Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pisano, Antonio - Pisano, Giovanni - Pisano, Niccolo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han fra Tid til anden har arbejdet i Venedig,
Pavia, Rom, Ferrara, Rimini, Milano, Mantua og
Neapel (1448—49). Af P.’s store Freskoværker
i Sala del Gran Consiglio i Dogepaladset i
Venedig og i Laterankirken i Rom er intet bevaret;
kun enkelte mindre Fresker er tilbage
(Bebudelsen i S. Fermo Maggiore i Verona og St. Georg
i Kamp med Dragen i Capp. Pellegrini, S.
Anastasia smst.) og faa Staffelibilleder (St. Antonius
og St. Georg samt St. Eustacius’ Vision i
London Nat. Gall., Portrættet af Lionello d’Este i
Gall. i Bergamo, Kongernes Tilbedelse i Berlins
Kaiser Friedr. Mus. samt Kvindeportræt i
Louvre), men disse Prøver viser en frisk, naturalistisk
og karakterfuld Malerkunst; Landskabet og
særlig Dyrene spiller en fremtrædende Rolle; det
vrimler (ud over hvad Emnet kræver) med
udmærket gengivne Dyr af alle Arter (se ogsaa de
fortræffelige Dyrbilleder fra P.’s Skizzebog i
Louvre). I Portrætmaleriet holder P. Figuren i
skarp Profil mod Baggrunden; det er
Medailløren i P., der her er bestemmende. P. er
nemlig en Nyskaber i Medaillørkunsten og den
største i sin Tid, udmærket ved Portrætternes
monumentale Ro og Storladenhed, ved
Sikkerheden og Klarheden i det lave Relief,
Fantasirigdommen og Skønheden i Anbringelsen af
Skuemønternes Emblemer m. v., endelig ved
den fine dekorative Sans, hvormed Ind- og
Omskrift anbringes i Forhold til Portrættet, og
ved den fortrinlige Støbeteknik. Af P.’s (c. 30)
Medailler nævnes: Sigismondo Malatesta (1445),
Vittorino da Feltre, Malatesta Novellus, Lionello
d’Este (1444; Revers: Amor, der lærer Løven
at synge), Cecilia Gonzaga med den skønne
Revers: Enhjørningen med Jomfruen, Inigo de
Avalos, Ludovico Gonzaga og Alfons af Neapel.
(Litt.: Friedlaender, »Die italienischen
Schaumunzen des fünfzehnten Jahrh.« [»Jahrb.
d. kgl. preuss. Kunstsamml.« I, Berlin 1880];
Fabriczy, »Medaillen der ital. Renaissance«
[»Monographien des Kunstgewerbes« IX,
Leipzig 1902]; G. T. Hill, »P.« [London 1905]; J.
de Foville, P. et les médailleurs ital. [Paris
1908]; K. Zoega v. Manteuffel, »A. P.«
[1909]; H. Nocq, Les médailles d’ Ant. P.
[Paris 1917]).
A. Hk.
Pisano, Giovanni, ital. Billedhugger og
Bygmester, f. i Pisa c. 1245, d. omkr. 1320, var
Søn og Elev af nedenn. Niccolo P. og nævnes
som Faderens Medhjælper ved Prædikestolen i
Siena’s Domkirke (1266—68) og senere ved
Brønden i Perugia (1280), der er stærkere
præget af hans end af Faderens Stil. I Modsætning
til dennes antikiserende Kunst med dens
klassiske Ro søger P. i sin energiske naturalistiske
Stræben at give Udtryk for de dybeste,
lidenskabeligste Sjælsbevægelser. Skader end denne
urolig bevægede Voldsomhed Helhedsvirkningen
i hans Kunst, særlig i Reliefferne, giver til
Gengæld de enkelte Motiver i deres dram.
Livfuldhed og deres storslaaede Fantasirigdom det
højeste Indtryk af P.’s fremragende skabende
Evner. Af P.’s Værker som Plastiker nævnes
Hovedværkerne: Prædikestolen i S. Andrea i
Pistoja (1301), hvor særlig Reliefferne med
Korsfæstelsen, Dommedag og Barnemordet i
Bethlehem viser hans Kunsts ildfulde Lidenskab,
medens han i Enkeltfigurer som Sibyllerne har
givet det mægtigste Udtryk for den dybeste
sjælelige Ekstase (Forbilleder for Michelangelo).
Den anden Prædikestol, P. udførte for
Domkirken i Pisa (1311), og som nu findes i Museo
Civico i samme By (Læsepulten nu i Berlins
Kaiser Friedr. Mus.), naar ikke op ved Siden af
den førstnævnte i Udførelsen, der hovedsagelig
skyldes Elevhænder, men giver i sine
Kompositioner et om muligt endnu stærkere Indtryk af
P.’s lidenskabelige Fantasi. Af P.’s andre
Værker skal nævnes: Den store Madonnastatue i
Madonna dell’ Arena (Padua), og den
legems-store Statue af Kirkens Stifter Enrico Scrovegni
smst.; andre Madonnastatuer i Cap. della
Cintola i Domkirken i Prato (Statuette i Sølv), over
Porten til Baptisteriet i Pisa, i Campo Santo
smst., i Museo civico i Pisa (Statuette i
Elfenben) og i Berlin. — Som Bygmester er P.’s
Navn knyttet til Domkirken i Siena, hvor han
blev Overbygmester 1284, endvidere til
Ombygningen af Pratos Domkirke i gotisk Stil og først
og fremmest til Opførelsen af Campo Santo i
Pisa (1278—83), det kosteligste og skønneste
Monument af ital. Gotik. (Litt.: Se Litt. til
Andrea Pisano).
(A. R.). A. Hk.
Pisano, Niccolo, ital. Billedhugger og
Bygmester, f. i Pisa c. 1220, d. efter 1278. Han kom
vistnok i sin Ungdom fra Apulien (i alt Fald
synes Faderen, en Stenhugger, at have stammet
herfra), hvor han da har modtaget Impulser fra
antik Kunst gennem Frederik II’s Kunstæra, og
søgte Tilknytning til den ældre
lombardisk-toskanske Billedhuggerskole, særlig som denne er
repræsenteret i Skulpturerne paa Domkirkens
Façade i Lucca, hvor ogsaa P. har arbejdet og
udført flere Relieffer, deriblandt det udmærket
komponerede Korsnedtagelsen (i S. Martino).
Det er dog først i det langt senere udførte
Hovedværk: Prædikestolen i Baptisteriet i Pisa
(1260), at P.’s Kunst viser sig i hele sin
betydningsfulde Storhed og Ejendommelighed. Med
klar Bevidsthed om den antikke Kunsts
Skønhed og Overlegenhed har han valgt den til
Forbillede og af den lært den brede, myndige,
plastiske Stil, den rolige velafvejede Komposition,
der lader hans Kunst synes den første Anelse
om Renaissancen. Det spores jo nok i P.’s Kunst
i Relieffernes Overfyldning med Figurer, i
disses tunge, plumpe Legemsbygning, at det ikke
var den fuldendte antikke Kunst, han havde til
Forbillede i de romerske Sarkofagrelieffer,
hvoraf han inspireredes, og fra hvilke han ikke
blot tog sin Stil, men ogsaa laante enkelte
Figurer til sine Kompositioner. Efter Prædikestolen
i Pisa udførte P. Prædikestolen til Domkirken
i Siena (1266—68), ligesom den første smykket
med Relieffer af Kristi Liv, fra hans Fødsel til
Dommedag; denne sidste Prædikestol, der er
rigere udstyret end den første og har otte
RelieffremstillLnger mod seks der, kan dog ikke
maale sig med Prædikestolen i Pisa i enkel og
klar Holdning og bærer — ligesom den
1277—80 udførte Fontana maggiore foran Domkirken
i Perugia med dens allegoriske Fremstillinger
af Kunster og Videnskaber — Vidne om
Medvirkning af yngre Kræfter, først og fremmest
P.’s Søn Giovanni, der søgte andre Idealer end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
