Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peter (en af Jesu Apostle) - Peter af Aragonien, Kastilien og Portugal - Peter I Alexejevitsch, den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mark. 1, 29 viser, at han, da han traadte i
Forbindelse med Jesus, nsavde Bopæl i Kapernaum,
hvor han ligesom Broderen Andreas levede af
Fiskeri paa Gennesaret Sø; han var da gift og
havde sin Svigermoder boende hos sig (Mark.
1, 30; jfr 1. Kor. 9, 5). Saa vidt vi kan skønne,
er han kort efter Jesu offentlige Fremtræden
bleven kaldet til at opgive sit Erhverv og træde
i Discipelforhold til ham; derom fortæller Mark.
1, 16—18 ≠ Matth. 4, 18—20 og mere udførligt
Luk. 5, 1—11. Et tidligere Møde med Jesus
omtales Joh. 1, 42 f., og det berettes tillige, at
Simon allerede ved denne Lejlighed fik Navnet
P.; derimod, synes Mark. 3, 16 at forudsætte,
at Navneforandringen først fandt Sted ved
Udvælgelsen til Apostel, og Matth. 16, 18 sætter
det ny Navn i Forbindelse med
Messiasbekendelsen ved Cæsaræa Filippi. Hvad »Klippemanden«
skal betyde, er heller ikke helt klart; nærmest
ligger det derved at tænke paa en fast og
ubøjelig Karakter, men dermed synes hverken
Fornægtelsen (Mark. 14, 66 ff.), hans vankelmodige
Adfærd i Antiochia (Gal. 2, 11 ff.) ell.
Fortællingen om hans Vandring paa Søen (Matth. 14,
28 ff.) at passe. Imidlertid har det været et
Hædersnavn, og P. hørte da ogsaa til de
Disciple, som stod Mesteren nærmest; sammen
med Zebedæussønnerne var han i Jesu Følge
vted Opvækkelsen af Jairus’ Datter (Mark. 5,
37), paa Forklarelsens Bjerg (Mark. 9, 1) og i
Gethsemane Have (Mark. 14, 38); ved
Messiasbekendelsen i Cæsaræa Filippi (Mark. 8, 27 ff.)
er det ham, der fører Ordet, og Matth. 16,
17—19 overleverer ved denne Lejlighed den
Forjættelse, paa hvilken den kat. Kirke fortrinsvis
bygger sin Lære om Pavens Primat; mange
protestantiske Forskere betvivler dog, at Ordene
i denne Form kan være udtalt af Jesus. 1. Kor.
15, 5 og Luk. 24, 34 omtaler en særlig
Aabenbaring af den opstandne Kristus for P., og
herpaa støtter man den inden for den liberale
Teologi herskende Opfattelse, at
Opstandelsestroen stammer fra Visioner, som først P. har
haft, og som fra ham har bredt sig til flere.
Hans Bet. for den første Menighed fremgaar af
Gal. 1, 18: efter sin Omvendelse drog Paulus
til Jerusalem netop for at blive bekendt med
P., af de to Beretninger om Apostelmødets
Forløb (Gal. 2, 1—10 og Ap. Gern. 15) samt af, at
der i Korinth var et Parti, som har Navn efter
ham (1. Kor. 1, 12; 3, 22). Man kan ogsaa sige,
at P. i de 12 første Kapitler af Apostlenes
Gerninger er Hovedpersonen; det er ham, der fører
Ordet paa Pinsedagen (2, 14 ff.) og for Raadet
(4. 8 ff., 5, 29 ff.), nedkalder Straffedomme over
Ananias og Safira (5, 1 ff.), helbreder den syge
Æneas og opvækker den døde Tabitha (9, 32
ff.) og paa underfuld Maade udfries af
Fængselet (12, 1 ff.)), ligesom han ogsaa døber den
første Hedning Kornelius (Kap. 10). Efter
Apostelmødet hører vi ikke mere om P. i Ap.
Gern.; og naar der ved Paulus’ sidste Ophold
i Jerusalem, som den derværende Menigheds
Leder, kun nævnes Herrens Broder Jakob (Ap.
Gern. 21, 18), tør vi vel deraf slutte, at P. paa
dette Tidspunkt har opholdt sig andetsteds.
Gal. 2, 11 ff. viser, at han senere har været i
Antiochia; da han Gal. 2, 7 betegnes som
Apostel for de omskaarne, har hans 1. Kor. 9, 5
omtalte Missionsrejser vel fortrinsvis taget Sigte
paa at vinde Jøder for Evangeliet, og hans
Kristendomsopfattelse har rimeligvis været
modenat jødekristelig, i mange Henseender
forsk. fra det Standpunkt, som Paulus’
judaistiske Modstandere indtog. Den senere
legendariske Tradition beretter om hans
Virksomhed uden for Palæstina i Grækenland,
Makedonien, Lilleasien, ved Sortehavets Kyster, i
Ægypten, Nordafrika, Italien, Gallien, Spanien,
Britannien, Babylonien og Persien; men alt
dette er ganske usikkert. Virkelig hist. Værdi
har derimod Overleveringen om, at Apostlen
endte sine Dage som Martyr; foruden den
indirekte Bekræftelse i Joh. 21, 18 f. og 2. Pet.
1, 14 kommer navnlig i Betragtning Ytringer i
1. Klemensbrev 5, 4, af Dionysius fra Korinth
(Euseb. H. E. II 25, 7 f.) og i Muratoris Kanon
(L. 37); efter Aar 200 bliver det den alm.
Opfattelse i Kirken. De nævnte Udsagn forudsætter
rimeligvis tillige, at Martyriet fandt Sted i Rom;
i hvert Fald udtaler Dionysius det udtrykkelig
ligesom c. 200 Gajus (Euseb, H. E. II 25, 6) og
Tertullian (De præscr. 36); Apostlens
Missionsvirksomhed i Verdenshovedstaden omtales ogsaa
af Irenæus (Adv. hær. III 1) og Klemens
Alexandrinus (Euseb. H. E. VI 14, 6). Tidligere
betvivlede ganske vist mange Forskere disse
Angivelsers Rigtighed; men efter H. Lietzmann’s
Undersøgelse »Petrus und Paulus in Rom«
(1915) tør man vist betragte det som godtgjort,
at P. virkelig har lidt Martyrdøden i Rom.
Derimod maa den kattolske Teori om, at han har
været Romermenighedens første Biskop og
endogsaa fungeret som saadan i 25 Aar (42—67),
ubetinget forkastes. Henrettelsen har fundet
Sted under den neroniske Kristenforfølgelse,
altsaa Aar 64 (ell. et af de flg. Aar indtil 68).
(Litt.: se Petersbrevene).
H. M.
Peter af Aragonien, Kastilien og Portugal,
se Pedro.
Peter I Alexejevitsch [’pjåtr-alji’ksjejivit∫],
den Store, Kejser af Rusland, f. 9. Juni
(russ. Tid 30.
Maj) 1672 i
Moskva, d. 8.
Febr (28. Jan.)
1725 i
Petrograd, Søn af
Tsar Alexei
Michailovitsch og
hans anden
Hustru, Natalia
Kirilovna
Naryschkin, mistede kun
fire Aar gl sin
Fader (1676)
og blev
allerede i en Alder af
10 Aar efter
sin ældste
Halvbroder, Tsar
Feodor
Alexejevitsch’s Død (27. April 1682) udraabt til
Tsar af en Bojarforsamling i Moskva, da
hans næstældste Halvbroder, den 16-aarige
Ivan Alexejevitsch, var saa svag baade paa
 |
| Peter den Store. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
