Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Quillard, Pierre - Quilleboeuf - Quillota - Quillu - Quiloa - Quilon - Quilotoa - Quimbaya - Quimes - Quimper - Quimperlé - Quinarius - Quinault, Philippe - Quinaux, Josephe - Quincaillerie - Quincey, T. de - Quincke, Georg Hermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de lidenskabsfyldte Digte La lyre héroïque et
dolente (1898). Som Prof. ved den armeniske
Højskole i Konstantinopel 1892—97 virkede han
som ivrig Forkæmper for Armeniens Befrielse,
grundlagde Ugeskriftet Pro Armenia og skrev
La question d’Orient (1898), efterfulgt 1902 af
Pour l’Arménie (1902). Han oversatte de græske
Filosoffer Porphyrios (1893) og Iamblichos
(1895), Sophokles’ Philoktetes (1901) samt
Herondias’ Mimiamber.
S. Ms.
Quilleboeuf [kij’böf], By i det nordlige
Frankrig, Dept Eure, ved venstre Bred af
Seine mellem Bouen og le Havre, 1100 Indb.
Q. har en Havn, to gamle Kirker (11. og 16.
Aarh.), Hammerværk og Handel med Hø. Byen
blev befæstet af Henrik IV og efter ham en
Tid kaldt Henriqueville. Voldene
sløjfedes under Ludvig XIII.
E. St.
Quillota [ki’ljåta], By ved Rio Aconcagua i
Chile, NV. f. Valparaiso, Kobbergruber og (1920)
12401 Indb.
M. V.
Quillu, se Kuilu.
Quiloa, se Kilwa.
Quilon [kwi’£oun] (Kollam), tidligere
Hovedstad i den indobritiske Vasalstat Travankor
i det sydvestlige Forindien, var i ældre Tid
kendt for sin Udførsel af Indigo (Coilun,
Columbum). 1503 grundlagde Portugiserne her et
Faktori, 1803 kom Byen og Landet under
britisk Herredømme.
M. V.
Quilotoa [kilå’tåa], udslukt Vulkan i
Vestcordilleren, Ecuador, 3981 m, med Kratersø.
Quimbaya [kim’baja], Indianerfolk af
Chibchaernes Sprogæt, udgjorde opr.
Hovedbefolkningen omkr. Cartago i Cauca-Dalen, Colombia.
Q. blev allerede tidligt udryddet af Spanierne,
men er blevet berømt for den næsten
eventyrlige Guldrigdom, som Aabningen af deres
Grave har bragt for Dagen. Guldet stammer
antagelig fra Egnene om nedre Gauca og
tilbyttedes især for Salt, der udvandtes af Saltkilder.
Meget Guld er vandret i Smeltediglen paa ny,
men der er dog bevaret Figurer af over 1 kg’s
Vægt; Guld anvendtes i stor Udstrækning til
Næsesmykker o. a. Prydelser, og Kvinderne
bar et Slags stramt siddende Korset af Guld.
Sammenlignet med Metalteknikken var
Pottemageriet nærmest tarveligt, og i det hele taget
kunde Q., skønt bosiddende Majsdyrkere, i
Kultur langtfra maale sig med Perus og Mexikos
Beboere. (Litt.: Th. A. Joyce, South
American Archæology [London 1912]).
K. B.-S.
Quimes [’kimæs], By i Argentina, 20 km
SØ. f. Buenos Aires, Villaby, Kødfryserier,
Bryggerier, med (1921) 19311 Indb.
M. V.
Quimper [kæ’pæ.r], By i det nordvestlige
Frankrig, Hovedstad i Dept Finistère
(Bretagne), SØ. f. Brest, ved højre Bred af Odet, som
her optager Steir, 17 km fra Atlanterhavet,
hvor det danner Bugten ved Bénodet, 19400
Indb. Byen er Knudepunkt paa Orléans-Banen
og har flere Undervisningsanstalter
(Landbrugsskole, Seminarier m. m.), et Bibliotek,
Museum og Sindssygeanstalt. En gammel, i
gotisk Stil opført Katedral fra 13. og 14. Aarh.
med 75 m høje Taarne, en Kirke fra 11. Aarh.
i Forstaden Locmaria og Raadhuset er de i
arkitektonisk Henseende mest fremragende
Bygninger. Byen er Sædet for Præfekten og en
Biskop. Staden har en Havn, Skibsbyggeri, en
Del Industri (Lervarer, Læder, Papir),
Udvinding af Salt og Fiskeri (Sardiner).
Arrondissementet Q. (9 Canton’er, 69 Kommuner) har
204000 Indb. Q. er Romernes Corisopitum.
(M. Kr.). E. St.
Quimperlé [kæpær’le], By i det
nordvestligste Frankrig, Dept Finistère, (Bretagne), NV.
f. Lorient, ved den sejlbare Laita, der dannes
ved Sammenløbet af Ellé og Isole umiddelbart
oven for Byen, 9200 Indb. Q. har en Havn og
er Station paa Orléans-Banen. Den tidligere
Abbedikirke Ste. Croix, der styrtede sammen
1862, men er genrejst, er i Stilen en
Efterligning af Gravkirken i Jerusalem. Desuden har
Byen en anden Kirke, Saint Michel (fra 14. til
15. Aarh.), Fabrikation af Papir, Cider m. m.
Fiskeri (Sardiner). Arrondissementet Q. (5
Canton’er, 21 Kommuner) har 67000 Indb.
E. St.
Quinarius, af lat. quinque, 5, rom.
Sølvmønt = 5 As, det dobbelte af den alm. Mønt,
Sestertius (s. d.), Halvdelen af Denarius. Den
efterlignedes senere af de keltiske Gallere.
H. A. K.
Quinault [ki’no], Philippe, fr. Digter, f. 3.
Juni 1635 i Paris, d. smst. 26. Nov. 1688. Meget
tidlig begyndte han at skrive for Teateret, først 3
Lystspil, dernæst fra 1656 5 Tragedier,
hvoriblandt La mort de Cyrus (1656) og Astrate,
roy de Tyr (1664); disse er skabelonmæssige,
fyldte af Sammensværgelser og tragisk Politik,
preciøse Hofstykker, der imødekom Tidens
erotiske Smag og derfor gjorde Lykke; Boileau
dadlede dem, og Q. opgav Tragedien, da Racine
traadte frem. 1670 blev han Medlem af
Akademiet, giftede sig Aaret efter en stor Formue til,
overtog 1672 med Lully (s. d.) Académie royale
de musique og blev saaledes Medstifter af den
store fr. Opera. Han forfattede hertil i alt 14
Operatekster, der udmærker sig ved glimrende
Verskunst, men i Følelse og Indhold er i høj
Grad fade og falske. De mest yndede var
Alceste (1674), Atys (1676), Roland (1685) og
Armide (1686). Q.’s bedste Scenearbejde er den
Molière-paavirkede Komedie La mere coquette
(1665). Hans Théâtre udkom i 5 Bd 1715, 1739
og 1778; Didot udgav hans Œuvres choisies i 2
Bd 1811; Crapelet skrev hans Biografi 1824.
S. Ms.
Quinaux [ki’no], Josephe, belg.
Landskabsmaler, f. 29. Marts 1822 i Namur, d. 25.
Maj 1895 i Bryssel. Q., Elev af Tegneskolen i sin
Fødeby og af Antwerpens og Löwens
Akademier, har i talrige Arbejder skildret Flanderns
og Hollands fladet Egne. Prøver paa hans Kunst
ses bl. a. i Museerne i Bryssel og Löwen. Han
var Prof. ved Akademiet i Bryssel.
A. Hk.
Quincaillerie [keŋkajə’ri’, fr. kækaj’ri], se
Korte Varer.
Quincey [kæ’sæ], T. de, se de Quincey.
Quincke [kveŋkə], Georg Hermann, tysk
Fysiker, f. i Frankfurt a. d. O. 1834, d. 13. Jan.
1924. Fra 1852 studerede han i Berlin, siden i
Königsberg hos F. E. Neumann og endelig i
Heidelberg hos Kirchhoff. 1859 blev han
Privatdocent i Berlin, 1860 Prof. ved
»Gewerbe-Akademie« og 1865 ekstraord. Prof. ved Univ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
