Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Middeltemp. for Jan., 29,4° for Juli. De laveste
og højeste maalte Temp. er ÷ 12,9° og 42,1°.
Ispahan (1630 m o. H.) har 0,2° i Middel for
Jan., 27,8° for Juli. Der er maalt ÷ 20,1° og
41,8°. Den aarlige Nedbør er i Teheran
gennemsnitlig 25,1 cm fordelt paa 25,3 Dage, deraf kun
2,7 cm i Maj—Oktbr. Ispahan faar
gennemsnitlig 13,0 cm Regn i 12,3 Dage, deraf var
Maanederne Juni—Septbr absolut uden Regn i de 7
Aar, Maalingerne varede, og kun Marts fik i
Gennemsnit mere end 3 cm. I Modsætning hertil
har Bushir ved den pers. Bugt 14,2° i
Middeltemp. for Jan., 31,9° for Aug. De absolutte
Ekstremer er 0,0° og 46,1°. Den aarlige Nedbør er
31,7 cm fordelt paa 18,7 Dage. I de 8
Observationsaar faldt ingen Regn i Maanederne
Maj—Septbr. I Djask længere mod Sydøst har Jan.
19,3° i Middel, Juli 31,7°. Temperaturforholdene
er i Modsætning til Bushir tropiske. Den
laveste og højeste maalte Temp. er 5,4° og 43,3°.
Aarets Nedbør er 11,1 cm i 8,0 Regndage. 7
Sommermaaneder var saa godt som regnløse.
Flere indre Højdedrag har et betydeligt
Snefald, der ved Smeltningen om Foraaret forsyner
de ellers tørre Steppefloder med Vand, og paa
flere Toppe bliver Sneen liggende Sommeren
over. Sydgrænsen for Snefaldet forløber langs
de sydlige Randbjerge. Paa Nordskraaningen af
Elburs-Kæden træffer man en betydelig Nedbør,
der dog ikke har været Genstand for Maaling.
— M. H. t. Planteverdenen hører
Hovedmassen af P., de indre saltholdige Højsletter,
til den store Stepperegion, der fortsætter sig
Vest paa til Lilleasien, men viser dog ogsaa
Tilnærmelse til Turan og Centralasien. Fraregnet
Oaserne, der udmærker sig ved deres tætte
Bevoksninger af løvfældende Frugttræer, Plataner,
Popler og Cypresser, og bl. hvilke nævnes det
30 km lange Landskab Shameran N. f. Teheran,
Landskabet Masandenan samt Egnene om
Ispahan og Shiras, er det karakteristiske for
Steppeegnene Mangelen paa Træer og Fremhersken
af Græsser, Halvgræsser og Stauder af
endemiske Arter og endog Slægter. Den eneste
højere Trævækst af nogen Udbredelse er
Pistacia mutica og Juniperus excelsa. En stor
Udbredelse har de vegetationsløse Saltørkener. Paa
Bjergdragene, der hæver sig op over Stepperne,
træffer man først en Løvskov af Platan, Eg,
Hasselnød og Poppel og derefter en
Højbjergsskov med talrige Naaletræer samt særlig i de
nordvestlige Egne med Birk, Poppel og Pil. Jo
længere man kommer mod Øst, des tarveligere
bliver dog Højbjergsfloraen. Og paa P.’s sydlige
og østlige Bjerge fremhersker Ørkensteppens
mest udbredte Former som Acantholimon,
Artemisier og tornede Caryophylleer og
Traganthbuske. Overalt afsluttes dog Planteverdenen paa
Bjergene af en Glacialflora, hvortil hører
Stauder og Løgvækster, Arter af Gentiana og
Myosotis samt Viola dichroa. Nordsiden af
Elburs-Kæden har en yppig Skovbevoksning af for en
stor Del europ. Arter, der med tiltagende
Højde bliver mere og mere eneherskende, medens
de i de lavere Egne er saa stærkt blandede
med ejendommelige Arter, at Skoven faar et
Særpræg. Man træffer her de østligste
Repræsentanter af Fagus silvatica samt Arter af
Platan, Valnød, Ask, Avnbøg, Løn, Poppel og Eg.
Medens Vinteren i Højlandet de fleste Steder
ikke tillader Dyrkning af stedsegrønne
Frugttræer, forekommer disse i de lavereliggende
Dale i den sydlige Del af Landet. Kystlandet
ved den pers. Bugt S. f. en Linie, der omtr.
falder sammen med Snefaldets Sydgrænse, har
en lgn. Planteverden som Mesopotamien med
Lunde af Daddelpalmer. — P.’s Dyreverden er
palæarktisk med lokale Indblandinger af
sydasiatiske og afrikanske Former. I de fugtige
Skovegne ved det kaspiske Hav træffes Tigeren,
Lossen, Ulven og en ejendommelig Hjorteart
(Cervus caspius). Løven, der tidligere var
hyppig i Luristans Bjergskove, gennemstrejfer
endnu lejlighedsvis næsten hele P. I de centrale
Egne træffes en ejendommelig Bjørneart (Ursus
syriacus), Ræven, Ulven, Leoparden, Vildæsel,
Vildged, Gazellen og Vildsvinet. I de alpine
Bjergstrøg lever den pers. Grib (Gyps fulvus),
og i Krattene træffes talrige Nattergale. Af
Insekter fremhæves en farlig Skorpion og en
meget giftig Tæge samt Vandregræshoppen, der af
og til hjemsøger de dyrkede Egne. —
Befolkning. P.’s Beboere bestaar dels af de
saakaldte Tadshikere, der er Agerdyrkere og
i Hovedsagen maa betragtes som Efterkommere
af den gammelpersiske Befolkning, dels af
Ilijater, under hvilken Benævnelse man forener
Stammer af mere blandet Beskaffenhed med
arab., tyrk. og mongolske Elementer. Disse
Ilijater lever næsten udelukkende som Nomader
og bebor de indre Sletter i Øst, de nordøstlige
Grænseegne samt de vestlige Bjergegne. De
holder store Faarehjorder, af hvis Mælk de
tilbereder flydende Smør (Rafan), der afsættes
overalt i Landet. Desuden har de Heste, Æsler,
Muldyr, Geder og Hornkvæg, og de Stammer,
der flakker om i Sletterne, har Kameler. Hver
Stamme har et af Regeringen anvist bestemt
Omraade, men det er ikke sjælden, at den søger
at tilkæmpe sig et større ell. bedre Distrikt.
For øvrigt er der en betydelig Variation i
Nomadestammernes Levevis; der er dem, der hele
Aaret flakker om paa Steppeplateauerne, og der
er andre, der om Vinteren bor paa Sletten ved
Foden af Bjergene, altid paa samme Sted, hvor
de mest velhavende endogsaa har Stenhuse,
medens de om Sommeren vandrer op paa
Bjergene til deres tilvante Græsgange, hvor de
opstaar deres Telte. Disse er enten
bikubeformede, støttede af et let Stel og dækkede af en
sort Filt af Gedehaar, ell. de er forsynede med
flade Tage. Bohavet bestaar kun af Tæpper,
Puder og det nødvendigste Køkkentøj som
Kedler og Læderflasker. Moralsk set staar
Nomaderne over den pers. Stadbefolkning; de
skildres som modige, ordholdende og gæstfri, og
deres Kvinder er arbejdsomme og agtede. De
har ikke Følelsen af, at P. er deres Fødeland;
en Nomade vilde aldrig sige: »jeg er Perser«,
men derimod: »Jeg er Kadjar, jeg er
Bakhtiari«, idet han vilde nævne Stammen, hvortil
han hørte. Høvdingerne har stor Myndighed;
til dem betaler de menige Ilijater deres Afgifter
i Uld, Skind ell. Faar, da de knap ved af Penge
at sige, og Høvdingerne affinder sig med
Regeringen. De er ogsaa forpligtede til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
