Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - provençalsk Litteratur - provençalsk Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mestersangere. og som til Fremime af gay saber afholdt
poetiske Væddekampe, »Blomsterlege« (jocs
florals, jeux floraux), hvor Belønningerne var
gyldne Blomster: en Viol, en vild Rose og en
Morgenfrue. Dette kunstige Forsøg paa at
genoplive en svunden Tids mere og mere
Uforstaaelige Aandsliv maatte mislykkes.
Akademiets Skæbne er betegnende for Udviklingen i
det hele: fra 1513 prisbelønnedes ogsaa franske
Digte, fra 1694 kun franske; 1894 oprettedes i
Toulouse, ligesom mangfoldige andre Steder i
Sydfrankrig, i Tilslutning til Felibrebevægelsen
et rent provençalsk Selskab (escolo moundino)
til Varetagelse af den nyprovençalske Poesis
Interesser.
Prosalitteraturen staar i Interesse
langt tilbage for den poetiske og har i Alm.
intet spc. provençalsk Særpræg. Af
Bibeloversættelserne er et Brudstykke af Johannes’
Evangelium ældst (11. Aarh.);
Albigenserbibelen er fra 13. Aarh., Valdenserbibelen maaske
fra Slutn. af 12. Aarh. Adskillige Legender
findes, deraf nogle fra 13. Aarh., endvidere
Prædikensamlinger, hvoraf 2 gaar tilbage til 12.
Aarh.,, den ene endda til dets Begyndelse.
Desuden er der nogle Krøniker, som den om
Damiette’s Erobring (Beg. af 13. Aarh.), en Rk.
Troubadourbiografier, Diætetikker, »Bestiarier«,
en »Lucidarius« m. m. Ang. Prosaværker over
Grammatik og Poetik, se provençalsk
Sprog.
I hvilken Grad Overleveringen om
Troubadourtiden blev overgroet af æventyrlige
Sagndannelser i den senere Middelalder og
Renaissancen, ses af Jean de Nostradamus’ berømte
ell. berygtede Bog (Les vies des plus célèbres et
anciens poètes provençaux (1575). Disse Sagn
levede videre, medens Troubadourernes Værker
laa glemte i Biblioteker og Arkiver, hvorfra
man først begyndte at fremdrage og samle dem
i 18. Aarh. og bearbejde og udgive dem i
19. Aarh. (se Raynouard). Den
provençalske Digtning fortsattes i Tiden 1500—1800,
men under meget ugunstige Forhold, uden
sproglig og litterær Enhed og Tradition, tynget
af den fr. Litteraturs umaadelige Overmagt,
hvis Paavirkning den ikke var i Stand til at
unddrage sig. Højest naar denne Periodes
Digtere, hvor de skildrer det jævne Folkeliv og
Folkesind, enten idyllisk-opbyggeligt ell.
humoristisk genreagtigt. Den betydeligste Digter er
Pierre Goudelin fra Toulouse (s. d.).
Francois de Cortète’s Hyrderoman La
Miramondo fra Midten af 17. Aarh. overgaar
de fleste fr. Hyrdedigte ved sine yndefulde og
naturlige Virkelighedsskildringer. En Præst ved
Domkirken i Pamiers tog Folkesprogets Poesi
i Religionens Tjeneste ved at sætte Katekismen
paa Vers, for at Sognebørnene bedre kunde
huske den (1673). Adskillige Digtere, bl. a.
Saboli fra Avignon (død 1675), skrev muntre
ell. naivt opbyggelige Julesange, som synges i
Sydfrankrig den Dag i Dag. Cortète skrev en
Komedie om Sancho Panza, Grimaud skrev
en fri, meget morsom og i sin Tid meget yndet
Oversættelse af den homeriske
Batrachomyomachi (Granoulratomachio. Kamp mellem Frøer
og Mus) (1664), og Jean Michel fra Nimes
gav en livfuld, vittig Skildring af Markedet i
Beaucaire.
Medens 18. Aarh. nærmest betegner
yderligere litterært Forfald, paafølger i 19. Aarh.’s
første Halvdel en Opgang, skabt bl. a. af
Romantikkens Interesse for Middelalder og
Folkepoesi. Fabre d’Olivet (1767—1825), der har
skrevet smukke religiøse Poesier og
Hyldestdigte til sin Hjemstavns Sprog, udsendte 1803
en Digtsamling Le Troubadour, poésies
occitaniques du XIII siècle. Disse Digte, som udgaves
for oversatte Troubadourtekster, er lavede af
ham selv, og de er stærkt prægede af
romantisk Affektation og af Nostradamus’ Fabler,
men de vakte stor Opsigt og Beundring, ogsaa
bl. de senere Felibrer. Diouloufet fra Aix
(1771—1840) skrev gammeldags sirlige Digte til
Forherligelse af Landlivet, som han elskede og
forstod, og sit provençalske Modersmaal, som
han elskede og beundrede, men hvis Fremtid
han ikke vovede at tro paa. En Adelsmand fra
Cevennerne, Markis de La Fare Alais
(1791—1846) giver den samme Kærlighed et
kraftigere, mere fuldtonende Udtryk, selv om
heller ikke han tør vente nogen straalende
Fremtid for provençalsk Sprog og Litteratur.
Ved sit robuste Humør og sit dybe Gemyt er
han en Forløber for Felibrerne. Endnu mere
berømt var Jasmin (s. d.), der imidlertid
ikke vilde være med til litterært Samarbejde og
derfor ikke kom med i Felibrebevægelsen. Ogsaa
andre Digtere saa med Spot ell. Uvilje paa alle
Samlingsbestræbelser, bl. a. den saftige,
grovkornede Victor Gelu fra Marseille. Men tilsidst
lykkedes det ved Aarh.’s Midte en Kreds af
Digtere fra Avignon og Omegn, under Ledelse
af Roumanille (s. d.) og Mistral (s. d.) at skabe
Felibren (s. d.). Litt.: A. Stimming,
»Provenzalische Litteratur« i Gröber’s
»Grundriss der roman. Philologie« II [2. Udg.
Strasbourg 1897]; K. Bartsch, »Grundriss zur
Geschichte der prov. Litteratur« [1872]; Fr.
Diez, »Leben und Werke der Troubadouren«
[2. Udgave ved Bartsch, Leipzig 1882]; J.
Anglade, Les troubadours, leurs vies, leurs
œuvres, leur influence [2. Udgave, Paris 1919]; J.
Vising. »Den provençalska
trubadurdiktningen« [Sthlm 1904]; Beck, »Die Melodien der
Troubadours« [1908]; Noulet, Essai sur
l’histoire litteraire des patois du midi de la France
aux XVI et XVII siècles [Paris 1859]; F.
Donnadieu, Les précurseurs des Félibres [Paris
1888]; G. Jourdanne, Histoire du Félibrige
[Avignon 1897]; E. Ripert, La renaissance
provençale 1800—1860 [Paris 1918]. En Mængde
Specialudgaver af middelalderlige Tekster af P.
Meyer, J. Anglade, Chabaneau,
Jeanroy, Bartsch, C. Appel,
Stimming o. m. a. Chrestomathier af Bartsch,
Appel, Lommatsch, Schultz-Gora).
J. K. L.
provençalsk Sprog [provaŋ’sa’lsk-].
Provençalsk er et romansk Sprog, en videre
Udvikling af Gallo-Romansk (se Frankrig,
»Sprog«), der i den ældre Middelalder spaltede
sig i to Grene, Nordfransk, langue d’oil, og
Sydfransk, langue d’oc, Provençalsk.
Sproggrænsen gaar fra Bordeaux over Lyon til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
