Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pelletan, Eugène og Camille - Pelletierin - Pellico, Silvio - Pellidol - Pellissier, Georges - Pellote - Pellotin - Pelloux, Luigi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ordskifte som en varm Talsmand for det
maadeholdne Fremskridt baade over for
socialistisk Omvæltning og klerikal Reaktion; 1855
rettede han skarpe Angreb paa Lamartine for
hans politiske Frafald og ligeledes 1860 paa
Béranger, hvis Indflydelse han fandt skadelig.
En Del af sine ældre Artikler samlede han i
Profession du foi du XIX siècle (1863, 3. Udg.
1864). Af hans andre talrige Skr bør nævnes:
La loi des progrès (1857, 6. Udg. 1881), Les rois
philosophiques (1858, om Oplysningstidens
Fyrster), Décadence de la monarchie française
(1860, 4. Udg. 1872), La nouvelle Babylone (1862,
Satire over Datidens Sæder), Jussereau, le
pasteur du désert (1877). 1863 valgtes han til den
lovgivende Forsamling, hvor han hørte til den
demokratiske Opposition og særlig krævede en
alvorligere Undervisning for Kvinderne og en
dermed flg. forbedret Stilling i Samfundet. Han
genvalgtes 1869 og stemte 1870 mod Krigen;
var 1870—71 Medlem af Forsvarsregeringen og
1871—75 af Nationalforsamlingen, hvor han dog
ikke spillede nogen særlig Rolle. 1876 valgtes
han til Senatet, var 1879—80 en af dets
Næstformænd og blev 1881 en af dets Kvæstorer.
2) Hans Søn, Camille P. (1846—1915), blev
1869 Medarbejder af det radikale Blad Rappel;
han misbilligede Kommunens Oprør 1871, men
klagede 1879 i La sémaine du mai (3. Udgave
1892) over den Grusomhed, hvormed det
undertryktes. 1880 blev han tillige Redaktør af
Clémenceau’s Blad Justice og valgtes n. A. til
Deputeretkammeret, hvor han siden var en af
yderste Venstres Ordførere; han var en skarp
Modstander af Kolonialpolitikken og ivrig for
Prinsernes Udvisning, men lige saa afgjort imod
Boulanger’s Bestræbelser. Efterhaanden
nærmede han sig Socialisterne og knyttedes 1897
til Millerand’s Blad Lanterne. Juni 1902—Jan.
1905 var han Marineminister under Combes,
men vandt ikke særlig Ros for sin Forvaltning,
der formentlig havde svækket Flaadens Kraft og
skadet Mandstugten. Endvidere var han en
ivrig Talsmand for Adskillelsen mellem Stat og
Kirke. 191 blev han Senator.
E. E.
Pelletierin, C6H15NO, et Alkaloid, der findes
i Granatrodbark sammen med andre Alkaloider,
som Isopelletierin, Metylpelletierin og
Pseudopelletierin. P. er en farveløs Vædske, som
koger ved 195° under delvis Sønderdeling; P.
absorberer hurtig Ilt fra Luften og farves derved
mørk; den er opløselig i Vand, Alkohol og Æter,
men særlig letopløselig i Kloroform. Den
vandige Opløsning reagerer stærkt alkalisk. Salte
af P. — spc. Tannatet og Sulfatet —, der dog i
Reglen indeholder de i Granatroden
forekommende Alkaloider, anvendes i Lægevidenskaben
som Middel mod Bændelorm.
(O. C.). R. K.
Pellico [’pæliko], Silvio, ital. Forf., f. 24.
Juni 1789 i Saluzzo, d. 31. Jan. 1854 i Turin. Efter
at have opholdt sig i 4 Aar i Lyon og drevet
Sprogstudier der blev han 1810 Lærer i Fransk
ved en højere Skole i Milano; der kom han i
Forbindelse med Italiens daværende berømteste
Digtere, forsøgte sig selv med Held som Digter
og stiftede med Manzoni o. fl. det frisindede og
antiøsterr. Tidsskrift Il Conciliatore. Men P.’s
Liberalisme gjorde ham mistænkt af den østerr.
Regering, og 1820, da Syditalien havde rejst
Oprørsfanen, og P.’s patriotiske Tragedie
Francesca nys havde vakt alm. Begejstring,
arresteredes han 13. Oktbr i Milano som Carbonaro,
domtes to Aar efter til Døden, men fik Straffen
forandret til 15 Aars strengt Fængsel. Det blev
dog kun 8 Aar, som han tilbragte paa
Fæstningen Spielberg i Mähren, men han maatte der
gennemgaa mange Lidelser; 1. Aug. 1830
løslodes han derfra. Disse Fangeaar, der blev
Hovedbegivenheden i P.’s Liv, har han skildret i sin
klassiske Bog Le mie prigioni (1. Udgave 1832,
siden utallige Gange udg. og overs., paa Dansk
ved V. Busch, 1843). I et rent og enkelt Sprog
har han fortalt om sine Oplevelser i Fængselet
og om sine egne indre Kampe. Vi gør
Bekendtskab med en ideelt tænkende Personlighed, dybt
religiøs. Han var under sit Fængselsophold
blevet en troende Katolik, hvad hans senere
Værker bærer tydeligt Præg af. Af hans
Digterværker er Tragedien Francesca da Rimini (1815)
navnkundigst, men ikke bedst; andre af hans
Tragedier, hvoraf nogle er digtede i Fængselet,
har større Værdi, navnlig Eufemio da Messina
(1820, forbudt af det østerr. Politi); i tolv
mindre, episke Digte behandlede han Emner fra
Middelalderen; endelig har han forfattet en Del
Lyrik og en populær religiøs-moralsk Afh. Dei
doveri degli uomini. Samlinger af hans Breve
er udkomne i Firenze 1856, Turin 1861, 1874 og
1877—78 (Lettere famigliari inedite). Opere
complete (Milano 1886), Prose e tragedie scelte di
S. P. con proemio di F. d’Ovidio (Milano 1898),
Udgave med Indledning og Kommentar af E.
Bellorini (Milano 1907). (Litt.: G. Briano,
S. P. [Turin 1861]; Bourdon, S. P., sa vie et
sa mort [Paris 1879]; I. Rinieri, Della vita e
delle opere di S. P. [Turin 1898—1901]).
(E. G.). E. M-r.
Pellidol er et Diacetylderivat af
Amidoazotoluol og er et Pulver af lys rødgul Farve,
der anvendes som Lægemiddel ved
Saarbehandling enten som Salver ell. Strøpulver.
E. K.
Pellissier [pæli’sie], Georges, fr.
Litteraturhistoriker (1852—1918), har blandt andet
udgivet La vie et les œuvres de Du Bartas
(1883), Le mouvement litteraire au XIX siècle
(1889, 3. Opl. 1893, prisbelønnet af Akademiet),
Essais de littérature contemporaine (3. Opl.
1894), Nouveaux essais (1894), Traité de
versification française (3. Opl. 1894), Études de
litterature contemporaine (2 Bd, 1898—1900), Le
mouvement litteraire contemporain (1901), Étude
de littérature et morale contemporaines (1905),
Voltaire (1908), Shakespeare et la superstition
shakespearienne (1914) samt forsk. Antologier.
S. Ms.
Pellote [pæ’ljåtæ], se Pellotin.
Pellotin, et Alkaloid, der indeholdes i en i
Mexiko hjemmehørende Kaktusart
(Anhalonium Lewinii), har fundet nogen Anvendelse i
Medicinen som Sovemiddel. Under Navn af
»Pellote« benytter de Indfødte selve Planten,
dels som Lægemiddel, dels som
Berusningsmiddel.
(A. B.). E. K.
Pelloux [pe’lu], Luigi, ital. General og
Minister, f. 1839 i Savojen, gennemgik
Officerskolen i Torino og deltog i Felttogene 1859, 1860 og
1866, samt ved Roms Indtagelse 1870, idet han
anførte det Artilleri, som skød Breche i Porta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
