Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Picard, Jean - Picard, Louis Benoît - Picardant - Picarder - Picardie - Picart - Picasso, Pablo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Amiens, se Gradmaaling. Sine øvrige
Arbejder har han offentliggjort i Akademiets
Mémoires.
J. Fr. S.
Picard [pi’ka.r], Louis Benoît, fr.
Lystspilforfatter (1769—1831). P. begyndte allerede
som 20-aarig at skrive for Scenen, gjorde
nogen Lykke med Encore des Ménechmes (1791),
bearbejdet af Schiller under Titlen Neffe als
Onkel) og Les visitandines (1792, senere kaldt
Pensionnat des jeunes demoiselles), men vandt
tørst rigtig Navn med det versificerede
Lystspil Médiocre et rampant, ou le moyen de
parvenir (1797, bearbejdet af Schiller under
Titlen Der Parasit). Derefter optraadte han selv
som Skuespiller og blev 1801 Direktør for
Théâtre Louvois. 1807 trak han sig tilbage fra
Teatret, blev Medlem af Akademiet og
Direktør for den store Opera under Kejserdømmet,
1816 for Odéon. Han har skrevet en Mængde
Stykker, til Dels med forsk. Medarbejdere.
Som Karakterskildrer er han flad og tarvelig,
men han ejer en Del lystig Verve, en frisk og
naturlig Dialog og komponerer behændig. Til
de bedste af hans Lystspil hører: La petite
ville (1801), Monsieur Musard (1803) og Les
marionnettes (1806). P. har desuden skrevet en
Række middelmaadige Romaner. Théâtre de
P. udkom 1812 i 6 Bd, 1821 i 8 Bd, 1879 i ny
Udg. ved Fournier, hans Œuvres 1821—22 i
10 Bd.
S. Ms.
Picardant [pikar’dã], se Lunel.
Picarder, d. s. s. Begharder, se Beginer.
Picardie [pikar’di], gl nordfr. Prov., der i
Omfang svarer til det nuv. Dept Somme og
Dele af Pas-de-Calais, Aisne og Oise. Hovedstad
Amiens. Det faldt i to Dele: øvre P., der
omfattede Landskaberne Amiénois, Santerre med
Hovedstaden Peronne, Vermandois med
Hovedstaden St Quentin, Thiérache med Hovedstaden
Guise, Vimeux med Hovedstaden St Valéry —
og nedre P. med Landskaberne Boulonnais,
hvis Hovedstad var Boulogne, Ponthieu med
Hovedstaden Abbeville og Calaisis med
Hovedstaden Calais. P. var tidlig en Del af
Frankerriget, hvis Konger fra først af havde Residens
i Amiens. Da Philippe Auguste af Alsace, Greve
af Flandern, giftede sig med den fr. Prinsesse
Elisabeth, bragte hun ham 1185 Grevskabet
P. Men da deres Æt uddøde, blev P. atter
forenet med det fr. Kongerige 1477. I
Verdenskrigen 1914—18 var P. gentagne Gange
Skuepladsen for voldsomme Kampe. Den første fandt
Sted Septbr 1914 efter det store Marneslag,
hvorefter Tyskerne maatte trække sig tilbage
til Artois og Flandern. Derefter følger Slaget
ved Somme 1916. I Krigens sidste Aar
udkæmpedes 2 store Slag. Ved det første (Marts—Maj
1918) blev den eng. Front gennembrudt af
General Ludendorff, som dog blev standset i sin
videre Fremtrængen af Franskmændene. Det
sidste store Slag fandt Sted 8. Aug.—14. Septbr
1918, ved hvilket Franskmændene og
Englænderne under Maréchal Foch atter fordrev
Tyskerne fra det Omraade, de havde besat i
Foraaret 1918, til Hindenburg-Stillingen i Artois.
(M. Kr.). E. St.
Picart [pi’ka.r], Navn paa fl. fr.
Kobberstikkere i 17.—18. Aarh. Af disse er de bekendteste
Étienne P., f. 1632 i Paris, d. i Amsterdam
1721, der efter et fleraarigt Ophold i Rom førte
Tilnavnet Le Romain. Hans betydeligste Stik
er efter Correggio (Dydernes Sejr), Ag.
Caracci, Domenichino (den hellige Cecilia
spillende Violoncel), Albani (Ecce Homo), Lebrun
(Stefanus’ Martyrium), andre efter Reni, Poussin,
le Sueur o. fl. a. Endvidere Étienne’s Søn
Bernard P., f. i Paris 1673, d. 1733 i Amsterdam,
hvor han udfoldede en betydelig Virksomhed,
uddannede en Mængde Elever og drev
Kunsthandel. Ikke mindre end 1300 Blade tilskrives
P., hvis smidige Talent gjorde ham til en yndet
Modekunstner. Foruden en Rk. Stik efter
Lebrun, Poussin, Le Sueur o. a. og fl. Portrætter
efter v. Dyck, Kneller, v. d. Werff o. fl., udførte
P. 78 Blade Impostures innocentes, hvori han
med sin drevne Teknik søgte at efterligne
berømte Kobberstikkeres og Radereres Manér;
navnlig Rembrandt smigrede P. sig med at have
efterlignet skuffende. Desuden talrige Vignetter
og det store Værk Cérémonies et coutumes
religieuses.
(A. R.). L. S.
Picasso [pi’kaså], Pablo (egl. Ruiz), sp.
Maler, f. 1881, uddannet i Barcelona, tidlig
bosat i og knyttet til Paris. P., den
berømte Kubist og næsten Kubismens Fader,
var et tidlig udviklet Talent (skal have
udstillet allerede i sit 14. Aar), der i Begyndelsen
malede forstaaeligt »som andre«, og om ikke
særlig traditionsmæssigt, saa dog i Tilknytning
til fremragende moderne Kunst paa hans Tid:
Gauguin, Whistler, Puvis de Chavannes m. v.
og under stadig Opøvelse ved Selvstudier i
Louvre (Greco). Han malede Akrobater,
Pierrot’er, unge Mandsskikkelser, Apacher m. v.
fra Paris’ Dyb (som han med sin
Bohême-Natur gjorde sig fortrolig med), gerne af en
følsom Charme, ikke mindst i den fint stemte
Kolorit, først gerne i graat og andet douce,
men fra c. 1903 med blaa som Hovedtone (P.’s
blaa Periode). Af Arbejder fra denne Tid kan
nævnes: »Yngling«, »Siddende Pierrot« (1903),
»Elendighed«, »Døende Pierrot«, Le menage
pauvre (1905), Le lapin agile (1905, med
Selvportræt), »Strygersken« (1906); ogsaa
Raderinger. Fra c. 1907 slog han over i Kubismen, dog
saaledes, at han jævnlig ved Siden af malede
efter tilvant Recept, saa hans stærkt sensible
Kunstnerpersonlighed kunde synes spaltet i to.
Det var efter lange Studier i de maleriske
Værdier, at han fra de Cézanne’ske Kugler,
Trekanter etc. naaede til en rent traditionsfri,
abstraherende Rumkunst, hvor Genstandens
Linier opløstes i Planer, Paralleller m. m., saa dens
Enkeltdele kunde spredes i tilsyneladende
Virvar paa eet og samme Billede, da de laa i
forsk. Rumlag, m. a. O. et rendyrket
Rumbillede, hvor de dekorative Billedelementer
anbragtes under nøje Afvejning af Fladers og
Vinklers Spil i skøn Farveharmoni i nøje
beregnet Farveskala i gerne graat, graablaat
og brunt stemte Toner; en Trækasse med skraat
stillede Træstykker m. v. virkede som hans
kubistiske Arbejds- og Kontrolredskab. Saaledes
fremkom, bl. m. a. hans »Violin« (der
refuseredes paa Salonen, men udstilledes i L.
Rosenberg’s Udstilling i Paris), »Digteren« m. v.;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
