Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peloponnesiske Krig - Pelops - Pelorie - Peloro - Pelotas - Peloton - Pelotte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Peloponnesiske Krig kaldes den langvarige
Krig mellem Athen og dets Søforbund paa den
ene Side og det peloponnesiske Forbund under
Spartas Ledelse paa den anden Side, som med
en kortere Afbrydelse førtes 431—04 f. Kr.; se
Grækenland S. 231 ff.
H. H. R.
Pelops, Søn af Tantalos, Zeus’ Søn, Kongen
i Sipylos i Lydien, og Dione, Atlas’ Datter, selv
Stamfader til den mægtige, i Sagnene berømte
Pelopideæt. Myten om P. er gl og antydes
allerede i Hovedtræk i de homeriske Kvad; senere
er den fortalt hos Pindar og med talrige
Detailler ofte behandlet af Tragikerne. Det berettes,
at Tantalos levede som Gudernes Lige, nød
Ambrosia og Nektar og modtog Guderne som
Gæster. For at prøve deres Klogskab, hedder det,
slagtede han da Sønnen P. og satte hans Kød
frem for dem. Ingen rørte Maaltidet, Demeter
alene undtagen, som i sin Sorg over Tabet af
Datteren Persefone ikke havde Sans for andet
og spiste af den ene Skulder. Da derfor
Guderne ved Hermes og Klotho kaldte P. til Live
igen, maatte han hjælpes med en Skulder af
Elfenben. Senere havde Pelopiderne som Minde
herom et Slægtsmærke, en lys Plet paa venstre
Skulder; herved genkendtes Orestes i Tauris af
sin Søster Ifigeneia. Som voksen drog P. med
mange Skatte fra Lydien til Grækenland og
drog til Pisa i Elis, paa Halvøen, for at søge at
vinde Kong Oinomaos’ Datter, Hippodameia. Det
var af Oraklet varslet Oinomaos, at han skulde
dø ved sin Datters Giftermaal. Han havde da
sat de talrige Friere den Betingelse for at vinde
Datteren, at de skulde køre Væddeløb med ham,
og den, han indhentede, gennemborede han
med Lansen. Da han ejede et Spand vingede
Heste, var han en saare farlig Modstander; før
P.’s Komme var allerede 13 unge Mænd bukkede
under, og deres Hjerneskaller prydede Ares’,
Oinomaos’ Faders Tempel. For P. lykkedes det
imidlertid først at vinde Hippodameia’s
Kærlighed. Dernæst bad han om Hjælp hos Poseidon,
der havde yndet ham som Zeus Ganymedes, og
fik af ham et Spand vingede Heste, der var
hurtigere end Oinomaos’ (Pindar). Eller det
hedder, at han bestak Køresvenden Myrtilos, en
Søn af Hermes, der løsnede et Hjul paa
Modstanderens Vogn, saa denne væltede og
Oinomaos dræbtes. Myrtilos havde som Løn faaet
Løfte om Halvdelen af Riget (ell. om
Hippodameia’s Gunst), men da han krævede sin Løn,
blev han af P. fra en Klippe paa Euboia styrtet
i Havet (det myrtoiske, ved Euboias Sydspids).
Men hans og Hermes’ Forbandelse fulgte
Pelopideætten. P. blev foruden over Pisa ogsaa
Herre over Olympia og nævnes som den egl.
Indstifter af Legene. Han havde her en
Helligdom, Pelopeion, og endnu paa Pausanias’ Tid
bragtes der ham Offer, en sort Vædder. Han
herskede over store Dele af Halvøen, der efter
ham fik Navn af Peloponnesos (P.’s Ø).
Med Hippodameia havde han mange Sønner og
Døtre, deriblandt Atreus og Thyestes, Kreon og
Pittheus samt Nikippe; med en Nymfe, Danais
ell. Axioche, havde han Sønnen Chrysippos, som
han yndede meget. Efter Hippodameia’s
Tilskyndelse blev denne Søn derfor dræbt af
Atreus og Thyestes; men som Følge heraf blev
de forbandede af P. og maatte sammen med
Moderen forlade Pisa og drage til Mideia i
Argolis, hvor deres Søster Nikippe’s Søn,
Eurystheus, herskede. Atreus’ Æt er i øvrigt senere
knyttet til det sagnrige Mykenai. Efter
Hippodameia’s Død førte P. ifølge et Orakelsvar
hendes Ben til Olympia.
Væddekampen med Oinomaos, ell. rettere
Øjeblikket lige før dens Beg., var fremstillet
paa Østgavlen af Zeus-Templet i Olympia. Fra
Vaser, Sarkofager og etruskiske Askekister
kendes en Række Fremstillinger af samme ell.
andre af Sagnets Scener, mest dog af hvad der
vedrører Væddekørselen, som ifølge Pausanias
allerede var fremstillet paa Kypselos’ Skrin.
Ved Maalsøjlen i Hippodromen i Olympia
fandtes en Gruppe af Hippodameia og P., hvis
Hoved hun kransede med Sejrsbaandet. P. selv er
ofte i asiatisk Dragt, i Lighed med Paris.
H. A. K.
Pelorie kaldes i Plantepatologien en
Misdannelse, som bestaar i, at en normalt
uregelmæssig Blomst bliver regelmæssig; dette
skyldes enten, at de Organer, som betinger
Uregelmæssigheden, ikke udvikles (f. Eks. Mangel af
Spore hos Viol, Torskemund, Orkideer), ell. at
disse Organer udvikles alsidig (f. Eks. Sporer
paa alle 5 Kronblade hos Torskemund,
Udvikling af alle 5 Kronblade hos Randblomsterne i
Astereers Kurve, saaledes at disse Blomster
bliver rørformede, regelmæssig Udvikling af
Kronbladene hos Papilionaceer o. s. v.); disse Typer
kan dog ikke holdes skarpt ud fra hinanden. P.
optræder i det fri kun hos enkelte Individer;
men Misdannelsen kan fæstnes saavel ved
vegetativ som ved kønnet Formering; ved Udvalg
har man fremstillet ret konstante Pelorieracer
af Torskemund o. a., som har fundet nogen
Anvendelse i Havebruget; efter nogle Iagttagelser
synes en kraftig Ernæring at være Betingelse
for, at det arvelige Anlæg til P. giver sig
synligt Udslag. (Litt.: De Vries,
»Mutationstheorie«, I).
(F. K. R.). C. F.
Peloro, Promontorium Pelorum,
Oldtidens Navn paa Nordøstspidsen af Sicilien,
kaldes nu Capo di Faro (se Faro).
C. A.
Pelotas [pə’låta∫], By i Staten Rio Grande
do Sul, Brasilien, lidt oven for Udløbet af Rio
São Gonçalo i Lagoa dos Patos, 50000 Indb.
Havnen er tilgængelig for mellemstore Skibe og
udfører Kød, Huder, Sæbe og Lim.
M. V.
Peloton Tdansk -’tåŋ, fr. plå’tå] (fr.) kaldtes
den taktiske Underafdeling i Bataillonen i 18.
Aarh., medens Kompagniet kun var en admin.
Enhed. Inddelingen i P. findes endnu i enkelte
Hære, f. Eks. i Norge og Sverige, som
Benævnelse for Kompagniets (Eskadronens) nærmeste
Underled (Delinger).
(B. P. B.). E. C.
Pelotte (fr. pelote) kaldes paa Bandager den
afrundede, alm. aflange boldlignende Del, som
er bestemt til at anbringes paa et Sted af
Legemet, hvor man ønsker at udøve et jævnt og
ikke pinligt Tryk. Trykket tilvejebringes ofte
derved, at P. anbringes paa Enden af en
Metalfjeder, der som en Bue ligger omkring
Legemet og saaledes tager Modtryk paa
det tværs over for P.’s Plads liggende Parti,
eller ogsaa sættes P. paa et passende Sted
af en elastisk Rem eller Gjord, der spændes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
