Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Prévôt - Preyer, Gottfried - Preyer, Johann Wilhelm - Preyer, Thierry William - Priamos - Priapeia - priapeisk Vers - Priapisme - Priapos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sager de udøvede len summarisk Justits. Der
fandtes til sidst en saadan Dommer i hvert
Intendantdistrikt (se Intendant).
P. J. J.
Preyer [’pra^iər], Gottfried, østerrigsk
Musiker (1807—1901), var Hoforganist i Wien,
derefter i en lang Aarrække Kapelmester ved
Stefans-Kirken og ved Siden deraf Lærer ved,
en Tid lang Direktør for Konservatoriet. P.’s
Virksomhed som Komponist (af Symfoni,
kirkelige Værker, Kammermusik, Klaver- og
Orgelstykker) naaede ikke i Bet. hans Lærer- og
Kapelmestergerning.
W. B.
Preyer [’pra^iər], Johann Wilhelm, tysk
Maler (1803—89), uddannet og fornemlig
virkende i Düsseldorf, gjorde stor Lykke med sine
Blomster- og Frugtstykker, miniaturagtig
omhyggelige i Udførelsen (i Holland havde han
ogsaa lagt sig efter gammelhollandsk
Stilllebenkunst) og af skuffende Virkning. En Del af
P.’s Billeder gik til Amerika, et Par i Berlins
Nationalgaleri (Frugtstykke, 1833) o. a. tyske
Samlinger. Datteren Emilie P. (f. 1849) og
Sønnen Paul P. (f. 1847) dyrkede ogsaa
Kunsten, førstnævnte mest i Faderens Retning, Paul
mest Genremaleriet.
A. Hk.
Preyer [’pra^iər], Thierry William, tysk
Fysiolog, f. 4. Juli 1841 i Moss-Side ved
Manchester, d. 15. Juli 1897 i Wiesbaden. P. nød
Skolegang i England, flyttede 1857 til Tyskland
og studerede i Bonn, Berlin, Heidelberg, Wien
og Paris hos Schultze, Helmholtz, Ludwig,
Brücke, du Bois-Reymond, Virchow og Cl.
Bernard. Han blev Doktor i
Naturvidenskaberne 1862 og Dr. med. 1866. Fra 1865 var han
Docent i Bonn, og 1869 kaldtes han som ordinær
Prof. i Fysiologi til Jena, men flyttede 1888 til
Berlin og blev Privatdocent der indtil 1893, da
han p. Gr. a. Sygdom flyttede til Wiesbaden.
P. var i lige Grad Fysiolog, Biolog og
Psykolog og arbejdede opr. med fysiologisk Kemi
(»Die Blausäure« [1868—70], »Die Blutkrystalle«
[1871) og eksperimental Fysiologi (»Das
myophysische Gesetz« [1874]; »Über die Grenzen d.
Tonwahrnehmung« [1877], »Farben- und
Ternperatursinn« [1881], »Elemente der allg.
Physiologie« [1883] o. m. a.), senere med
psykofysiologiske Spørgsmaal (f. Eks. i den
fortræffelige »Die Seele des Kindes« [1882]); der
foreligger ogsaa Studier over Hypnotismen fra hans
Haand (»Der Hypnotismus« [1890], »Der
Process Czynski« [1895]). En Samling fysiologiske
Afh. udgav han 1877—82. P. arbejdede meget
paa at udbrede Kendskabet til
Naturvidenskaberne i populære Kredse og udgav fl. Arbejder
med dette Formaal, f. Eks. »Aus Natur- und
Menschenleben« (1885) og »Biologische
Zeitfragen« (1889).
J. S. J.
Priamos, Trojas bekendte Konge, var Søn
af Laomedon og Strymo. Hans opr. Navn var
Podarkes. Da Herakles foretog sit Hævntog
mod Troja, dræbte han hele Laomedon’s Slægt
mod Undtagelse af Datteren Hesione og en af
hendes Brødre, som hun fik Lov til at udtage.
Det blev Podarkes, der fra den Tid af kaldtes
P., »den løskøbte«. Som det skildres i Iliaden,
herskede han senere som Konge over Troja
tillige over de omboende Folk i vid
Udstrækning, lige til Lesbos, Frygien og Hellespont.
Hans Skatkammer var rigt, og hans Lykke var
ved at blive et Ordsprog. Fra Tiden før den
sidste store Krig nævnes hos Homer et Tog
mod Amazonerne. Hekabe var hans Dronning,
og med hende havde han talrige Sønner og
Døtre. I en tidligere Forbindelse med Arisbe
havde han en Søn, Aisakos. Ved den Tid, da
hans Søn Paris fremkaldte det store, græske
Hævntog, som førte til Trojas Undergang, var
P. højt til Aars. Han deltager i Iliaden aldrig
selv i Kampene, men overlader Førerskabet til
sine Sønner, navnlig Hektor; selv følger han
fra Murene Slagets Gang. Paa selve Valpladsen
kommer han kun ved enkelte Lejligheder,
saaledes i Anledning af Afslutningen af den
højtidelige Edspagt forud for Tvekampen mellem
Paris og Menelaos. Efter at han har set sin
bedste Søn Hektor falde, og hans Lig skændet
af Achilleus, maa han selv, om end i Guders
Værn, om Natten drage til Achilleus’ Telt for
at bede om at faa udleveret Sønnens Lig, som
han derefter jorder med al Ære. Om hans
egen Død fortæller Iliaden intet; Sagnene
derom er behandlede af de senere Digtere, af
Tragikerne (Euripides) og Vergil (II Sang). Da
Grækerne ved den kendte List trængte ind i
Byen, søgte P., efter et Øjeblik at have tænkt
paa personligt Forsvar, paa Hekabe’s Bøn med
hende og sine Døtre Tilflugt ved Zeus
Herkeios’ Alter. For hans Øjne dræber her
Achilleus’ Søn Neoptolemos hans Søn Polites. P.
slyngede da et Spyd mod Neoptolemos, men
fældedes derefter let af denne, og den fordum
mægtige Hersker fik end ikke en sømmelig
Jordefærd.
Af P.’s Sønner var de vigtigste, foruden
Hektor og Paris: Kebriones, Helenos, Troilos,
Deïfobos; af Døtrene: Kassandra, Kreusa, Laodike
og Polyxene. — Paa Vasebilleder ses P. ikke
sjælden. Oftest er fremstillet Scenen i
Achilleus’ Telt og hans Død. Scenen hos Achilleus
er vist i det ene af de i Hoby, Laaland, fundne
alexandrinske Sølvbægere.
H. A. K.
Priapeia kaldes en Samling lat. Digte, som
rimeligvis stammer fra Kejser Augustus’ Tid.
Det er smaa, epigrammatiske Digte, henvendte
til Frugtbarhedsguden Priapos og
gennemgaaende af en meget kaad og løssluppen Natur.
De er bl. a. udgivne af Bücheler i hans Udg.
af Petronius (4. Opl., Berlin 1904) og af
Baehrens i Poetæ Latini minores (I, Leipzig 1879).
H. H. R.
priapeisk Vers kaldes i den gr.-rom. Metrik
et Vers, der er sammensat af et glykonisk og
et ferekrateisk Vers (se Ferekrates).
H. H. R.
Priapisme betegner meget langvarige, indtil
fl. Dage vedholdende Rejsninger af Lemmet
(Erektioner).
K. H. K.
Priapos, en i Oldtiden ret populær,
halvguddomelig Personlighed af et eget, ofte barokt
Tilsnit. Han æredes som Frugtbarhedens
Dæmon i dens mest utilslørede Form, og hertil
svarede hans Ydre, som det kendes dels fra
Digterne, dels fra en Række kunstneriske
Fremstillinger, bl. a. Statuetter, alle mere ell.
mindre falliske: en ældre, skægget Mand af et
blødagtigt og sanseligt Ydre, men med et mildt
og godmodigt Ansigtsudtryk, og klædt i lang,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
