Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rejseteorien - Rejsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vendte Storbritannien og dernæst Frankrig og
Japan tilbage til den.
I 19. Aarh. bragtes R. ogsaa til Anvendelse
paa Krigskontrabande, der i Henhold
hertil blev beslaglagt undervejs til en neutral
Mellemhavn, naar det maatte antages, at
Varerne derfra skulde befordres videre til det
fjendtlige Bestemmelsessted enten paa samme
Skib ell. paa et andet ell. over Land. Medens
dette gjaldt, naar Skibet var bestemt til en neutral
Havn, skærpede de forenede Stater, Italien,
Japan og Storbritannien Reglen saaledes, at
Varens Bestemmelse ansaas for
fjendtlig, naar Skibet var
bestemt til en fjendtlig Havn,
ligegyldigt om Varen var
bestemt til en neutral. Resultatet
af Forhandl. paa
Søkrigsretskonferencen i London
1908—09, hvor Holland, Spanien,
Tyskland og Østerrig-Ungarn
bekæmpede R., medens
Frankrig, Italien, Japan, Rusland og
Storbritannien hævdede den,
blev, at London-Deklarationen
af 1909 anerkendte Teorien om
Rejsens Enhed m. H. t.
absolut Kontrabande, men
forkastede den m. H. t. den relative
(betingede) Kontrabande.
Allerede under Krigen mod
Tyrkiet 1912 bragte Italien
imidlertid R. til Anvendelse paa
relativ Kontrabande, idet en
fr. Postdamper blev beslaglagt
paa Vejen fra Marseille til
Tunis, i hvilken Anledning en
Voldgiftsdomstol tilkendte
Ejerne Erstatning og erklærede det
ital. Krigsskibs
Fremgangsmaade for uberettiget. Større
Bet. har det, at Storbritannien,
Frankrig og Rusland under
Verdenskrigen ogsaa anvendte
R. paa betinget Kontrabande
og dernæst udslettede
Forskellen mellem betinget og
ubetinget Krigskontrabande. (Litt.:
er anført hos Cohn,
»Moderne Krigsret« [Kbhvn 1915];
Pohl, i »Wörterbuch des
Völkerrechts und der Diplomatie«
[Berlin og Leipzig 1924 f.], I, 203 ff.).
G. R.
Rejsning (Søv.). Med dette Navn betegnes
hele det samlede Apparat, Master, Rundholter,
Sejl og Takkelage, hvormed et Sejlskib
betjenes; den er forsk. for de forsk. Arter af Skibe,
men fyldigst udviklet i det fuldriggede Skib,
der har mindst 3 Topper (Master) med Raasejl.
Hvis kun de forreste Topper er fuldriggede,
medens den agterste er en Bark- ell.
Skonnertmast, benævnes Skibet Bark. Der haves
fuldriggede og Barkskibe med indtil 5 Master. Den
vedføjede Tegning, til hvilken nedenstaaende
Beskrivelse henviser, fremstiller R. i et
3-mastet Barkskib.
De 3 Topper benævnes (forfra): For-, Stor-
og Barktoppen (i et Fuldskib Mesans- eller
Krydstoppen). Hver fuldrigget Top er delt i 3
Afdelinger: Mast, Stang (ell. Fastestang) og
Bramstang; i moderne Skibe, der har
Staalmaster, er dog jævnlig Mast og Stang
forfærdigede i eet Stykke, saaledes som vist paa Fig.
I. Masterne kaldes Fokke- (29), Stor- (80) og
Barkmasten (135); Stængerne: For- (48),
Stor- (90) og Barkstangen (140); Bramstængerne:
Forre- og Storebramstang, hver af disse har
atter 2 Afdelinger (49—51 og 96, 98), de
afsluttes foroven af Bajonetterne (53 og 100), der
atter ender i Fløjknapperne: Forknappen (54)
og Storknappen (101). Forbindelsen mellem
Master og Stænger sker almindeligvis ved
 |
| Fig. I. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
