Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Prowe, Leopold Friedrich - Proxeni - proximus - Prshevalsk - Prshevalskij, Nikolaj - prude - Prudentius, Aurelius P. Clemens - Prud'homme - Prudhomme - Prudhon, Pierre Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Prowe [pro.və], Leopold Friedrich,
f. 14. Oktbr 1821 i Thorn, d. 26. Septbr 1887
smst., Lærer ved sin Fødebys Gymnasium, har
hovedsagelig syslet med Studier over
Kopernikus og samlet disse i »Nicolaus Coppernicus, I
(Das Leben), II (Urkunden)« (1883). Et tredje
Bd »Coppern. Lehre« blev ikke fuldendt.
J. Fr. S.
Proxeni var i det antikke Grækenland en
Institution, der nærmest svarede til Nutidens
Konsulater. Det hændte ofte, at en Mand
officielt udnævntes til offentlig Gæsteven
(Proxenos) af en fanden gr. Stat, som han havde haft
Lejlighed til at vise Tjenester. Han paatog sig
derved den Forpligtelse at vejlede og
understøtte den fremmede Stats Borgere, naar de
opholdt sig i hans Stat, og den fremmede Stats
Gesandter boede sædvanlig i hans Hus. Til
Gengæld nød han forsk. Forrettigheder og
Æresbevisninger. I Tilfælde af Krig mellem de to
Stater nedlagde han undertiden sin Stilling.
H. H. R.
proximus (lat.), den nærmeste, næste.
Prshevalsk [prзæ’va£sk], By i russ.
Centralasien, Prov. Semirjetshensk, ligger 1700 m o.
H. ved Bredden af Søen Issyk-kol og har lidt
over 2000 Indb., Russere og Sarter. Byen hed
forhen Karakol; dens Navn (forandredes til
P. efter den berømte rejsende Prshevalskij, der
døde i Byen 1888.
M. V.
Prshevalskij [prзæ’va£skij] (Przevalskij),
Nikolaj, russ. General og
Opdagelsesrejsende, f. 12. Apr. 1839, d. 1. Novbr 1888 i
Prshevalsk i Turkestan. P. uddannedes ved
Militærakademiet i Petrograd, blev Lærer i
Historie og Geografi ved Junkerskolen i
Varszava og forflyttedes 1867 til Østsibirien, hvor
han i de flg. Aar undersøgte Ussuri-Landet.
1870 begyndte han sin Virksomhed som
Opdagelsesrejsende og gennemrejste, kun ledsaget
af en Russer, Pylzov, og to Kosakker, Kina,
Mongoliet, Nordtibet og Egnen ved Kuku Nor.
1873 vendte han tilbage til Urga. 1876—77
foretog han sin anden Rejse, paa hvilken han
undersøgte den hidtil ganske ukendte
Tarim-Flod, besøgte Lob Nor og Altyn Tag. 1879—80
foretog han sin tredje Rejse fra Saissan Nor
over Tienshan og Nansban til Tibet, hvor han
forgæves forsøgte at naa Lassa. 1883—85 drog
P. fra Kiachta gennem Mongoliet og Alashan
til Kuku Nor og Egnen om Hwanghos Kilder,
hvorfra han gennem Tsaidam og
Tarim-Bækkenet vendte tilbage til russ. Turkestan. Her døde
han under Forberedelsen til en femte Rejse.
P. har paa Russisk publiceret fl. videnskabelige
og populære Skr, af hvilke de populære er
overs. paa de fleste europ. Sprog. De
videnskabelige Resultater af hans Rejser begyndte
dog først at udgives efter hans Død.
M. V.
prude [pryd] (fr.), snærpet, knibsk.
Pruderie [pru’dri], affektert Ærbarhed, snærpet
Væsen.
Prudentius, Aurelius P. Clemens,
kristelig lat. Digter, f. i det nordlige Spanien 348,
d. omtr. 410. Af Livsstilling var han Sagfører,
senere jur. Embedsmand. Vi har af ham en
Del Digte, baarne af stærk religiøs Begejstring,
Hymner, dogmatiske Digte og Digte til
Martyrernes Pris, desuden en Psychomachia, et
Digt, hvori Dydernes og Lasternes Kamp om
Sjælen skildres. De er udgivne bl. a. af
Heinsius (Amsterdam 1667), Obbarius (Tübingen
1845) og Dressel (Leipzig 1860).
H. H. R.
Prud’homme [pry’dåm] (fr.), egl. sagkyndig,
forfaren, dernæst Medlem af et Conseil de p.-s.,
der i Frankrig og Belgien er Navnet paa de af
Napoleon I 1806 oprettede Domstole til Afgørelse
af Stridigheder mellem Arbejdere og
Arbejdskøbere (se Arbejdsstridigheders
Bilæggelse).
Sv. N.
Prudhomme [pry’dåm], se Sully P.
Prudhon [pry’då], Pierre Paul, fransk
Maler, f. 4. Apr. 1758 i Cluny (Saône-et-Loire),
d. 16. Febr 1823 i Paris. P., en Murersøn, lærte
Kunst i Dijon og fra 1780 i Paris, hvor han
1782 vandt Rom-Prisen (Fortællingen om, at
han ved den Lejlighed hjalp en modfalden
Konkurrent, saa han fik Prisen, men at
Bedraget opdagedes, og Præmien da tilkendtes
den rette, er i alt betegnende for det bløde
Drag i P.’s Gemyt). I Rom, hvor Antikken nu
var paa Mode og David’s Navn allerede en
Ledestjerne, gik han sine egne Veje og fandt
Kunstnerkredsen modeagtig arrogant og
klikemæssig. Han sysselsatte sig (som han sagde til
Bruun-Neergaard) med at gaa omkr. at
betragte og beundre Mesterværkerne. Lionardo
(som han saa i Norditalien) kaldte han sin
Mester og Heros, men Correggio’s Kunst gik
ham aabenbart ikke mindre i Blodet. Trods
Vennen Canova’s Protester rejste han efter en
syv Aars Forløb 1789 tilbage til Paris, midt ind
i Revolutionen. Bundfattig og upraktisk hutlede
han sig slidsomt igennem, udførte
Forretningsvignetter, tegnede og illustrerede (for P. Didot:
»Dafnis og Chloë«, Tasso’s »Aminta« m. m.),
dengang upaaagtede Smaating, der nu
efterspørges til store Priser. Fra hans tidlige Kunst
gik der Traade til Boucher’s Retning, til
Vanloo og Fragonard, men snart udfoldede hans
egenartede Personlighed sig; Tegninger som
»Grusomheden ler ad Taarerne«, »Amor« og
»Ceres« bebuder allerede den Prudhon’ske
bløde Mildhed og følsomme Ynde. 1799
udstillede han »Visdommen og Sandheden stiger ned
paa Jorden« (St Cloud, nu i Louvre); derefter
udførte han større dekorative, nu delvis
molesterede, Arbejder for Hotel S. Julien og vægtige
Værker for Louvre (bl. a. det af Delacroix saa
beundrede »Diana« [1803]). Ved denne Tid
indledtes Bekendtskabet med hans Elev Constance
Mayer; hun ansporede ham, hyggede om ham
og bragte Lys over hans triste
Hjemmetilværelse, der tyngedes økonomisk og sjæleligt af
et ulykkeligt Ægteskab, idet han 19 Aar gl var
bleven gift med en tarvelig og trættekær
Kvinde (nærmere herom i Art. Mayer, G.).
Udadtil havde P. længe staaet ensom, i sin
Kunst fjern fra den herskende David’ske
Retning, overset af Mesteren selv og haanet af
hans Tilhængere. Med de to 1808 udstillede
Arbejder: det storladne og lidenskabelige
»Retfærdigheden og Hævnen forfølger Forbrydelsen«,
og det Correggio’ske »Psyche’s Bortførelse«
(begge i Louvre) brød han dog for en Tid
afgørende igennem. Det skønne, lidt vilkaarlig
anbragte Clairobscur, det følsomme i Anslaget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
