Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ragnarok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Thor dræber Midgaardsormen, men overspyet
af dens Edder gaar han kun ni Skridt, før han
selv udaander. Alle de gamle Aser falder, og
Surt hærger deres Land med Ild. Ogsaa den
synlige Verden lægges øde. En af de Ulve, der
stadig forfølger Solen (se Solulve), sluger
den straalende Gudekvinde; da lægger en uhyre
Vinter (Fimbulvinter) sig over Jorden, og alt
Levende udslettes. (Saaledes lød Beretningen i
norske Indlandsegne; ved Kysterne — paa
Island, de vestlige Øer, i Jylland — troede man,
at Jojden til R. skulde synke i Hav). Men en
ny Verden dukker op. Solen har, før hun
slugtes, født en Datter, der nu vokser til og
vandrer sin Moders Veje. Da svinder
Fimbulvinteren; og se, i Hoddmimes (= Mimes?) Skov
har et Par af Mennesker, Liv og Leivthrase
(levnet Spirekraft), fundet Ly for Kulden og
næret sig af Morgenens Dug; fra dem stammer
ny Slægter. Paa Asernes gamle Tomter bor, nu
da Surt’s Lue er udslukt, de unge Guder, der
har hævnet Odin’s Fald, Vidar og Vaale; Thor’s
Sønner ejer Mjølner. (Ogsaa Balder og Høner,
der har været uden for R.-Kampen, regnes bl.
den ny Verdens Beboere).
Et fuldt saa aandfuldt, men mindre
gammel-hedensk R. møder i Kvadet Vǫluspá. Digteren
ser, hvorledes Herligheden og Renheden
svinder af Guders som af Menneskers Liv.
Kamplivets Begyndelse, Asernes første Svig mod
Jætterne, Balder’s Fald med Loke’s Fængsling, alt
er Punkter paa Vejen mod Undergang; i
Jernskoven langt mod Ø. vokser en Ulveyngel op
til at hærge Verden, medens ogsaa Odin
samler Kæmper i Valhal til den sidste Strid.
Uvejrstid, Kamptid og Opløsning af alle Frændskabets
Baand varsler iblandt Menneskene R.’s
Nærhed. Da kundgøres selve Undergangen, idet
Heimdal støder i Gjallarhornet. Guderne holder
Ting, Ygdrasil skælver, Dværgene stønner i
Stenene, og op fra Jotunheim lyder Drønet af
de uhyre Jætteskarer. I tre Fylkinger — fra S.
med den ildslyngende Surt, fra N. med Loke,
fra Ø. med den affældige Hrym — stævner alle
Uhyrer til Strid mod Guderne. Da kommer
Frigg’s anden Sorg, da Odin gaar at kæmpe
mod Ulven, — dog Vidar støder til Hævn sit
Sværd i dens Hjerte —, den lyse Frøj falder
for Surt, og Thor synker nær ved Ormens Lig.
Solen sortner, Jord synker i Hav, de klare
Stjerner styrter fra Himlen, Ild og Røg raser
sammen, den høje Lue spiller mod selve
Himmelhvælvet. Men op af Havet kommer atter
Jorden, den grønnes paa ny med Fossefald og
fiskende Ørn; Aser mødes igen paa Ida-Sletten
og fornyr Guldalderslivet; Agrene vokser
usaaede; Balder kommer og lever fredelig
sammen med sin Drabsmand Høder og med det
unge Gudekuld. I guldtækket Sal. Gimle
(Ædelstensbolig?) bor skyldfri Folkeskarer og nyder
Glæden til evig Tid. Da kommer selve »den
mægtige« (hinn ríkí) ned i sin Vælde og
hersker over det alt.
Digteren Vǫluspá har, sikkert uden at vide
af det, ladet sig paavirke af kristne Ideer:
Synden som det Onde, den stigende
Fordærvelse, Verdensbranden (og den hele fysiske,
ikke mytiske Betragtning af Undergangen), det
Ondes Tilintetgørelse, de Saliges Boliger, Guds
synlige Tilstedekomst paa Dommedag. Men han
har i forbavsende Grad været i Stand til at
sammensmelte det med nedarvede
Forestillinger, saaledes at det gamle Mytestof, etisk
omvurderet, udgør Grundstammen i hans Digt. De
gængse R.-Forestillinger lægger derimod mere
Vægt paa bestemte Handlingsoptrin end paa
stoflig fysiske Forhold ell. moralske Tilstande;
og fremfor alt er de byggede over en langt
simplere Grundidé: om muligt at bevare Livet,
ell. i alt Fald de højere, værdifuldere Former
af Livet (Guderne og Menneskene) under den
stadige Tilintetgørelse og de truende
Undergangskræfter, som Verdensløbet indeholder.
Vidar, der flænger Ulvens Gab, er det korte — i
Oldtiden højt priste — Udtryk for de højeste
Værdiers trodsige Livskraft. Den almene
Bevidsthed havde dog en stærk Tilbøjelighed til
at dvæle ved R. som Undergang for alt det
nu kendte værdifulde (»naar Guder dør«); »faa
ser længere frem, end til Odin skal møde
Ulven«.
R.-Forestillingerne har en dyb Rod i
forhistoriske Myteudviklinger, som vi kun til Dels
kender noget til. Et uhyre Gudeslag, som de
yngste Guder overlever, findes ogsaa hos
Kelterne, og kan føres tilbage til Perserne.
Forestillingen om en uhyre Naturødelæggelse, der
forestaar Menneskeheden, dukker derimod op
hos adskillige Folk, selv paa et ret lavt
Udviklingstrin (f. Eks. Tanken om et
Verdensjordskælv; jfr ogsaa Solulv; Kelter og Lapper
frygtede Himlens Nedstyrtning, Eskimoerne var
desuden bange for, af Jorden skulde kæntre og
oversvømmes). Nordboernes Fimbulvinter med
det skjulte Menneskepar svarer til lgn.
Forestillinger hos Perserne. Det bundne og indelukte
Uhyre (svarende til vor Fenresulv) findes hos
Perser, Tatarer, Armeniere, Grækere (den
bundne Prometheus) og Finner, (medens der inden
for Kristendommen udvikler sig Forestilling om
en bunden Djævel, hvortil vor nordiske Loke
svarer). Motivet synes at høre hjemme i
Kaukasus-Egnene og herfra at have bredt sig videre;
det »bundne Uhyre« maa forstaas som et
Jordskælvsuhyre, der under sin Vandring ud over
Slettelandene har tabt sit egl. Naturgrundlag og
derfor omformes paa forsk. Maade i de forsk.
Folkeslags Mytologi. En verdensødelæggende
underjordisk Slange (uden Lænker) findes bl.
a. i dansk Folketro. Verdensbranden er tidlig
udviklet i det solhede Indien, trænger
efterhaanden ind hos Perser, Jøder, Kristne,
Grækere, vel ogsaa Kelter; »Surt’s Lue« synes at
være en Udløber fra denne Tanke. Jordens
Synken i Hav er væsentlig bundet til
vesteuropæiske Kystegne. Medens en saadan naturlig
ell. troldagtig ødelæggelse er alm., svinger
Gudernes Forhold til den stærkt: frygtende
Ødelæggelsen, unddragende lidt af det Levende ved
List, kæmpende imod den, sejrende ell. endog
fremkaldende den. Den Tanke, der tidligst har
vundet vid Udbredelse, er den, at under den
almene Undergang reddes dog en Spire til nyt
Liv; saaledes i nordisk, keltisk og de ældste
Elementer af persisk R.-Lære. (Litt.: A.
Olrik, »R.« [»Aarbøger f. nord. Oldk.«, 1902; og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
