Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pædagogik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medførte Stiftelsen af Borgerskoler
(Stads- ell. Skriveskoler; Latinskoler og
Pigeskoler), med nogen Sans ikke blot for Læsning,
Skrivning og Regning, men ogsaa for Geografi
og Historie. Der spores en voksende Sans for
Kunst, Kundskab og Modersmaalet og det
virkelige Livs Krav. Brødrene af det fælles Liv
(Gerhard Groot, død 1384) virkede ivrig for
Almueundervisningen. I 14. og 15. Aarh.
fremspirer Universiteterne, der hævder den
fri Forskning mod Kirkens blinde
Autoritetstro. Men man kom dog i Skolen ikke synderlig
ud over Latinen, Trivium og Kvadrivium med
deres tomme og formelle Kundskab, og gik ikke
til Virkeligheden og Naturen. Der var heller
ikke nogen egl. Lærerstand, det var mest
forløbne Studenter, Klerke og Munke, og om
Almueundervisningen. I 14. og 15. Aarh. frem-
omkr. Midten af 15. Aarh. og siden kommer
der nyt Liv i P. og Skolen ved det voksende
og uddybede Kendskab til den gr. og rom.
Oldtids Kunst og Skrifter, først i Italien og derfra
i Frankrig, Tyskland og England (se
Renaissancen). Ved at vende tilbage til Oldtidens
paa naturlig Tænkning og Liv grundede
Litteratur vilde den ved Dante, Petrarca og
Boccaccio forberedte og nu stærkt begejstret
frembrydende
Humanisme en alm. Genfødelse,
Renaissance, af alt ægte menneskeligt, Legemet som
Sjælen. Betydelige pædagogiske Praktikere og
Teoretikere træder frem, som Vittorino da
Feltre, Ludovico Vives og
Desiderius Erasmus, og man aner endog
Naturvidenskabens Bet. for Opdragelsen (Huarte).
Men kæmpede Humanismen end for Aandens
Frihed, med Sans for Individualiteten og
legemlig Opdragelse, og imod den barbariske
Skoletugt, i det hele ogsaa mod Universiteternes
abstrakte og haarkløveriske Skolastik, saa glemte
den dog hurtig Begejstringen over Indholdet
for Formen og blev igen formel og mekanisk.
Grammatikpiskeri, Retorik, Logik, de filologiske
Fag var Indholdet, og Metoden Udenadlæren
og Ramsevæsen, Aanden kold Forstandighed.
Om en Almueskole, der altid maa være
grundlagt paa Modersmaalet og virkelige Livsværdier,
var der ikke Tanke. En lgn. Skæbne fik
Humanismen i de Lande, hvor Reformationen sejrede.
Reformatorernes P. (16. Aarh.).
Ogsaa her begyndtes der lovende. En dybere
Forstaaelse af det sædelige og religiøse Liv
forbandt sig her med Studiet af Sprogene, og
denne Forbindelse af Religion og Filologi er
i det hele Særkendet for Reformatorernes P.
med Melanchton, »Tysklands Lærer«, og
Bugenhagen, »Kirkens og Skolens
Reformator« i Spidsen. Tanken om en alm.
Folkedannelse fra et religiøst Stade traadte nu frem.
Ved sin tyske Bibel og sin Katekismus lagde
Luther Grunden til den protestantiske
Folkeskole, og med Sans for aandelig Frihed
forbandt han Sans for Hjemmets Bet., for
Modersmaalet og Virkeligheden, Sagen mod Ordet, ja
Blik for Historie, ganske vist kun som en
moralsk Eksempelsamling, Legemsøvelser og
Musik og Sang. Skolen blev nu ogsaa en Statssag,
ikke længere en Kirkesag. Men da man var
uklar over Opgavens Indhold og Omfang, var
det dog egl. kun det lærde Skolevæsen,
Latinskolen, der bar Frugter af mere
blivende Værd, som det traadte frem under saa
store og praktiske Pædagoger som
Trotzendorf (død 1556) og Sturm (død 1589), for
hvem Oldtiden, Filologien, Latinen i den Grad
var alt, at Modersmaalet forvistes fra Skolen,
en Stræben, der i Jesuitternes
Humanisme forbandtes med den strenge Opdragelse
af en Lydighedens Aand, i hvilken al
menneskelig Selvstændighed ophævedes for blind
Opgaaen i et større Legeme.
17. Aarh., Ortodoksiens Periode,
er Latinskolens Tidsalder. Fra Midten af 16. til
Midten af 17. Aarh. herskede Latinskolen
i dens værste Form, og alle Skoler blev
Latinskoler. Skolens Opgave var kun at lære
Børnene Religion og at læse, skrive og tale Latin.
Det hele blev formalistisk og mekanisk død
Lærdom og Hukommelsesstof, Ord uden Sag,
Ramsevæsen, Disputationer og Deklamationer,
indøvet under en barbarisk Skoletugt, det var
alt. Lyspunktet i 17. Aarh. er Fremkomsten af
den ældre pædagogiske Realisme,
en Rk. geniale Mænd, der virkede som
Strømbrydere og udformede Idekredse, der forberedte
en ny P. og en ny Skole. Fælles for dem alle
er Sans for Virkeligheden og virkelige
Livsværdier, for Modersmaalet og Udvikling af
Barnets Individualitet til Selvstændighed,
Modenhed og aandelig Frihed, og en Metode, der
følger Barnets psykologiske Udviklingsgang og
gaar ud fra Anskuelsen. Protesten mod Tidens
pædagogiske Formalisme fandt først et klart,
kraftigt og æggende Udtryk i Montaigne
(død 1592), der tager Ordet for aandelig
Frihed og selvstændig Prøvelse mod Tidens
Pedanteri, Mekanisme og Autoritetstro, hævder
Modersmaalets Førstefødselsret og indskærper
den legemlige Opdragelses Bet., og Bacon
(død 1626), der fordrer Aandens Befrielse fra
alle Fordomme og hævder Erfaring og
Induktion og Undersøgelse af Tingenes Aarsager som
eneste Vej til sand Viden og Magt over
Tingene. Til Dels til Bacon støtter Ratke
(Ratich), død 1635, og Comenius (død 1670),
sig. De fordrer Opdragelsens nøje Tilknytning,
til Aandens naturlige Udviklingsgang,
Modersmaalets Forrang for Latinen, en
Sprogundervisning paa Eksempelets og Anskuelsens Grund,
og Anskuelse af Sagen fremfor Navne og Ord
som Grundlag for al Undervisning. Medens den
geniale Markskriger Ratke mere antyder
Fremtidens Opgave, særlig hvad
Sprogundervisningen tangaar, har den profetisk dybsindige
Comenius, Didaktikkens Grundlægger (Didactica
magna, ɔ: den store Undervisningslære 1629)
med beundringsværdig Klarhed i sine Skrifter
nedlagt alle den moderne P.’s anerkendte
Grundsætninger. Opdragelsens Formaal er at
opbygge Gudsbilledet i Mennesket, Mikrokosmen,
ɔ: at udvikle alle menneskelige Evner og
Kræfter og ved en Metode, der følger Naturen (gaar
fra Anskuelse til Begreb, fra Eksempelet til
Reglen, fra Elementerne til Forestillingen om
det hele). Sagerkendelse og Tale skal følges
ad, og der skal undervises for Livet, først
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
