Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Provinsialstænder - Provinsialudvalg - provinsiel - Provinskoncilium - Provinssynode - pro virili - Provision - Provisionalordonnance - Provisor - provisorisk - provisorisk Befæstning - provisoriske Love
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udnævnte. Ogsaa disse Forsamlinger virkede
til at fremkalde Løsrivelsen 1864.
E. E.
Provinsialudvalg, se Provins.
provinsiel (fr.), hvad der hører til en
Provins; smaastadsagtig.
Provinskoncilium eller Provinssynode
kaldtes efter ældre kanonisk Ret en
Kirkeforsamling for en enkelt Kirkeprovins (s. d.).
Saadanne Forsamlinger var kendte allerede i
Oldtiden (iflg. en Beslutning af Kirkemødet i Nikaia
skulde de holdes regelmæssigt to Gange aarligt),
og ogsaa i Middelalderen var de i lang Tid
temmelig hyppige, selv om der ikke var Tale
om nogen regelmæssig Afholdelse, hvilken dog
paany paabødes af det fjerde Laterankoncilium
1215. I Slutn. af Middelalderen blev de
efterhaanden sjældnere, hvad der hang sammen med
Kirkeprovinsernes synkende Bet., og
Reformkoncilierne i 15. Aarh., der atter indskærpede
Afholdelsen, formaaede kun rent forbigaaende
at hidføre en Forandring heri. P. bestod af
Ærkebiskoppen, der indkaldte og ledede
Forsamlingen, og hans Suffraganbiskopper, d. v. s.
de øvrige Biskopper inden for Kirkeprovinsen.
Kun Biskopperne var stemmeberettigede, men
de kunde godt være ledsagede af andre
gejstlige fra deres Stifter og var det faktisk altid.
P. kunde beskæftige sig med alle Anliggender
vedrørende Kirkeprovinsen, men dets vigtigste
Opgave var Udøvelse af lovgivende
Myndighed for Provinsen gennem Vedtagelse af
Provinsstatutter (statuta provincialia), hvilke dog
ikke kunde ophæve den alm. kanoniske Ret og
derfor væsentligst tjente til at gennemføre og
supplere denne. Ogsaa den nyere katolske
Kirkeret kender Begrebet P., men
Institutionens Bet. er ikke særlig stor. — Efter preussisk
evangelisk Kirkeret, saaledes som denne gælder
i de fleste af den preussiske Stats Provinser,
holdes hvert tredie Aar for hver Provins en
Provinsialsynode, som indtager en
Mellemstilling mellem de for de enkelte Stifter virkende
Kredssynoder, der vælger delegerede til den,
og den for hele Kirken fælles General- ell.
Landssynode.
P. J. J.
Provinssynode, se Provinskoncilium.
pro virili (párte ell. portione) (lat.), i
Overensstemmelse med ens særlige Pligt.
H. H. R.
Provision (lat.) kaldes det Vederlag, som
tilkommer en Agent ell. Repræsentant for de
Forretninger ell. Handeler, han afslutter med
Tredjemand for fremmed Regning, d. v. s. for
Regning det repræsenterede Firma (Fabrik,
Selskab e. l.). Sædvanligvis andrager P. en vis
Procent af den Sum, Forretningen,
Afslutningen andrager, men ofte ydes P. dog
ogsaa i Form af et bestemt Beløb pr Enhed af
den Vare, Handelen drejer sig om,
Overpris. P. skal erlægges, naar Handelen er
berigtiget, og Agenten ell. Repræsentanten har
ogsaa Krav paa P., hvis det skyldes det
repræsenterede Firmas Forhold, at Handelen ikke
kommer til ordensmæssig Udførelse. Som Regel
vil Agenten ell. Repræsentanten have Krav paa
P. for alle de Forretninger, som det
repræsenterede Firma afslutter inden for Agentens
Rayon, men det vil dog ofte være aftalt, at
Agenten kun oppebærer en mindre ell. ingen
P. af indirekte Handeler, d. v. s. af Handeler,
som afsluttes uden Agentens direkte
Medvirkning.
Ch. V. N.
Provisionalordonnance kaldtes tidligere
sædvanligt et Aktstykke af 4. Novbr 1660, som
antoges for en af Frederik III udstedt foreløbig
Lov om Ordningen af Kollegiestyrelsen (se
Kollegialsystem), men som i
Virkeligheden kun er et af en Embedsmand i Tyske
Kancelli, maaske for egen Regning, udarbejdet
Lovudkast.
P. J. J.
Provisor, se Apoteker.
provisorisk (lat.), foreløbig.
provisorisk Befæstning staar paa
Overgangen mellem Feltbefæstning og permanent
Befæstning. Den spillede tidligere en vis Rolle,
idet man tænkte sig, at man ved Hjælp af denne
ved truende ell. udbrudt Krig skulde være i
Stand til i Løbet af forholdsvis kort Tid, nogle
Uger ell. maaske nogle Maaneder, at udføre
Befæstningsanlæg, der i alt Fald i nogen Grad
kunde erstatte manglende permanente Anlæg.
Man var dog klar over, at den p. B. aldrig
fuldt ud kunde erstatte den permanente
Befæstning, og de krigshistoriske Erfaringer med
saadanne Anlæg, f. Eks. Dybbøl 1864, har fuldt
ud bekræftet denne Formodning.
Sch. P.
provisoriske Love, foreløbige Love
ell. Nødforordninger. Medens Love
normalt ikke kan gives uden Kamrenes Samtykke,
tillader dog fl. Forfatninger Regeringen i
paatrængende Tilfælde, naar Kamrene ikke er
samlede og ikke uden Besvær kan samles, at
udstede p. L., der skal lydes, som alm. Love, men
som kun skal have foreløbig Gyldighed, og
derfor altid skal forelægges den først
sammentrædende Rigsdag. En saadan Regel fandtes i
de fleste tyske Staters tidligere monarkiske
Forfatninger og i den tidligere østerr. Grundlov af
21. Decbr 1867 § 14, og den findes endnu i den
norske Grundlov af 1814 § 17 samt i den
danske Grundlovs § 25.
Særlig i Danmark kom disse p. L. i den
saakaldte Provisorietid under Ministeriet Estrup
til at spille en i høj Grad fremtrædende Rolle.
Skønt opr. tænkt som en Nødhjælp i sjældne
Tilfælde, benyttedes de under den politiske
Konflikt om Parlamentarismens Indførelse som
et Vaaben i Regeringens Haand over for
Folketinget, der ved sin »Visnepolitik« søgte at drive
Regeringen bort. 1885 og 1886 udstedte
Regeringen saaledes en hel Rk. p. L. — om Forbud
mod at anskaffe Vaaben, om Oprettelsen af et
militært Gendarmerikorps, om overordentlige
Politiudgifter m. m. — og disse holdtes trods
Folketingets Protest i Live i over 9 Aar derved,
at de hvert Aar forelagdes alene i Landstinget,
der beholdt dem i Udvalg hele Samlingen
igennem, saaledes at Folketinget ikke kunde faa
Lejlighed til at forkaste dem. Endnu større
Bet. fik det, at ogsaa selve Finansloven en lang
Aarrække udstedtes ved p. L. Beg. gjordes
1877, hvor Regeringen dog endnu indskrænkede
sig til at bemyndige sig selv til at afholde »de
nødvendige løbende Udgifter efter de hidtil
gældende Regler«. Men fra 1885 til 1894 blev
Finansloven hvert Aar udstedt ved p. L., og
Regeringens Bemyndigelse lød nu uden nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
