Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Reformation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at reformere Kirken paa »Hoved og Lemmer«
magtede heller ikke Koncilerne Opgaven.
Verdsligheden havde ogsaa grebet Episkopatet, og
de forholdsvis faa Reformer, som
gennemførtes, var næsten udelukkende paa det sædelige
Omraade og var tilmed ganske
ufyldestgørende. Den kraftigste Reformbevægelse inden for
Episkopatet var den saakaldte »spanske R.«
under Ferdinand den Katolske, hvis
Hovedmand var Kardinal Jimemez, men ogsaa den
var kun en sædelig Tugt i Forbindelse med en
humanistisk Fornyelse af det sproglige og
eksegetiske Bibelstudium, og den førte kun til
Restauration, ikke Reformation »af den rom.-kat.
Kristendomstype. Og det var i Virkeligheden
denne, som trængte til Sigtelse. Kirkens
Forfald skyldtes, mindre dens ledende Mænd end
dens hele Kristendomsopfattelse, Katolicismen
havde i Aarh.’s Løb udviklet sig til en
Selvretfærdighedens og en Autoritetens Religion.
Vejen til Gud gik gennem de gode Gerninger,
og skønt Kirken stadig i Teorien holdt paa, at
det Indre skulde svare til det Ydre, gik Praksis
forud for Teori, og de sidste Skolastikere lærte
i øvrigt ogsaa med rene Ord, at Menneskets
egne Fortjenester kunde give det Ret til at
faa Del i Guds Naade. Bods-, Aflads- og
Helgenlæren udvikledes og fik en skæbnesvanger
Indflydelse. Men tillige havde Religionen faaet
et bestemt Autoritetspræg. Hvad Kirken lærte,
skulde være den eneste sande Lære, og for den
skulde alle bøje sig. Paa Skolastikkens
Blomstringstid var der endnu et levende Præg over
den rom. Teologi, fordi man dengang haabede
at kunne godtgøre Dogmernes
Overensstemmelse med den menneskelige Fornuft, men de
senere Skolastikere opgav dette Haab, og da
de ikke havde noget andet Tilknytningsmiddel
at byde, blev den fromme Bevidsthed nødt til
at bøje sig i blind Lydighed for Kirken. Men
netop herudfra forstaar man, hvorfor R. maatte
føre til Dannelse af en ny Kirkeafdeling.
Luther og især Melanchthon havde i Beg. haabet,
at den ny Bevægelse skulde have kunnet holde
sig inden for de kat. Rammer, ja Luther havde
opr. aldeles ikke tænkt paa andet end paa at
afskaffe visse Misbrug inden for Kirken, men
Kirken vilde og kunde ikke taale dogmatiske
Afvigelser. Tidligere, mere famlende
reformatoriske Forsøg, først og fremmest det
wiclifitiske og det hussitiske, var blevne kvalte ell.
i hvert Fald uskadeliggjorte, og da den ny
evangeliske Bevægelse viste sig at være for
kraftig at kue, overskar Kirken Forbindelsen
med den. Men til Trods for at den kat. Kirke
skar sig løs fra R., fik denne dog en
overordentlig stor direkte og indirekte Indflydelse
paa Katolicismen. Direkte blev Katolicismens
religiøse og politiske Magt brudt.
Middelalderens Storhedsdrømme om Paven som alle
Troendes kirkelige og verdslige Overherre
blæste bort for bestandig, thi det ny Brud var
dybere end Brudet mellem rom. og gr.
Katolicisme. Og indirekte blev Pavekirken nødet
ind paa at samle sig og besinde sig paa sig
selv og sit eget for med Kraft at kunne tage
Kampen op. Pavekirken efter R. er en
anden end før. Der kom en kat.
Modreformation, som afskaffede de værste sædelige
Misbrug, som, navnlig gennem
Tridentinerkoncilet, styrkede Kirkens, dogmatiske
Undergrund, og som endelig vakte den religiøse
Begejstring til Strid mod Kætterne. Ogsaa
Jesuiterordenens Oprettelse er i en vis Forstand
en Følge af R.
R.’s Vækst skyldes imidlertid ogsaa andre
Aarsager end de rent religiøse. Tiden var i
stærk aandelig Bevægelse. Skønt
Renaissancetidens Skikkelser langtfra stillede sig i
Opposition til Kirken, men tværtimod
gennemgaaende følte sig som gode Katolikker, havde dog
Interessen for Oldtidens Tænkemaade bidraget
til at modne Sindene for fornyet Drøftelse af
religiøse Problemer, især i Tyskland. Det var
Humanismen, repræsenteret af Mænd som
Reuchlin og Erasmus, der først vakte
Interessen for Studiet af det gamle og det ny
Testamente paa Grundsprogene, og disse Studier var
af afgørende Bet. for R., der selv støttede sig
til Skriften. De politiske og sociale Forhold i
R.’s Moder lande Tyskland og Schweiz var
ogsaa i mange Henseender gunstige. Den
nationale Selvstændighedsfølelse over for Rom
maatte paa Forhaand støtte R., og særlig
betydningsfuld blev den Omstændighed, at
Luther gjorde Modersmaalet til R.’s egl. Sprog
og derved gjorde den til en Folkesag. Men
ogsaa Fyrsternes, Adelsmændenes og
Handelsstædernes Selvstændighedsfølelse i Tyskland
over for Kejseren og over for hverandre
indbyrdes hjalp ofte R., og de schweiziske Bønder
og Bysfolk, der gentagne Gange havde værget
deres politiske Uafhængighed med Vaaben i
Haand, viste sig ogsaa modtagelige for den
aandelige Frigørelse. De forkuede tyske
Bønder, som ogsaa Kirken vanrøgtede, satte for
øvrigt stort Haab til R., men uden at kende
dens egl. Maal, og fra deres Side kunde der
let være forvoldt R. den alvorligste Skade, idet
de, vildledede af sværmerske Førere, vilde
omsætte den i en social-politisk Revolution. Dog
kom R. over Faren, om end efter heftige
Kampe. Endelig maa Tidens Kejserskikkelse
nævnes, fordi han til en vis Grad, uden selv at
ville det, kom til at fremme R. Karl V følte
sig som god Katolik, men han vilde ikke staa
under Pavens Overformynderskab, og da R.
tilmed havde en politisk Side, var han, navnlig
i Beg., langtfra villig til at gaa Roms Ærinde
over for sit ny Rige og udrydde Kætteriet. Et
vist Hensyn maatte han ogsaa tage til
Kurfyrst Frederik den Vise, der havde hjulpet
ham til Kejserkronen, og som utvetydig, om
end med megen Forsigtighed, viste Luther
Sympati. Endnu en rent ydre Omstændighed
gav R. Fart, Bogtrykkerkunstens Opfindelse.
R.’s Historie hænger paa det nøjeste
sammen med Reformatorernes. Gennem Biografier
af Luther, Melanchthon, Zwingli, Calvin, Knox,
Hans Tavsen o. s. v. er ogsaa givet i hvert
Fald Beg. af R.’s Historie i vedk. Land. Vi
skal her kun give et samlet Overblik over R.’s
Gang i de forsk. Stater, fra dens Beg. hvert
Sted, og indtil den er fæstnet. Vi følger da
først den lutherske R. og derefter den
zwinglisk-calvinske. M. H. t.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
