Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polyandri - Polyandria - Polyargit - Polyargyrit - Polyarki - Polyarthritis - Polybasit - Polybios
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pikter, og en Slags P. iagttages endnu hos
Eskimoerne, hvor Manden under lang Fraværelse
fra Hjemmet overlader Hus og Hustru til en
Ven. Det egl. P. har sin fasteste Form i det
»broderlige P.«, der navnlig bestaar i Tibet,
hvor den Kvinde, den ældste Broder ægter,
tillige tilhører de yngre Brødre. Børnene regnes
da som hans ell. tilhører Familiegruppen. En
lgn. broderlig Sammenhæng spores i det
jødiske Leviratsægteskab (s. d.), som forpligter til
at ægte Broderens Enke. En løsere Form er
»Naiar-P.«, opkaldt efter Naiarfolket paa
Malabarkysten, men som ogsaa forekommer i
Kavkasusegne o. fl. St., hvor Kvinden anerkendt lever
sammen med Mænd, der ikke staar i
Forbindelse med hinanden indbyrdes. Børnene bliver
da hos Moderen ell. fordeles efter Alder paa
Fædrene. Det er uklart, om der her foreligger
egl. Ægteskabsordning ell. blot et
sædvanemæssig Fællesskab. P. findes mest i fattige Egne,
hvor det gælder at indskrænke Husstandenes
Antal, særligt saadanne, hvor Drab af nyfødte
Pigebørn formindsker Kvindebestanden.
Udelukket er det ikke, at et Undertal af kvindelige
Fødsler ogsaa kan spille en Rolle. Nogen særlig
Betydning har P. ikke og er ogsaa i Forekomst
forsvindende sammenlignet med Flerkoneriet.
Edv. L.
Polyandria, se Mangehannet.
Polyargit, et rødligt, bladet Glimmermineral
fra Tunaberg i Sverige.
(N. V. U.). O. B. B.
Polyargyrit, et sort, metallisk Mineral med
regulær Krystalform, bestaar af Sølv, Svovl og
lidt Antimon (11Ag2S . Sb2S3) og findes ved
Wolfach i Baden.
(N. V. U.). O. B. B.
Polyarki (gr.), manges Vælde i Republikkens
forsk. Former som Modsætning til Monarki ell.
Enevælde.
(C. V. N.). K. B.
Polyarthritis [-tri-], Betændelse i fl. Led
samtidig; P. rheumatica, d. s. s. Gigtfeber.
H. I. B.
Polybasit, et sort metallisk Mineral med
rombisk Krystalform, bestaar af Sølv, Svovl og
Antimon (9Ag2S . Sb2S3) med lidt Kobber og
findes ved Freiberg i Sachsen, Guanajuato i
Mexiko og mange andre Sølvgruber.
(N. V. U.). O. B. B.
Polybios, gr. Historieskriver, f. nogle Aar
f. 200 f. Kr. og d. i en Alder af 82 Aar. Han
stammede fra Megalopolis i Arkadien og var en
Søn af Statsmanden Lykortas, som efter
Filopoimen’s Død (183) spillede en ledende Rolle i det
achæiske Forbund. Ogsaa P. kom allerede i sin
Ungdom til at tage aktiv Del i Politikken. Hans
Bestræbelse gik ud paa at hævde Forbundets
Uafhængighed og Værdighed uden at udæske
Romerne, som paa den Tid havde opnaaet en
overmægtig Indflydelse i Grækenland. Men
under Krigen mellem Romerne og Kong Perseus
af Makedonien lykkedes det ikke Achæerne,
uagtet de tilbød Romerne Hjælp, at undgaa
disses Mistanke om, at de spillede under Dække
med Modstanderne. Derfor blev 166 omtr. 1000
fornemme Achæere ført til Italien som Gidsler,
og bl. dem var P. Han kom her i Forbindelse
med flere rom. Stormænd, deriblandt Æmilius
Paulus, Sejrherren fra Pydna, og hans Søn, den
yngre Scipio Africanus, med hvem han sluttede
et fortroligt Venskab, og som han ledsagede paa
Krigstogene mod Karthago og Numantia. Ved
denne Omgang blev P. nøje kendt med rom.
Statsforhold og opfyldt af Beundring for rom.
Politik og de rom. Institutioner. Tillige forstod
han med Held at tale sine Landsmænds Sag i
Rom; han opnaaede 150 Tilladelse for de
achæiske Gidsler, der endnu var i Live, til at vende
tilbage til deres Fædreland, og da Romerne
snart efter i endnu højere Grad end tidligere
gjorde deres Herredømme over Grækenland
gældende, virkede han ogsaa ivrigt og dygtigt
for at skaffe Grækerne saa gunstige Vilkaar som
muligt. Under sit Ophold i Rom kastede P. sig
over Historieskrivningen. Foruden forskellige
mindre Værker (et Skrift om Filopoimen og et
taktisk Arbejde), som nu er tabte, forfattede
han et stort hist. Værk i 40 Bøger, hvori han
fremstiller, hvorledes Romernes
Verdensherredømme var blevet dannet. Værket begyndte med
Aaret 264 (den 1. puniske Krigs Beg.) og gik til
146 (Karthagos og Korinths Erobring), men
Aarene 264—221 behandles kun indledningsvis
og forholdsvis kortfattet i de to første Bøger. P.
har taget sig sit Arbejde meget alvorligt og
samvittighedsfuldt. Han har for de ældre
Partiers Vedkommende omhyggeligt studeret de
foreliggende Kildeskrifter, paa Grundlag af hvis
Fremstilling han ofte med skarp Kritik har
bestræbt sig for at naa frem til Sandheden. For
den senere Tids Vedkommende, hvor han
personlig havde taget Del i Begivenhederne, har
han dels været henvist til sin egen Hukommelse,
dels har han indhentet Oplysninger i Roms
indflydelsesrige Kredse, hvori han færdedes. Han
bygger undertiden ogsaa paa officielle
Dokumenter, og lange Rejser i forsk. Lande havde
ogsaa gjort ham i Stand til at indhente
Oplysninger fra mangfoldige Sider. Hans
Historieskrivning er af pragmatisk Art; han søger
overalt at udrede Begivenhedernes
Aarsagssammenhæng; først og fremmest er det ham om at gøre
at paavise Nødvendigheden af, at
Verdensherredømmet maatte tilfalde Romerne, af hvis
politiske Overlegenhed han havde faaet saa stærkt et
Indtryk. Selvfølgelig afspejles i hans
Fremstilling ofte de Opfattelser og Synsmaader, som
var raadende iblandt de ledende Mænd i Rom,
til hvilke P. havde sluttet sig saa nøje, saaledes
særlig ved hans idealiserende Skildring af den
rom. Statsforfatning, men P.’s egen Erfaring
og Indsigt i politiske og militære Forhold gør
ham dog ogsaa egnet til at fælde en selvstændig
Dom. I formel Henseende er hans Værk mindre
tilfredsstillende; hans praktiske Virksomhed
havde ikke givet ham Lejlighed til at uddanne
sin stilistiske Færdighed.
P.’s Værk, som er en Hovedkilde til vor
Kundskab om den paagældende Tids Historie, er kun
ufuldstændig bevaret. Kun de fem første Bøger
haves helt, men af Resten findes omfangsrige
Udtog. Det er udg. bl. a. af Casaubonus (Paris
1609), Schweighäuser (8 Bd, Leipzig 1789—95),
Bekker (2 Bd, Berlin 1844), Hultsch (4 Bd,
Berlin 1867—71) og Büttner-Wobst (5 Bd, Leipzig
1882—1904). De tre første Bøger er overs. paa
Dansk af Hovgaard (Kbhvn 1890—93); udvalgte
Stykker af de senere Bøger om Romernes
Statsforfatning og Krigsvæsen af Forchhammer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
