Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pjetursson, Pjetur - Pjetursson, Sigurður - Pjækkert - Placard - Placement - Placenta ell. Moderkage - Placentalia - Placentarlyd - Placentia - placere - placeret - Placet - Placidia, Galla
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grundig og nyttig Bog. I øvrigt er det meste af
hans øvrige Skr af opbyggelig Art; her er først
at nævne hans Prædikener, beregnede paa at
læses i Hjemmene (1. Udg. Kbhvn 1856, senere
optrykte et Par Gange); de udmærker sig ved
klar Fremstilling, religiøs Følelse og rent Sprog.
Dernæst udgav han en Mængde mindre Skr til
Almenlæsning (hvoraf en Del er oversat). Han
sørgede, saa godt han kunde, for Kirkens
Trivsel og var en meget nidkær Embedsmand. Han
deltog ogsaa i det offentlige Liv, for saa vidt
som han 1849—85 var kongevalgt Medlem af
Altinget, men han stod, skønt i fl. Henseender
frisindet, ikke paa Folkets Side i den af Jon
Sigurdsson førte politiske Kamp. (Litt.:
»Andvari«, 18. Aug. 1893; Th. Thoroddsen,
»Æfisaga P. Pjeturssonar« [Reykjavik 1908, en
udførlig Biografi]).
F. J.
Pjetursson [’pjæ.tørså.n], Sigurður, isl.
Digter og Sysselmand, f. 26. Apr. 1759, d. 6. Apr.
1827. P. blev dimitteret fra Roskilde Skole 1779
og tog jur. Eksamen 1788, hvorpaa han (1789)
blev Sysselmand i Kjossyssel paa Island; sit
Embede nedlagde han 1803, hvorefter han levede
som Privatmand til sin Død. Som Digter er P.
nærmest Satiriker; han er m. H. t. Begavelse
noget i Slægt med Wessel, hvis Ven han var,
og hvis »Stella« han oversatte paa Islandsk,
»Stellurímur«, hvor Digteren parodierer de isl.
Rimur. Hans Digte, »Ljóðmæli«, er udg. i
Reykjavik 1844. P. fortjener at mindes som en af
de første isl. Dramatikere; hans Stykker
»Hrólfur« og »Narfi« (udg. 1846) staar ikke højt m.
H, t. Komposition og dram. Liv, men der findes
deri enkelte gode Karakterer og morsomme
Scener og Folkelivsbilleder. (Litt.: Poestion,
»Isl. Dichtung« [1897]).
F. J.
Pjækkert, Navn paa en Jakke af tykt Tøj,
som Regel blaat, der anvendes som Overtøj af
Søfolk.
C. B-h.
Placard [pla’ka.r] (fr.), høj, forsiret
Dørgesims, ogsaa d. s. s. Plakat.
Placement [’-maŋ, fr. pla’smã] bruges
undertiden som Betegnelse for en Kanons
Standplads.
Placenta, ell. Moderkage benævnes det
Organ, der hos forsk. levendefødende Dyr
tjener til at ernære Fostret, medens dette endnu
ligger indesluttet i Uterus; det opstaar ved, at
visse Dele af Fostrets embryonale Vedhæng, af
Blommesækken, eller, som det oftest er
Tilfældet, af Allantois (se Fosterhinder)
lægger sig tæt op imod Uterusvæggen, hvorefter
disse forenede Dele undergaar betydelige
Omdannelser. Tilstedeværelsen af en, ganske vist
højst forsk. udviklet P., har forlængst været
erkendt som et karakteristisk Træk for
Hovedmængden af Pattedyrene, de saakaldte
placentale Pattedyr; i nyere Tid har det dog vist sig,
at en ægte P. ogsaa findes hos nogle Pungdyr;
endvidere har man hos visse Øgler fundet
ganske umiskendelige Tilløb til Dannelsen af et
saadant Organ, og endelig kendes en P. hos
enkelte Hajer (Mustelus og Carcharias). I
sidste Tilfælde, hvor der kun findes en
Blommesæk, ingen Fosterhinder, er det
Blommesækkens Væg, som fortykkes, foldes og slutter sig
sammen med den paa lgn. Maade omdannede
Uterusvæg; den herved dannede
»Blommesækplacenta« indeholder baade i den embryonale
og den uterine Del talrige Blodkar, gennem
hvilke Næringen tilføres Embryonet; dette sker
her, som alle Vegne, ved Diffusion gennem
Karvæggene og de mellemliggende Væv; en
direkte Forbindelse mellem Moderens og Fostrets
Blod eksisterer intetsteds. Hos de højere
Hvirveldyr er det i nogle Tilfælde Blommesækken
og de tilstødende Dele af Chorion, der, ganske
som hos Hajerne, paa den perifere Flade
omdannes og forenes med Uterusvæggen; i andre,
og samtidig de fleste, er det derimod Allantois
med den tilgrænsende Chorion, der kommer til
at spille, en ganske lgn. Rolle. En
»Blommesækplacenta« findes saaledes hos visse Øgler
(Gongylus o. a.), samt hos Pungmaaren (Dasyurus),
en »Allantoisplacenta« derimod hos en
Snogeøgle (Seps), hos Punggrævlingen (Perameles)
samt hos de placentale Pattedyr; hos
sidstnævnte er den dog baade i ydre Form og indre
Bygning højst forsk. udviklet.
R. H. S.
Placentalia kaldes de Pattedyr, hvor
Fosteret ved en Moderkage (Placenta) staar i
Forbindelse med Moderdyret. Saaledes er Forholdet hos
de fleste, kun hos Pungdyr og Næbdyr mangler
Placenta, hvorfor man sammenfatter disse
Grupper under Betegnelsen Aplacentalia.
(M. Ml.). R. Hg.
Placentarlyd, d. s. s. Moderlyden.
Placentia, se Piacenza.
placere (fr.), anvise Plads, anbringe.
placeret. Paa Væddeløbsbanen »placerer«
Dommeren Hestene, ɔ: han afgør, i hvilken
Orden de er komne ind gennem Maalet. Ved
»placerede« Heste forstaar man imidlertid i Reglen
kun de Heste, der opnaar Præmie, og da
navnlig 2. og 3. Præmie, idet den Hest, der tager 1.
Præmie, har sin særlige Betegnelse som
»Sejrherre« ell. »Vinder«. Om en Hest, der ikke
tager Præmie, siger man, at den »løb uplaceret«,
»ikke naaede at blive p.«.
(C. G. B.). O. P.
Placet, forkortet af placitum regium, bruges
især i de kat. Lande om den kgl. Stadfæstelse
af de i Religionsanliggender udstedte pavelige
og biskoppelige Anordninger, som først
herigennem opnaar Gyldighed lige over for de
verdslige Statsmyndigheder i deres Berøring
med disse. Ordet bruges ogsaa, skønt
sjældnere, som enstydigt med det for den
konsulariske Udøvelse fornødne »Eksekvatur« (se
Konsul).
(C. V. N.). K. B.
Placidia, Galla, Datter af den rom.
Kejser Theodosius den Store. Under Kampene
mellem Romerne og Goterne under Alarik blev hun
overgiven de sidstnævnte som Gidsel og ægtede
senere Goterkongen Ataulf, uagtet hendes
Broder Honorius ivrig modsatte sig Partiet. Hun
fulgte med Ataulf til Gallien, men efter hans
Død (415) vendte hun tilbage til Italien og
ægtede snart efter den rom. Hærfører Constantius
(417), hvem hun fødte Sønnen Valentinianus og
Datteren Honoria. Da Valentinianus (III) blev
Kejser (425), tog P. Regeringen i hans Navn og
beholdt den i Virkeligheden lige til sin Død
(450). Uagtet hun ved sin Side havde den
dygtige AetiuS, lykkedes det hende dog ikke at
hindre Rigets Sønderlemmelse.
H. H. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
