Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Postsparekasser - Poststed - Poststyrelsen - Posttog - Post trinitatis - Posttyveri - Postulat (Paastand) - Postulat (typografisk Skik) - Postulater - postulere - Postumius - postumus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hele Landet. Senere har fl. Stater fulgt
Englands Eksempel, saaledes Belgien 1870, Italien
1876, Nederlandene 1881, Frankrig 1881,
Østerrig 1882, Sverige 1884 o. s. v. Spørgsmaalet om
Oprettelse af P. i Danmark har fl. Gange været
under Diskussion, særlig 1877, da det,
foranlediget ved fremkomne Artikler herom, var
Genistand for Drøftelse i nationaløkonomisk
Forening. Der blev dog fra fl. Sider hævdet, at
der ikke i Danmark trængtes til P., og der
har ingen Sinde i Rigsdagen været fremsat
Lovforslag herom.
Fr. O.
Poststed. Herved forstodes tidligere i
Danmark et Posthus (Postkontor, Postekspedition
ell. Bremsamlingssted) med det derunder
henlagte Postdistrikt. Denne Betegnelse anvendes
imidlertid ikke mere, idet der nu m. H. t.
Portotaksterne skelnes mellem Besørgelse inden for
Lokalportoomraadet ɔ: et Posthus (et
Postkontor, en Postekspedition ell. et
Brevsamlingssted) med tilhørende Omdelingsdistrikt, og
Besørgelse ud over et enkelt Lokalportoomraade,
jfr Lokalpost.
Fr. O.
Poststyrelsen, se Postvæsen (Norge).
Posttog, se Jernbanetog, S. 10.
Post trinitatis (nemlig féstum, lat), efter
Trinitatisfesten, som i den vesterlandske Kirke
er første Søndag efter Pinse.
Trinitatissøndagenes Tal varierer mellem 23 og 27, efter som
Pinsen kommer tidlig ell. sent.
L. M.
Posttyveri ell. Tyveri af noget, der
forsendes med Posten, medens det er under
Postvæsenets Varetægt, og hvortil ogsaa henregnes
Borttagelsen af Breve, betragtes i Danmark og
Norge iflg. alm. borgerlig Straffelov som groft
Tyveri, der første Gang, det begaas, medfører
Strafarbejde.
Fr. O.
Postulat betegner en Paastand, der, uden
Bevis, betragtes som sand. Det kan være, at
det kun er den, der fremfører Paastanden, som
ikke raader over de fornødne Beviser, ell. at
overhovedet ingen raader over dem. Aarsagen
hertil kan være, at Paastanden er falsk, men
behøver ikke at være det. Hvis det f. Eks.
drejer sig om en Paastand vedrørende en
fortidig Begivenhed, kan den meget vel være sand,
selv om. den ikke kan bevises, fordi alt
Bevismateriale er gaaet til Grunde. Endvidere kan
P. betegne en Paastand, som i en given
Sammenhæng ikke bevises, enten fordi dette ikke
er paakrævet, ell. fordi det ikke lader sig gøre
inden for denne Sammenhæng, da alle Beviser
her hviler paa Paastanden.
Edg. R.
Postulat, Betegnelse for nogle ældgamle
typografiske Skikke, som Faget havde taget i
Arv fra de middelalderlige Skrivergilder, af
hvilke Bogtrykkerkunstens ældste Udøvere var
udgaaet, og som indtil det 19. Aarh.’s første
Aar mere ell. mindre strengt blev haandhævet
overalt, hvor tyske postulerede
Bogtrykkersvende formaaede at tiltvinge sig en vis faglig
Overhøjhed. Naar i hine Tider en
Bogtrykkerlærling havde udstaaet sin Læretid, der kunde
andrage indtil 8 Aar, blev han foreløbig
Cornut, en Bogtrykkersvend af en lavere Grad,
som kun havde Pligter lige over for sine
postulerede Standsfæller; Cornutsvenden maatte
uvægerlig afgive 4 Rdl. aarlig til »Fiscus«,
Bogtrykkernes alm. Understøttelseskasse, uden
Medbestemmelsesret over Pengenes Brug og
uden Ret til at faa Del i Goderne, og desuden
maatte han hvert Kvartal bøde 3 Mark i
»Anfugtningspenge«, en Afgift, som Svendene af
første Grad omsatte i »Beskærelser«, Drikkelag
paa ell. uden for Trykkeriet.
Pengeafpresningerne skærmede ikke Cornutsvenden for
haanende Behandling og Retsløshed i »faglige
Anliggender. For at blive optaget som »retskaffent
Medlem af den højtærede Bogtrykkerkunst«
maatte den unge Typograf efter kortere ell.
længere Tids Ventetid, alt efter hans mere ell.
mindre økonomiske Velstillethed, lade sig
postulere, d. v. s. underkaste sig nogle
symbolske Ceremonier, Depositionen, der
kunde være meget raa, og i meget mindede om
Snedkersvendenes »Behøvling«. Depositionen
kostede indtil 50 Rdl., en for hine Tider stor
Sum, der hovedsagelig blev brugt ved det
paafølgende Svendegilde. I det 15. og 16. Aarh. var
P. alm. udbredt, men inden det 17. Aarh.’s
Udgang havde alle romanske Landes saavel
som de engelske og hollandske Bogtrykkere
skilt sig af med de tyske Kunstskikke,
hvorefter disse Værksteder blev stemplet som
»Hutlerier«, d. e.: Stymperværksteder, og
Typograferne som »Fuskere« ell. »Hutlere«, ingen
retskaffen Kunstforvandt maatte have Samkvem
med, næppe engang rent privat. Øvrigheden i
de forsk. Lande, hvor de tyske Kunstskikke
haandhævedes, slog adskillige Gange ned paa
Misbrugene, men Bogtrykkerne fandt altid
Udveje til at omgaa Forbudene. I Danmark
lykkedes det først i Aaret 1800 at faa P. aflivet, og
det skete kun, fordi de kjøbenhavnske
Bogtrykkersvende, som endnu ikke havde
postuleret, selv indgav et Andragende herom. I
Østerrig blev P. forbudt i Maria Theresia’s
Regeringstid, i Bayern 1804 og i Preussen 1810. Af
de gl. Kunstskikke er kun tilbage Ordene »Gott
grüss’ die Kunst«, med hvilke rejsende tyske
Bogtrykkersvende undertiden hos fremmede
Fagfæller indleder Anmodningen om en Skærv.
E. S-r.
Postulater (lat.). Eukleides’ P. indeholder
sammen med hans Definitioner og Aksiomer de
Forudsætninger, hvorpaa han støtter sin mat.
Lærebygning.
Chr. C.
postulere (lat.), forlange, fordre, hævde,
stille op uden Bevis. Postulat, Fordring,
en Sætning, som ikke lader sig bevise; ubevist
Paastand (se ovf.).
Postumius, rom. patricisk Slægt, der især i
Republikkens ældre Tid blomstrede. Til den
hører bl. a. Aulus P., der som Diktator vandt
en stor Sejr over Latinerne ved Søen Regillus
(499 ell. 496 f. Kr.). En Spurius P. blev 321
slaaet i Passet ved Caudium af Samnitterne
under Pontius. I Krigen mod Jugurtha havde
en Spurius P. Albinus (Konsul 110) en
Tid Overanførselen, men viste sig uduelig, og
hans Broder Aulus P., som fik Kommandoen
ved hans Bortrejse, led et forsmædeligt
Nederlag (109).
H. H. R.
postumus (posthumus) (lat.), født efter
Faderens Død. Opera postuma, Skrifter
udgivbe efter Forfatterens Død.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
