Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Penge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man mene, at den høje Pris paa udenlandske
Betalingsmidler virkede stærkt hemmende paa
Importen, men dette vil oftest ikke være
Tilfældet, idet de af Inflationen skabte mange
lettjente Spekulationsavancer tværtimod fører til
en forøget Import af Luksusvarer, ligesom selve
den Omstændighed, at Formuegenstandenes
Pengeværdi stiger og stiger, i Befolkningen
vækker en falsk Forestilling om forøget
Velstand, som frister til et umaadeholdent
Forbrug. Jo længere Inflationen varer, des bedre
vil dens Ofre imidlertid lære at gardere sig
mod Virkningerne af et fortsat Fald, i
Pengeværdien — Arbejderne kan f. Eks. betinge sig
en med Prisniveau’et varierende Løn og
Kapitalisterne gør Ydelsen af ny Laan afhængig af,
at Renter og Afdrag erlægges i en værdifast
Møntsort e. l. — og tilsidst indtræder da den
Situation, at ingen mere har Fordel, men alle
har Fortræd af den bestaaende Tingenes
Tilstand. Er det ikke lykkedes før, vil Inflationen
i hvert Fald blive standset paa dette Stadium,
men Pengeforvirringen vil da have afsat sig saa
dybe Spor, at der forestaar det paagældende
Samfund en baade lang og smertefuld
Rekonvalescens.
Er Inflationens Følger skæbnesvangre for et
Samfund, er Deflationens det imidlertid
ikke mindre, i hvert Fald naar den overstiger
et vist Punkt. Naar P.’s Købekraft stiger, vil
dette foraarsage Tab for de handlende, der har
gjort Indkøb til højere Priser, og ligeledes for
alle Producenter (Haandværkere,
industridrivende og Landmænd), der har købt Maskiner,
Raastoffer o. s. v. til Priser, som ikke svarer til
den lave Pris, hvortil det færdige Produkt nu
kan udbringes. Saafremt Indkøbene er gjorte
paa Kredit ell. ved Hjælp af Laan, opstaar der
Fare for Vanskeligheder ved Laanenes
Forrentning og Tilbagebetaling, og derigennem for
Standsning af Virksomheden og Arbejdsløshed.
De samme Følger fremkommer ved, at et
stærkt Prisfald ofte fremkalder en Frygt for
yderligere Nedgang i Priserne, hvilket bevirker,
at Tilbøjeligheden til Produktion indskrænkes.
Indtil Verdenskrigens Udbrud var det den
alm. Opfattelse, at Guldmøntfoden, selv om den
ikke kunde hindre Prisniveauet i gennem en
længere Periode at bevæge sig opad ell. nedad,
saa dog sikrede mod alt for bratte
Prissvingninger fra det ene Aar til det andet; men
Erfaringerne fra den efterfølgende Tid har vist,
at denne Forudsætning ikke under alle
Omstændigheder holder Stik, og i et Land som U. S. A.,
der stadig — bortset fra en kortere Periode
under Krigen — har kunnet opretholde en effektiv
Guldmøntfod, maatte Tanken om at stabilisere
Prisniveauet, som allerede tidligere havde været
diskuteret i Teorien, derfor ganske naturligt
komme stærkt i Forgrunden. Siden Midten af
1921, da Depressionen efter
Krigskonjunkturernes Sammenbrud var til Ende, har Federal
Reserve Bankerne (De forenede Staters
Centralbanker) gennem deres Diskonto- og
Kreditpolitik direkte styret mod dette Maal og med et saa
gunstigt Resultat, at Prisniveauets Svingninger
i hvert Fald indtil nu har holdt sag inden for
rimelige Grænser, til Trods for at Bankernes
Guldbeholdning samtidig er vokset efter en
hidtil ukendt Maalestok. Den meget betydelige
Gæld, som England, Frankrig, og forsk. andre
Lande under Krigen stiftede i U. S. A., har
nemlig haft til Følge, at en stadig voksende Del
af Verdens Guldforraad i de senere Aar har
fundet Vej til U. S. A., hvor største Delen af
det er havnet i Federal Reserve Bankernes
Kælderhvælvinger, uden at disse har ladet
Omfanget af deres Kreditgivning paavirke heraf i
nogen synderlig Grad. Om denne
Guldstabiliseringspolitik vil staa sin Prøve i det lange
Løb, kan kun Erfaringen vise, men sikkert er
det i hvert Fald, at den har været af
overordentlig stor Bet. for det amer. Erhvervsliv,
saavel som ogsaa for hele den øvrige Verdens.
Men de overflødigt store Guldreserver paafører
paa den anden Side Federal Reserve Bankerne
et meget betydeligt aarligt Rentetab, og fra
fl. Sider er den Opfattelse derfor ogsaa blevet
gjort gældende, at U. S. A. hellere maatte
opgive Guldmøntfoden cg erstatte den med en paa
videnskabelige Principper baseret Papirfod.
Overgangen til et saadant Pengesystem vilde i
Virkeligheden kunne ske ret umærkeligt, idet
den eneste Forandring praktisk talt blev den,
at Guldet kom til at svinge i Pris ligesom
andre Varer, hvorimod Bestræbelserne for at
holde Dollarens Købekraft stabil kunde
fortsættes uforandret. Da over Halvdelen af
Verdens Guld i Mønt og Barrer nu er samlet i
U. S. A., vilde Resultatet af, at en stor Del af
dette blev kastet paa Markedet, dernæst
utvivlsomt blive et meget betydeligt Fald i Guldets
Pris, og inden længe vilde andre Lande derfor
se sig stillet over for Nødvendigheden af at
slaa ind paa en lgn. Politik. Senere kunde man
saa tænke sig Sagen ordnet ad international Vej,
f. Eks. ved Oprettelse af et for hele Verden
fælles Pengeinstitut, hvis Sedler skulde udstedes
efter saadanne Regler, at de altid kunde købe
et vist Kvantum Varer af en bestemt
Sammensætning, Det maatte da blive de enkelte Staters
Opgave at holde deres Valuta i Paritet med
disse internationale Penge. Hvorvidt en saadan
Ordning vil kunne gennemføres i Praksis, bliver
en Sag for sig. Men teoretisk er der intet i
Vejen for at basere et rationelt Pengesystem
paa uindløselige Sedler, naar blot disses
Mængde til enhver Tid afpasses efter, hvad der
er fornødent til Opretholdelse af det bestaaende
Prisniveau.
P.’s Substansværdi (Værdien af det Stof,
hvoraf de bestaar) er i det hele ikke afgørende
for deres Funktionsværdi (Købekraft), men kun
at betragte som et Minimum, hvorunder denne
ikke kan falde. I Metalfodslande med fri
Udmøntning kan Møntens Værdi ikke overstige
Metallets Markedsværdi med mere end
Møntningsgebyret, og naar dette ikke ansættes til
mere, end hvad Prægningen virkelig koster,
bliver Forskellen ubetydelig. Anderledes stiller
Forholdet sig allerede, naar Gebyret sættes
urimelig højt; og naar der ikke hersker fri
Udmøntning, men Staten selv fastsætter, hvor
meget den vil lade udmønte, kan man ikke
angive nogen Grænse for, hvor meget Møntens
Værdi kan komme til at overstige Værdien af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
