Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polygnotos - Polygon eller Mangekant - Polygonaceæ - Polygonalbefæstning - Polygonales - Polygonatum - Polygonspil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Troja’s Erobring — Slaget ved Marathon).
Ogsaa Mikon og Panainos deltog, dog synes P.’s
Andel at have været den største; mulig havde
han Ledelsen af det hele Værk, og i hvert Fald
Trojakampen tilskrives ham alene. Ogsaa
Malerierne i Dioskurernes Tempel, fremstillende
dels Dioskurernes Bryllup med Leukippos’
Døtre, dels Heltenes Tilbagekomst fra
Argonautertoget, skal være af P. og Mikon. Endelig
fandtes der store Billeder af P. i Pinakoteket i
den ene Fløj af Propylæerne. men de havde
dog allerede lidt en Del, da Pausanias saa dem.
Ogsaa her var Emnerne for største Delen tagne
fra den homeriske Sagnkreds. Endelig siges det,
at P. havde givet sig af med Billedhuggerkunst.
Sandsynligvis var alle P.’s Billeder, ell. dog
de fleste og deriblandt alle de monumentale,
som Vægmalerier uadskillelig forbundne med
den Bygning, hvortil de var malede. Paa anden
Maade kunde det vanskelig forklares, at de
gennem saa mange Aarh. og for Hellas
vekslende Skæbner dog blev paa deres Plads,
medens saa mange mindre ypperlige Kunstværker
bortførtes af Erobrerne. Dog er der nogen
Grund til at tro, at Billederne i Poikilé var paa
Træplader. For Oldtiden var P. den store
Mester, der havde ført Kunsten et mægtigt Stykke
fremefter. Da ethvert Billede er tabt, og de
Billeder fra Pompeji o. a. St., som kan være
Kopier, i hvert Fald er langt senere og fjernede
fra Originalerne, er det vanskeligt nu, paa
Grundlag af de skriftlige Kilder, klart at
bestemme, hvad der var P.’s kunstneriske
Bedrift og det, der betingede hans Ry som i sin
Tid uovertruffen. Det siges, at han malede
Kvinderne med gennemsigtigt Klædebon; han
synes at have vundet stor Evne til at fremstille
Draperiet og lade det falde naturligt efter
Legemets Stilling. Fra den gl., arkaiske Stivhed
fjernede han sig ved at aabne Munden paa sine
Figurer, »ja han lod endogsaa Tænderne komme
til Syne«. Der er altsaa ved ham sket det
samme i Maleriet, som ved Myron og de flg. i
Skulpturen. Herved aabnedes Vejen for en mangfoldig
Varieren i Minespillet. Naar det om
Udtrykket i en af hans Kvindefigurer, Polyxene’s Øje,
hedder, at i det laa hele den trojanske Krig,
hænger det vistnok ogsaa sammen med en mere
naturtro Fremstilling af Øjet. Der kan næppe
være Tvivl om, at det samtidige Vasemaleri i
mangt og meget afspejler P.’s Kunst. Som
Vasebilledets var hans Maleriers Virkemidler faa.
Hans Billeder har været enkle, farvelagte
Omridstegninger. Der anvendtes kun de 4
Hovedfarver, rødt, hvidt, gult og sort, og skønt
Farvevirkningen var Genstand for hans særlige Omhu,
kan der næppe i nogen synderlig Grad have
været Tale om nogen Farveillusion, skønt
Oldtiden ogsaa omtalte Eksempler herpaa. Til
Skyggegivning har han næppe kendt. Hans
Billeder var store, henimod Legemsstørrelse, og
med talrige Personer. Disse ordnede han i
Grupper, med uregelmæssig Grundlinie, altsaa
et primitivt Perspektiv, hvorved fremkom et
vist Liv, men i øvrigt var der i hans
Komposition en stor Strenghed og Regelmæssighed,
der for en Del var taget i Arv efter den
foregaaende Tids Kunst, men som ogsaa af P.
udnyttedes til Opnaaelse af en mere ophøjet,
»heroisk« Virkning. Af Baggrund var der ikke
meget. Et Træ betød Persefone’s Lund i
Underverdenen, 2 Telte Grækernes Lejr; Troja’s By
var fremstillet ved et Stykke Bymur og et Hus.
Aristoteles siger, at P. malede sine Skikkelser
over Virkeligheden. Idet han som Kunstens
højeste Maal sætter det, at højne Manden og
forædle hans Sindelag, bliver P. for ham den
ypperste af alle Malere fra Fortid og Nutid.
For sin Samtid og for den Tid, der fulgte
nærmest efter, stod P. i et lgn. Lys som Aischylos
bl. Tragikerne ved sine mægtige, voldsomt
gribende Skuespil. Utvivlsomt har han ved sin
betagende Evne til monumental Fremstilling af
sjælelige Rørelser øvet den største Indflydelse
paa Udviklingen i det hele. (Litt.: Brunn,
»Gesch. d. griechischen Künstler«, II [Stuttgart
1859]; Girard, La peinture antique [Paris
1892]; Schreiber, »Abh. d. Sächs. Ges. d,
Wissensch.« [1897]. Der er udført adskillige
Restaurationsforsøg af Malerierne i Delfoi,
hvoraf dog intet er særlig heldigt ell. kan antages
at være i P.’s Karakter. De er samlede i
»Wiener Vorlegeblätter« [1888, Benndorff]).
H. A. K.
Polygon eller Mangekant (mat.). En
plan P. er en Del af en Plan, hvis Begrænsning,
Perimeteren, dannes af lutter rette
Liniestykker, Siderne; den kaldes en n-Kant, hvis
der er n Sider. Konvekse P. er saadanne,
der ikke gennemskæres af nogen Side ell. Sides
Forlængelse. Ved en P.’s Vinkler forstaas
Vinklerne mellem sammenstødende Sider, regnede
indad i P.; deres Sum er ved en n-Kant (n÷2)
Gange 180°. En P. kaldes regulær, hvis baade
dens Sider og dens Vinkler er indbyrdes lige
store; en regulær P. har en ind- og en
omskreven Cirkel, hvis Radier kaldes P.’s mindste og
største Radius, og hvis Centrer falder
sammen i P.’s Centrum. Ved Bestemmelse af
en P.’s Stykker eller Areal benyttes gerne en
Deling i Trekanter ved Linier fra een
Vinkelspids til de andre (Diagonaler) ell., hvis P. er
regulær, ved Linier fra Centrum til
Vinkelspidserne; Arealet af en P., hvori der kan
indskrives en Cirkel, maales ved Produktet af mindste
Radius og den halve Perimeter. I Geometrien
betragtes ogsaa P., hvis Perimetre skærer sig
selv og altsaa ikke begrænser nogen enkelt
sammenhængende Del af Planen, f. Eks. den
regulære P. ACEBD, hvor ABCDE er en konveks
regulær Femkant. Se endvidere sfæriske
Polygoner.
Chr. C.
Polygonaceæ, se Skedeknæfamilien.
Polygonalbefæstning er den Form for
permanent Befæstning, hvor Voldens Grundrids
danner en Polygon med udelukkende stumpe
Vinkler. Gravflankeringen har i Modsætning til
den bastionære Befæstning intet med Volden at
gøre, men udgaar fra særlige skudsikre
Flankeringsbygninger paa Gravbunden ell. ved Gravens
Vandspejl, de saakaldte Kaponierer (se
Fæstning: Historie).
Sch. P.
Polygonales, se Skedeknæordenen.
Polygonatum, se Konval.
Polygonspil, Boldspil med lille Bold mellem
to Partier, hvoraf det ene har Leg, det andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
