Argus« (udg. 1770—72 i Odense
af C. G. Biering), optager i satiriserende
Form forsk. af Dagshistoriens brændende
Spørgsmaal til Behandling. Med en snakkesalig Bredde
fremstiller A. sig selv som Retfærdighedens
Haandhæver, der har til Opgave at forhindre
enhver Undertrykkelse og vaage over Sædernes
Strenghed. Den danske Bonde har saaledes en
varm Talsmand i A., der ønsker Hoveriet
afskaffet, Landboreformer indførte o. s. v. Det
andet, »Argus. Et Tidsblad«, der redigeredes af
den bekendte Litterat J. C. Lange, udkom
1831 med kun 26 Numre; det er ganske
ubetydeligt og indeholder i broget Virvar Emner af
den mest heterogene Beskaffenhed, henhørende
til Litteraturens, Medicinens og andre Fags
Rige.
J. Cl.
Argusfasan [↱ar-], se Fasaner.
Argusgrunden [↱ar-]. 2 smaa Stenpuller,
der ligger paa Vestsiden af det nordlige Indløb
til Guldborgsund. Paa den nordlige Pulle er der
2,8 m, paa den sydlige 3,4 m Vand.
G. F. H.
Argusslangen [↱ar-], se Kvælerslanger.
Argusøjne [↱ar-] ɔ: aarvaagne, spejdende
Øjne, som opdager alt, se Argos 1).
Argutier (lat.), Spidsfindigheder; argutiøs,
spidsfindig, søgt.
Argyle [aə↱ga^i£ ell. ↱aəga^i£], se Argyll.
Argyll [aə↱ga^i£ ell. ↱aəga^i£], ell. Argyle,
Gren af det skotske Hus Campbell, som fik Titlen
Earl af A. 1457.
1) Archibald Campbell, 8. Jarl af A.
(1598—1661), var som ivrig Presbyterianer Karl
I’s Modstander og kæmpede med Montrose
(1645); senere gik han over til Cromwell, og
Rygtet fortalte, at han havde givet sit Samtykke
til Kongens Henrettelse. Imidlertid gik han
efter denne over til Karl II, men svingede atter
over til Cromwell. Efter Restaurationen gjorde
han Kongen sin Opvartning, men blev fængslet
og efter en Skinproces henrettet. Han ansaas
for at være falsk og fejg, men gik dog Døden i
Møde med stort Mod.
2) Hans Søn Archibald Campbell, 9.
Jarl af A., kæmpede mod Cromwell og sad
derfor nogle Aar i Fængsel. Karl II genindsatte
ham i hans Rettigheder, men hans strenge
Presbyterianisme skaffede ham dennes Broder
Jakob’s Fjendskab, og Jakob lod ham (1681)
dømme til Døden. Han slap dog bort, men
indlod sig 1685 i Forbindelse med Monmouth og
gjorde Landgang i Skotland. Her fik han ringe
Tilslutning og blev fanget og henrettet s. A.
3) Hans Søn Archibald Campbell (d.
1703) blev 1701 den første Hertug af A.
4) Dennes Søn John Campbell, 2.
Hertug af A. (1678—1743), udmærkede sig i den
sp. Arvefølgekrig under Marlborough, men var
for øvrigt Modstander af ham og Whiggerne.
1711 var han Øverstkommanderende i Spanien.
Da Dronning Anna laa for Døden (1714), viste
han sit protestantiske Sindelag ved at støtte
Georg I og nægtede ogsaa senere at slutte sig
til det stuartske Parti; han underkuede da
ogsaa 1715 Stuarternes Oprør. Under Georg I og
II var han snart i Gunst, snart i Unaade, men
blev dog eng. Peer og Hertug af Greenwich;
han bidrog til Robert Walpoles Fald. For
Skotterne stod han som deres nationale
Samlingsmærke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
