Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polarlyset - Polarokse - Polarplan - Polarræv - Polarstjernen - Polarstrøm - Polartorsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de trænger gennem et Luftlag af en passende
Fortynding, at faa Luftmolekylerne langs deres
Baner til at lyse. Med disse Forestillinger var
man inde paa Omraader, der er velkendte fra
Laboratorieforsøg, og Birkeland anstillede
derfor ogsaa storstilede Eksperimenter derover;
han anbragte en »terrella«, en lille magnetiseret
Jernkugle, som skulde forestille Jorden, i et
stort Kar med Glasvægge, hvori Luften kunde
fortyndes stærkt, og udsatte den for
Katodestraaler, (frembragte ved elektriske
Udladninger; ved Hjælp af Skærme, overtrukne med et
fluorescerende Stof, kunde han saa paavise
Katodestraalernes Baner i Luften omkr.
»terrella«’en og deres Nedslagssteder paa selve dennes
Overflade, og han fandt nu virkelig — bl. a.
— at Kalodestraalerne overvejende traf
»terrella«’ens Overflade i et Par Bælter omkr. de
magnetiske Poler, svarende til
»Maksimalzonerne« (se Fig. 6). Yderligere har Størmer
foretaget detaillerede numeriske Beregninger af
de Baner, Katodestraalerne maa følge i Jordens
Nærhed, hvis man antager, at de bestaar af
Elektroner med en lgn. Masse, Ladning og
Hastighed, som dem, vi kender fra vore
Laboratorieforsøg (se Fig. 7); og han er derved
kommet til Resultater, der i det store og hele passer
med Virkeligheden, men ikke ganske. F. Eks.
giver Beregningerne, at Straaler som de
hurtigste, vi kender, (β-Straaler fra radioaktive
Stoffer) af magnetiske Kræfter af en Styrke, som
Jordens, vil træffe Jorden i en »Nordlyszone«,
der omgiver den magnetiske Pol i en Afstand
af 4°—6°, medens den tilsvarende Afstand
(»angulære Radius«) for det virkelige
Nordlysbælte er c. 23°; for at forklare denne ikke
ubetydelige Uoverensstemmelse, er der henvist,
dels til Muligheden for Forekomsten af
kosmiske Katodestraaler med en større Hastighed
end hidtil observeret i vore Laboratorier, og
dels til en eventuel perturberende Kraft,
udgaaende fra andre Katodestraaler i større
Højder over Jorden.
Som berørt ovenfor lader der sig utvivlsomt
ogsaa drage Slutninger ang. P.’s Natur gennem
Undersøgelser af dets Spektrum; dog er det af
flere Grunde ret vanskeligt at naa sikre
Resultater ad den Vej. P. Gr. a. P.’s forholdsvis
ringe Lys er saaledes de enkelte Liniers
Bølgebredde først i den nyeste Tid bestemt med
nogenlunde Sikkerhed; ifølge Vegard har
nogle af de mest fremtrædende Linier flg.
Bølgebredder:
5577
4708
4278
3914,
hvoraf de tre sidste svarer nøje til tre stærke
Linier (egl. »Baandhoveder«) i Kvælstofspektret.
Den første, gul-grønne, Linie er hidtil ikke
fundet hos Kvælstoffet, og dog er det Lys, den
svarer til, netop det, der præger P. mest; det
er endog saa fremtrædende, at det kan
konstateres spektroskopisk (fotografisk), selv om
der overhovedet ingen
P. er at se med blotte
Øje; det synes altsaa at
kunne være til Stede som
en Slags alm.
Luminiscens af Atmosfæren
uden at være knyttet til
bestemte Steder i den;
for dette bestemte Lys
er Bølgebredden bestemt
med en meget stor
Nøjagtighed (ved en
Interferensmetode) til 5577,35.
Om denne »Nordlyslinie«,
hvis Optræden det hidtil
ikke har været muligt at
forstaa ud fra vort
Kendskab til Grundstoffernes
forsk Spektrer, er det nu
lykkedes Vegaard at vise,
at den — foruden de
andre Kvælstof- ell. P.-Linier — fremkommer
med stor Klarhed ved Betraaling med
Katodestraaler med en passende Hastighed af
Kvælstof ved en saa lav Temperatur, at det maa
antages at være i Krystalform, og yderligere
viser disse Kvælstofkrystaller en karakteristisk
»Efterlysning« ell. Fosforescens, som netop
ogsaa iagttages umiddelbart efter et P.’s
Forsvinden. Alligevel kan man ikke sige, at
Spørgsmaalet om P.’s Opstaaen er endelig løst; trods
de her beskrevne meget slaaende
Lighedspunkter mellem P. og Laboratorieforsøg findes der
endnu i Enkelthederne Forskelligheder, som
man ikke kan gøre Regnskab for, men som
meget godt kan skyldes særlige fysiske Forhold
i de store Højder. Man staar her over for meget
store Vanskeligheder, fordi P., hvis Natur skal
udforskes, netop selv er en af de væsentligste
Kilder til Oplysning om de fysiske Forhold der,
hvor de optræder.
H.-P.
 |
| Fig. 6. |
 |
| Fig. 7. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
