Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest / 216 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Planteafstand - Plantealbumin - Planteanatomi - Planteaske - Planteavl - Plantebed - Plantebor - Plantecelle - Plantefysiologi

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Planteafstand kaldes den konstante
Længde, som adskiller 2 Naboplanter i et nyanlagt
Træsamfund; oftest er P. større paa den ene
Led (mellem Rækkerne) end paa den anden (i
Rækkerne).
C. V. P.

Plantealbumin. Hvorvidt der findes egl.
Albuminer i Planter, er ikke med Sikkerhed
bevist; talrige ældre Paavisninger af Albumoser
forklares ved Nærværelsen af Vitelliner ell. ved,
at der under Behandlingen er dannet
Kunstprodukter. Se i øvrigt Planteglobuliner.
(O. C.). R. K.

Planteanatomi kaldes den Gren af
Botanikken, som beskæftiger sig med Udredningen
af Plantens indre Bygning, dens cellulære
Struktur. Da de Grundorganer, Cellerne, hvoraf
Plantelegemet er opbygget, er saa smaa, at de
ikke kan iagttages uden Forstørrelse, er det
klart, at det Instrument foruden Kniven,
hvoraf Anatomen maa betjene sig, maa blive
Mikroskopet; P. har derfor ikke kunnet eksistere før
dettes Opfindelse, og dens Fremskridt har
foruden af Præparationsmetodernes Udvikling
været væsentlig betinget af det optiske Apparats
Forbedring. Som P.’s Fædre maa Italieneren
Marcello Malpighi og Englænderen Nehemiah
Grew anses, da de er de første, som metodisk
og udførlig har behandlet Plantens Struktur
(1671), om end Robert Hooke allerede før
dem (1667) i sin Micrographia havde behandlet
Korkens, Trækullets og Hyldemarvens Udseende
i tynde Snit og opdaget Cellekonstrukturen. I
den lange Rk. af planteanatomiske Forskere,
som siden hine Dage i en meget stor Litteratur
har bragt P. til det Standpunkt, som den
indtager nu, lyser enkelte Navne særlig op; vi
nævner blot Caspar Friedrich Wolff (1733—94),
Mirbel (1776—1854), Moldenhawer (1766—1827),
Meyen (1804—1840), Hugo v. Mohl (1805—72),
Nägeli (1817—91), Sanio, Radlkofer, de Bary,
van Tieghem, Vesque, Strasburger, Haberlandt
o m. a. til Dels endnu levende Botanikere. Af
danske Forskere, som har erhvervet sig
Fortjenester af P., kan vi anføre Vaupell, E.
Warming, O. G. Petersen og V. A. Poulsen.

P. kan efter de forsk. Synspunkter, Forskerne
har anlagt for deres Studier, deles i den
topografiske Anatomi, der særlig betragter
Vævsystemernes indbyrdes Lejringsforhold, den
systematiske Anatomi, der søger at finde den anat.
Bygnings Forhold i de forsk. Slægtskabskredse
og eventuelt at anvende anat. Kendemærker
systematisk, samt den fysiol. Funktion. For en
speciel Videnskabsgren, Farmakognosien, er P.
en uundværlig Betingelse; den farmakognostiske
Anatomi ell. den anat. Droguebeskrivelse er
derfor atter en egen Specialisering, som i Tidens i
Løb særlig er udviklet ved Mænd som Vogl,
Wiesner, Lanessan, Moeller, Arthur Meyer, Berg,
Tschirch o. a. De Metoder, hvoraf Anatomien
betjener sig for at fremstille de Snit og
Præparater, der ved Mikroskopets Hjælp aabner
Døren til det usynliges Land, er ligesom hint
Instrument i Tidens Løb meget forbedrede; som
vigtige Hjælpemidler foruden Knive og
Mikrotomer kan de mikrokemiske Reagenser og
Farvemidler nævnes, og i den nyeste Tid tages
Fotografien, mere og mere i Brug til Afb. af de
anat. Details, som Tegning ofte, selv om det
sker ved Tegnespejl ell. -prisme, kun med
forholdsvis betydelig Ulejlighed og Langsomhed
formaar at gengive.
(V. A. P.). A. M.

Planteaske. Ved Forbrænding af en Plante
ell. Plantedel bliver der en Del Uforbrændelige
Bestanddele tilbage, nemlig P. Denne bestaar
af en Rk. forsk. Salte, der foruden Ilt
indeholder Grundstofferne K, Na, Ca, Mg, Fe, Cl, S,
P, Si. Eventuelt kan der ogsaa findes andre
Grundstoffer, som Al, Mn o. fl. a. Om Mængden
af Renaske (i % af Plantens Tørstof) og dennes
Indhold af visse vigtigere Grundstoffer (i % af
Renasken) i forsk. Planteorganer giver
nedenstaaende Tabel Oplysning:

	Renaske	K20	P2O5	CaO
Blade	8—12	30—50	8—15	20—40
Ved	1—3	10—20	3—4	30—70
Frø	2—4	20—50	25—50	2—10

(Litt.: E. Wolff, »Aschenanalysen von land-
und forstwirtschaftlichen Produkten«, I—II,
1871—1880).
B. J.

Planteavl kaldes i Skovbruget
Frembringelsen af de Planter, som bruges ved
Tilvejebringelsen af nye Træsamfund.
C. V. P.

Plantebed, som Modsætning til Frøbed,
kaldes det Stykke af en Planteskole, i
hvilket de 1- eller 2-aarige Planter er udpriklede.
C. V. P.

Plantebor kaldes i Skovbruget et Redskab,
der er formet som et Stykke af en
Kegleoverflade (videst foroven) og forsynet med et Skaft
parallelt med Keglens Akse; øverst paa Skaftet
er der en Tværstang; P. bruges baade til at
frembringe Plantehullet med og til at tage
Planten (med Klump) op med. Lærkesen’s P.
bruges kun til at bearbejde Jorden med.
C. V. P.

Plantecelle, se Celle.

Plantefysiologi. Et nærmere Studium af
Plantefysiologien, Læren om Livet og
Livsytringerne hos Planterne, maa begynde med et
Studium af den levende Plante selv, ell. af de
Elementardele, hvoraf Planten er sammensat,
nemlig Cellerne.

En levende Celle kan nu m. H. t. sin Bygning
og Beskaffenhed studeres ud fra forsk.
Synspunkter og med forsk. Metoder. Man kan
undersøge den ved Hjælp af Mikroskopet og faar
derigennem Kendskab til Cellens morfologiske
Bygning, til de Organer, som findes i Cellen,
Protoplasma, Cellekærne, Trofoplaster o. s. v.
(se Celle). Man kan undersøge den kem. og
finder da, at den levende Substans
(Protoplasmaet) foruden Vand indeholder en lang Rk.
forsk. organiske Stoffer foruden visse
Askebestanddele, der dog i den levende Celle
hyppig findes i organisk Binding. De organiske
Stoffer, der udgør den vigtigste Bestanddel af
Protoplasmaet, er Æggehvidestoffer, Lipoider,
Kulhydrater og Fedtstoffer. Men desuden finder
man ogsaa en lang Rk. andre Stoffer,
Farvestoffer, Garvestoffer, Glykosider, Alkaloider o. fl.
andre. Endelig kan man for det tredie ogsaa
studere Protoplasmaets fys. Beskaffenhed, og
navnlig angaaende denne Side af de levende
Organismer er der i Løbet af de sidste 20 Aar
udført et stort og betydningsfuldt Arbejde. Det
har vist sig, at de Stoffer, der udgør den
vigtigste Bestanddel af Protoplasmaet, hører til
de saakaldte Kolloider, d. v. s. Stoffer med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>