Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ardennerhest, se Heste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ardennerhest, se Heste.
Ardennerkvæg, se Kvægracer.
Ardennerne. Bjergland i det sydlige Belgien
og en Del af det nordlige Frankrig, udgør den
nordvestlige Fløj af de rhinske
Skiferbjerge (s. d. ang. den geol. Bygning) og
strækker sig mod S. til Sambres og Scheldes
Kilder og til Argonner-Skoven, medens de mod
Ø. hænger sammen med Hohes Venn og Eifel
og mod V. og N. gaar over i det belgiske
Lavland. Middelhøjden er 550 m, og de højeste
Toppe ikke meget over 650 m. A. bestaar af
udstrakte Plateauer, gennem hvilke Maas med
Bifloderne Chiers, Semois, Lesse og Urthe, samt
Mosels Bifloder Orne og Sure har skaaret dybe
Dale med stejle Skraaninger. Den største Del af
Plateauerne bestaar af Heder, Moser og
daarlige Græsgange. En stor Del af A. er dog
dækket af Skove af Eg og Bøg, blandet med El, Birk,
Ask m. fl. I Dalene er der gode Enge og frugtbart
Agerland. A.’s Hovedrigdom er deres
Mineralskatte, Jern, Bly, Antimon, Kobber, Mangan,
plastisk Ler og især de uhyre Stenkullejer, der
strækker sig langs A.’s Nordrand fra Liège til
Valenciennes, og som danner Grundlaget for en
vældig Industri. A. er endnu rigt paa Vildt,
deriblandt Hjorte og Vildsvin, og Vildtbestanden
søges bevaret af Godsejerne og Kommunerne. A.
besøges meget af belgiske Turister. — Romerne
kaldte A. Arduenna Silva; A. var helliget
Jagtgudinden Diana. Ved Delingen af Karl den
Store’s Rige 843 tilfaldt A. Lothar under Navnet
pagus Arduensis. I 10. Aarh. var A. et
comitatus under Greven af Verdun, som kaldte sig
Greve af Ardenne.
G. Ht.
Ardennes, les [læz-ar↱dæn], et Dept i det
nordøstlige Frankrig, har faaet Navn af den
gamle Ardenner-Skov, hvis Rester endnu
dækker hen ved 1/5 af Omraadet. A., som tidligere
hørte til Prov. Champagne samt Picardie og
Hainaut, er 5253 km2 med (1911) 318896 Indb.
og grænser mod Ø. til Dept Meuse, mod S. til
Marne, mod V. til Aisne, mod N. og NØ. til
Belgien. Det deles i 5 Arrondissementer: Mézières,
Sedan, Rocroi, Réthel og Vouziers, og har til
Hovedstad Mézières. Den sydlige Del af A.
hører til Champagnes bølgeformede Kridtslette,
den midterste Del indtages af Højlandet
Argonne, og den nordlige Del opfyldes af
Ardennernes delvis skovklædte Skiferplateau, der
hæver sig til 700 m o. H., og gennem hvilket
Floden Meuse baner sig Vej mod NV. og N., skønt
Dept hælder fra NØ. til SV. Aisne
gennemstrømmer A. med nordvestlig og vestlig Retning og
skiller Champagnes Slette fra Argonnes
Højland. Klimaet er forholdsvis mildt i SV., men i
den nordlige og nordøstlige Del koldt og
regnfuldt. Agerbruget trives bedst i Champagne og
Argonne; der dyrkes Hvede, Havre, Kartofler
og Rug, Vinavl drives i den sydlige Del.
Husdyravlen spiller en stor Rolle, især mod N.
(Faar, Hornkvæg og Heste). Betydelige
Skiferbrud findes i Ardennerne ved Fumais, Kalkbrud
findes fl. St., og i Argonne brydes Jernmalm. En
betydelig Jernindustri finder Sted i
Meuse-Dalen, især i Mézières og Givet. Sedan er
Centrum for Uldvæveriet. Sukkerfabrikker,
Garverier, Destillerier og Savmøller findes spredte
over Dept. Der indføres især Kul og Uld og
udføres Jernvarer, Klæde, Tømmer samt Korn,
Kvæg, Heste og alkoholiske Drikke. A.
gennemskæres af fl. Grene af Østbanen, Meuse og Aisne
er kanaliserede og forbundne ved Canal des
Ardennes.
G. Ht.
Ardennit, et Mineral af kem.
Sammensætning nærmest H5Mn4Al4VSi4O23; den
krystalliser er rombisk, har stærk Spaltelighed i fl.
Retninger; Haardheden er over 6, Vægtfylden
3,62; Farven er gullig. A. forekommer i
Kvartsaarer i Skifer ved Ottrez i Ardennerne.
O. B. B.
ardente (ital.), mus. Foredragsbetegnelse:
heftig, fyrig.
Ardetta, se Hejrer.
Ardigo [-↱go(?)], Roberto, ital. Filosof, f.
28. Jan. 1828 i Casteldidone ved Kremona. Som
Barn kom han til Mantova, hvor han studerede
til Præst. Efter Forældrenes Død blev han
hjulpet af Biskop Martini, der gjorde ham til
Kannik ved Domkirken i Mantova. Som god
Katolik tvivlede han ikke paa det faste
videnskabelige Grundlag for Kirkens Dogmer og
mente ud fra den skolastiske Filosofi at kunne
gendrive den ny Vranglære. Men jo nøjere han
studerede denne, des stærkere viste den sig at
være; Tvivl rejste sig overalt, og pludselig
forbavsedes A. ved at se sig selv helt uden for
al Kristendom. Denne sin Udvikling har han
selv skildret i La morale dei positivisti e la
sociologia (1878). Han maatte nu søge sit
Levebrød uden for Kirken. 1871 blev han Lærer ved
Latinskolen i Mantova, og 10 Aar efter
udnævntes han af en liberal Undervisningsminister til
Prof. i Filosofi ved Padovas Univ. I sin
Filosofi staar A. som den første Positivist i Italien;
paa alle filosofiske Omraader har han søgt at
gennemføre et strengt erfaringsmæssigt
Synspunkt. I sin Erkendelsesteori og sin
Naturfilosofi lægger A. stor Vægt paa Betragtningen af
Udviklingen inden for Tanken og Solsystemet
som en Overgang fra det mere usondrede til det
mere sondrede. Ligesom Spencer, med hvis
Filosofi A.’s frembyder betydelige
Lighedspunkter, ikke sondrede klart mellem
Erkendelsesteori og Psykologi, er ogsaa Erkendelsesteorien
hos A. i alt for høj Grad blot en psykologisk
Udviklingslære. I sin Psykologi hævder han
Erfaringen mod alle Spekulationer, materialistiske
ell. spiritualistiske; men indtager selv en højst
uklar Stilling til Problemet om Forholdet
mellem Sjæl og Legeme og staar her Lotze’s
Spiritualisme nærmere end Positivismen. I sin Etik
lægger han Hovedvægten paa det sociale Instinkt,
der fra de snævrere Kredse udvides til at
omfatte større og større Samfund. Selv om den
etiske Bevidsthed paa sit Højdepunkt antager en
Slags religiøs Karakter, hævder A. paa det
bestemteste Etikkens Uafhængighed af al Religion.
I sin Religionsfilosofi vil han vise, hvorledes
Religionen naturlig har udviklet sig fra lavere
Former, hvor Frygten var det fremherskende,
til mere ideale Dannelser, fra hvilke atter
engang de egl. religiøse Elementer kan udskilles,
saa kun den af Religionen uafhængige Moral
staar tilbage. Fra 1869, da A. udgav sit Værk
om Pomponazzi, foreligger der fra hans Haand
en stor Række Skr, der nu er samlede i 7 Bd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
