Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ploos van Amstel, Cornelis - Plotina - Plotinos - Plotus - Ploug, Parmo Carl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ploos van Amstel [’plo.s-fan-’amstə£],
Cornelis, holl. Tegner og Stikker, f. 1726 i
Amsterdam, d. 1798 smst. P. v. A., der var en ivrig
Kunstsamler, vandt Ry ved sine skuffende
Facsimiler (i Kobberstik) efter Tegninger;
fornemmelig var de udførte i Akvatintamanér, men
han benyttede ogsaa blandede Metoder (og har
dog aabenbart desuden til Tider retucheret med
Pensel og Farve); sine første Forsøg med
Trykning af flere Plader udførte han for
Videnskabernes Akademi i Haarlem. En af P. v. A. selv
besørget Udgave fra 1765 indeholder 46
Facsimiles, en nyere (af 1821) 104, væsentlig efter
bekendte holl. Kunstnere, men ogsaa efter egen
Tegning. Et Par Blade i Kobberstiksamlingen i
Kbhvn. Biografi ved v. Alten (Leipzig).
A. Hk.
Plotina, den rom. Kejser Trajan’s
Gemalinde. Af Samtid og Eftertid roses hun højt for
sin ædle Karakter.
H. H. R.
Plotinos, gr. Filosof (c. 200—270 e. Kr.),
fødtes i Ægypten og levede i Alexandria o. a.
orientalske Stæder, indtil han 40 Aar gl kom til
Rom, hvor han stiftede en egen Skole, der blev
Arnestedet for den nyplatoniske Filosofi; her
levede han Resten af sine Dage, og en Plan om
at grunde en Filosof stad i Campanien, der
skulde organiseres efter Platon’s Skrift om
Loven, blev ikke til Virkelighed. Om P.’s Forhold
til sine nærmeste Forgængere lader sig ikke
noget sige med Vished; han har kendt den hele
gr. Filosofi og staar paa dens rige Tradition,
men er først og fremmest bestemt af Platon,
hvis Fornyer han vil være, men hvis Lære han
udformer og udvikler efter den Tid, han lever
i, idet han ogsaa selv er en dyb og selvstændig
Tænker. Hans Værker, der bestaar af 54
Afhandlinger, som efter hans Død blev ordnet og
udgivet af hans Elev Porfyrios, og er bevaret
til vor Tid, viser ham ikke som stilistisk
Kunstner, men røber et dybt, rigt og stærkt
Tankeliv, der giver Forfatteren Plads bl. Filosofiens
ypperste Skikkelser. P. fortsætter den tidligere
Platonismes Bevægelse henimod Antagelsen af
Guds absolutte Transcendens; det højeste
Væsen er ikke blot Enhed og Godhed, men staar
ogsaa over Væren og Tænkning og kan i det
hele ikke bestemnnes ved noget Prædikat. Denne
højeste Enhed er alts Kilde og Princip, hvorfra
den hele skabte Mangfoldighed er udgaaet, og
hvortil den stræber tilbage, men hvorledes denne
Tilblivelsesproces foregaar, er Tænkningens
største Problem; med Naturnødvendighed
frembringer Enheden Mangfoldigheden, som Solen
udsender sine Straaler, der paa een Gang er
talløse og bestemt af Enheden. Umiddelbart fra
denne udgaar Aanden, Altets erkendende Sjæl,
der ikke længere er ren Enhed, idet den
indeholder baade Subjekt og Objekt for
Erkendelsen; den omfatter Idéverdenen ell den
intelligible Verden, som er den sande og virkelige
Verden, hvoraf den Verden, som vi sanser,
kun er en Afglans. Fra Aanden udgaar atter
Sjælen, der paa een Gang er Enhed og
Mangfoldighed og fører det Guddommelige, Livet,
ud i Mangfoldigheden, ned til Materien, som
den frembringer af intet og giver Form.
Materien i sig selv er altsaa den rene Negation, det
kvalitetsløse Stof, og saaledes den absolutte
Modsætning til den højeste Enhed, men denne
skarpe Dualisme viser sig alligevel at være en
afgjort Monisme, idet Processen kan lignes ved
Lyset, der langsomt svinder for tilsidst at ende
i fuldstændigt Mørke; paa det højeste som paa
det laveste Trin kan intet ses ell. skelnes. Ved
denne metafysiske Lære er ogsaa det enkelte
Væsens Karakter bestemt; udgaaet fra
Verdenssjælen forbinder den enkelte Sjæl sig for en
Tid med Legemet, men er stadig bestemt af sin
Stræben efter at rense sig, frigøre sig og efter
endt Kredsløb atter at vende tilbage til sit
Ophav; paa denne Stræben beror de forsk. Grader
af Godhed, som den menneskelige Sjæl kan naa,
medens den er forenet med Legemet, fra de
rent borgerlige, Herredømmet over Legemets
lave Drifter, til den exakte Hæven sig op til
den rene Skuen af det højeste Gode. — Meget
stærkt er P. paavirket af Platon’s Lære, navnlig
som den fremtræder i senere Dialoger som
Timaios, men hans System er mere gennemført,
mere behersket af Tanken om det
transcendentale, og han er tillige i sin udførlige Analyse af
den menneskelige Sjæl naaet ind til finere og
klarere psykologiske Bestemmelser, end den gr.
Filosofi før havde kendt. P. blev ikke blot
Grundlæggeren af den hedenske Nyplatonisme,
men fik ogsaa overordentlig vidtrækkende
Indflydelse paa den kirkelige Tænkning, navnlig
Augustin, og derigennem paa Middelalderen, og
da Renaissancen genoptog de platoniske
Studier, blev det atter Nyplatonismen, der for lange
Tider blev bestemmende for Tilegnelsen og
Opfattelsen af Platon’s Filosofi; fra Ficino og
Kredsen om ham udgik en Paavirkning, som gik
dybt ind i de store Tænkere i den nyere Tids
Begyndelse. P.’s Værker er udg. af Marsilius
Ficinus med lat. Overs., Firenze 1492; nyeste
Udg. af Volkmann, Leipzig 1883—84, ikke
tilfredsstillende. (Litt.: Chaignet, Hist. de la
psychologie grecque, IV; A. Drews, »P.«
[Jena 1907]; W. B. Inge, The Philosophy of P.
I—II [Lond. 1918]).
W. N.
Plotus, se Skarver.
Ploug, Parmo Carl, dansk Digter,
Journalist og Politiker, f. 29. Oktbr 1813 i Kolding,
d. 27. Oktober
1894. Hans
Fader var
Overlærer ved
Kolding Latinskole,
og fra denne
Skole
dimitteredes han 1829
til Universitetet.
Han studerede
først Filologi,
siden Historie,
men dels fordi
saa meget af
hans Tid
optoges af hans
Arbejde for sit og
efter Faderens
Død tillige for
Familiens
Underhold, dels fordi hans Interesser
hurtig spredtes over saa stort et Felt, tog
 |
| P. C. Ploug. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
