Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pihl, Carl Abraham - Pihl, Oluf Andreas Löwold - Piil, Christian Actonius Theodorus - piis manibus - Pijnacker, Adam - Pik (Søv.) - Pik (d. s. s. Covid) - Pikador - pikant - Pike (Lanse) - Pike (se dobbeltvævede Stoffer) - Pikener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uden for Norden. Jernbaner efter dette System
blev i stor Udstrækning anlagte bl. a. i Rusland,
Indien, Ægypten, Kaplandet og Kanada.
(J. F. Didrikson). Wt. K.
Pihl, Oluf Andreas Löwold, norsk
Gasværkdirektør og Amatørastronom, f. 5. Debr.
1822 i Stavanger, d. 1. Juli 1895 i Kria,
uddannedes som Ingeniør i England og ansattes 1850
som Direktør for Gasværket i Kria, hvilket han
bestyrede til 1. Juni 1895. Som Entreprenør
overtog han ved Siden heraf Udførelsen af flere
store Ingeniørarbejder, saaledes Anlægget af
Bergens ny Vandværk og Kristianssands
Gasværk. I Kria havde P. et Privatobservatorium,
hvorfra er udgaaet Arbejderne Micrometric
examination of stellar cluster in Perseus (1869),
The stellar cluster X Persei micrometrically
surveyed (1891), On occulting micrometer (1893).
Af hans øvrige Arbejder nævnes On magnets
(1878).
J. Fr. S.
Piil, Christian Actonius
Theodorus, dansk Kobberstikker, f. 20. Jan. 1804 paa
Løjtved ved Svendborg, d. 2. Oktbr 1884. Han
levede nogle Aar som Guldsmed i Aarhus, men
gav sig derefter i Lag med grafisk Arbejde, idet
han satte sig som Maal at fremstille en
Højætsning, der lod sig bruge i Bogtryk; dette
lykkedes ham ved Kemitypien, af hvilken han 1846
i Leipzig udgav en Beskrivelse. Han fik en
Understøttelse af Kongen og rejste til Udlandet,
bl. a. til Wien, hvor han var ansat ved Hof- og
Statstrykkeriet. Senere levede han nogle Aar i
Kbhvn, som Fotograf, Kemitypist, Forf. og
Opfinder, og tog til sidst Ophold hos sin Søn, C. F.
Piil, Fotograf og Kemitypist i Kristianstad,
hvor han døde. (Litt.: F. Hendriksen i
»Tidsskrift for Kunstindustri« 1891, S. 14—15;
Samme, »Mennesker og Oplevelser« 1910, S.
259—60).
L. S.
piis manibus (lat.), Indskrift paa
Gravmæler: »til (de Afdødes) fromme Sjæle«.
H. H. R.
Pijnacker [’pæ^inakər] (Pynacker), Adam,
holl. Maler og Raderer, f. 1622 i Pynacker ved
Delft, d. i Amsterdam 1673, uddannede sig
under Indflydelse af Jan Both. Han hører
til den Kreds af hollandske
Landskabsmalere, der i deres Motiver søger bort
fra Hjemlandet for under Sydens
Himmel at finde større Former og
pragtfuldere Farver (3 Aar i Italien). Af hans
Billeder findes 4 Hovedværker i Amsterdam,
andre i Rotterdam, Haag, i Wien (Akadem.
og Gal. Liechtenstein), i Petrograd, Sthlm og
Kbhvn, hvor Kunstmus. har eet, den Moltke’ske
Samling to Billeder af P.
(A. R.). A. Hk.
Pik (Søv.). 1) Benævnelse paa de underste
smalle Rum i Skibets Ender, For P. og
Agter P., der benyttes til Opbevaring af
forskelligt Gods. 2) Nokken af Gaflen. Taljen, der
benyttes til at hejse denne, kaldes Pikfald.
C. B-h.
Pik, d. s. s. Covid.
Pikador, sp. picador [pika’ðår], Art
Tyrefægter. Ved de sp. Tyrefægtninger optræder P.
til Hest, væbnet med en lang Lanse og med
Benene dækkede af Læderskinner. Det er P.,
som har det Hverv først at ophidse Tyren ved
at stikke den med Lansen (hvis Spids er saa
kort, at den ikke kan tilføje Dyret noget dybere
Saar); tre—fire af denne Art Toreros tager ved
Kampens Beg. Plads med passende Mellemrum
ved Arenaens Kant, og Tyren plejer da at fare
løs paa en enkelt af dem, bore sine Horn i
Hestens Bug, medens han prikker den selv med
sit Vaaben, og kaste Hesten og dens Rytter til
Jorden; han beskyttes ved sin polstrede Dragt,
og de lette Fodkæmpere søger straks at
bortlede det rasende Dyrs Opmærksomhed, medens
P. bringes helt i Sikkerhed. De stakkels
Udgangsøg, som benyttes i Kampen, frembyder
ofte et afskyeligt Syn, naar de ligger døende og
gispende i deres Blod paa Arenaen eller stables
op igen paa Benene, medens Indvoldene
hænger ud af den oprevne Bug, til Jubel for den
blodtørstige Tilskuermængde ved den
barbariske Forlystelse.
E. G.
pikant (fr.), pirrende, kildrende,
tillokkende.
Pike er den lange og svære
Landsknægtslanses Efterkommer. Den bestaar af den lille
Spydod — hyppigst bladformet — der med lange
Skinner er fastgjort til Træskaftet — i Reglen af
Asketræ — som forneden har en Sko. Hele
Længden er 5—6 m. Den var Bevæbning for de
saakaldte Pikenérer.
C. H.
Pike, se dobbeltvævede Stoffer.
Pikener er Benævnelsen for det svære
Fodfolk fra Slutn. af 16. Aarh. til henimod Slutn.
af 17. Det skal anføres, at endnu Karl XII havde
P. i sin Hær. P. optraadte ikke som deres
Forgængere Landsknægtene udelukkende i store,
kun af P. bestaaende Afdelinger. De blandedes
med et vist Antal Skytter (Musketerer), der ved
deres Ild indledede Kampen, medens derpaa P.
i sluttet Hob foretog det endelige afgørende
Angreb. Efterhaanden som Skydevaabnene
udvikledes, fortrængte Musketten lidt efter lidt
Piken, indtil denne ganske forsvandt af
Fodfolkets Rækker. Udrustningen for en P. var en
Stormhue af Staal, hyppig en saakaldet
»Morion«, en let Rustning bestaaende af løs
Halskrave, Ryg- og Brystplade, den sidste med
paaspændte Laartasker, Dyrelæders
Skaftehandsker, sjældnere leddede Jernhandsker som hos
Landsknægtene, den c. 6 m lange Pike, en lang
Rapir med Kurvefæste, saavel til Stød som Hug
 |
| Pikener. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
