Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peking - Peking-And - Peking-Konferencen - Peking-Nattergal - Pektase - Pektinstoffer - Pektinsyre - Pektis - Pektolit - Pektose - pekuniær - Peladan, Joséphin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Englænderne, den kejserlige Jagtpark
Nanhaitse, hvis Dyrebestand af Antiloper og den
næsten uddøde Elaphurus davidianus 1894
aldeles ødelagdes af de japanske Soldater, der
bivuakerede i Parken.
Allerede 1000 Aar f. Kr. skal der paa P.’s
Plads have ligget en By Ki, der af og til var
Hovedstad i mindre Stater; men større Betydning
fik den dog først 1267, da Mongolkejseren
Kubilai flyttede sin Residens hertil fra Karakorum,
hvorefter den af Kineserne blev kaldt Tartu
(den store Hovedstad), medens den hos
Mongolerne hed Khanbaligh. Efter Mongolernes
Fordrivelse forlagde Kejser Junglo af
Ming-Dynastiet 1409 sin Residens til P. fra Nanking, og
ved denne Lejlighed fik den sit nuv. Navn, der
dog i daglig Tale ikke anvendes bl. Kineserne,
som kalder den Kingtscheng ell. Kingtu,
Hovedstaden. 1644 indtoges P. af Mantshuerne,
1662 og 1730 hjemsøgtes Byen af Jordskælv, og
1860 holdtes den en Tid besat af eng. og fr.
Tropper. 1900 rasede Bokseroprøret i P. med
Forfølgelse af Europæere og kristne Kinesere
og Ødelæggelse af europ. Bygninger og Grave.
I henved 8 Uger (20. Juni—13. August)
belejredes Europæerne i det eng. Gesandtskab af
Boksere og kin. Soldater, inden det lykkedes
Tyskeren Waldersee med en Hær paa 10000
Japanesere og lige saa mange Europæere og
Amerikanere at komme til Undsætning. Et Par
Dage før Indtagelsen trak Hoffet sig tilbage til
Singanfu i det Indre af Kina, hvor det opholdt
sig til P. efter Fredsslutningen (Jan. 1901), var
rømmet af de fremmede Tropper (Septbr 1901).
(Litt.: S. D. Gamble og J. Burgus, A
social survey [1921]; J. Bredon, P. [1922];
K. Fisker, »P.« [i »Architekten« 1923]).
(H. P. S.). M. V.
Peking-And, se Ænder.
Peking-Konferencen. Bokseropstanden i
Kina og Mordet paa den tyske Gesandt i
Peking 10. Juni 1900 gav Anledning til P.,
bestaaende af Repræsentanter for Belgien,
Frankrig, Italien, Japan, Nederlandene,
Nordamerikas Forenede Stater, Rusland, Spanien,
Storbritannien, Tyskland og Østerrig-Ungarn. Ved
Konferencens Slutprotokol af 7. Septbr 1901 blev
den normale diplomatiske Forbindelse mellem
Kina og de fremmede Magter genoprettet, og
der blev fastsat Bestemmelser om Afbigt og
Erstatning for de stedfundne Angreb paa de
fremmede Gesandtskaber og om Garantier imod
Gentagelser. Efter Verdenskrigen har fl. af
Protokolmagterne opgivet deres Erstatningskrav mod
den kin. Republik. Saaledes har Tyskland,
Ungarn og Østerrig ved Fredstraktaterne 1919—20
givet Afkald paa alle de dem iflg.
Peking-Protokollen tilkommende Rettigheder og Krav,
ligesom Sovjetforbundet ved Art. 11 i en Traktat
af 31. Maj 1924 over for Kina har renonceret
paaden russ. Erstatningsandel.
G. R.
Peking-Nattergal, kinesisk N. (Liothrix
luteus Scop.), en til Timalierne (Timeliinæ)
hørende Spurvefugl, brun og gul af Farve, af
Størrelse næppe som en Spurv; den bebor
Himalaja og det sydlige Kina, hvor den p. Gr.
a. sin Sang er en alm. Burfugl, i hvilken
Egenskab den ogsaa føres til Europa.
O. H.
Pektase, se Pektinstoffer.
Pektinstoffer. I Frugter (Pærer, Æbler
o. a.), Boer o. l. findes Stoffer, hvis vandige
Opløsning fældes af Alkohol og derved giver et
geléagtigt Bundfald af Pektin. P. Gr. a. dette
Indhold af Pektin stivner Afkog af visse
Frugter til Gelé. De hidtil udførte Undersøgelser af
P. har ført til afvigende Resultater.
Sandsynligvis staar P. Kulhydraterne nær, mem de
synes at indeholde mere Ilt, hvorfor de antages at
indeholde Carboxylgrupper. Efter Frémy’s
Undersøgelser indeholder umodne Frugter
Pektose, som er uopløseligt i Vand, Alkohol og
Æter; dette Stof er Aarsag til, at umodne
Frugter er haarde, og bevirker, at Frugter bliver
haarde ved Kogning med kalkholdigt Vand,
fordi Pektose danner en Forbindelse med Kalken.
Pektase er et Enzym som bl. a. findes i
Runkelroernes Saft og kan vindes heraf ved
Fældning med Alkohol. — Behandles Pektin med
Alkalier ell. kulsure Alkalier ell. paavirkes det
længere Tid ved 30° af Pektase, da dannes
Pektinsyre, C16H22O15, som er uopløselig i
koldt Vand, Alkohol og Æter. Ved længere Tids
Kogning med Vand gaar denne Syre over til
Parapektinsyre og derpaa til Arabinsyre
(Metapektinsyre); hurtig sker denne
Overgang ved Kogning med Alkalier ell. fortyndede
Syrer. Pektinsyrens Alkalisalte er letopløselige
i Vand; de øvrige danner uopløselige geléagtige
Stoffer.
(O. C.). R. K.
Pektinsyre, se Pektinstoffer.
Pektis, en af Benævnelserne for det gl gr.
Musikinstrument Lyra ell. Kithara.
S. L.
Pektolit, et farveløst ell. graaligt Mineral,
som bestaar af Silikat af Kalcium og Natrium
(HNaCa2Si2O4). P. forekommer oftest i
radialstraalede Grupper af naaleformede Krystaller,
der tilhører det monokline System; den er ret
alm. i Blærerum i Basalt. I Alaska findes den i
kompakte Masser og benyttes trods sin ikke
særlig store Haardhed af de Indfødte til
Stenredskaber.
(N. V. U.). O. B. B.
Pektose, se Pektinstoffer.
pekuniær (lat.), hvad der angaar Penge.
Peladan [pla’dã], Joséphin, kaldet Sar,
fr. Forf. (1858—1918), Søn af en apokalyptisk
Religionsskribent, knyttede sig, litterært,
politisk og religiøst, til Barbey d’Aurevilly og
søgte at vække Opsigt ved alskens forskruet
Særhed, udgav sig for Mager og Efterkommer
af de babylonske Konger, hvorfor han antog
Titlen Sar og østerlandsk Klædebon, stiftede
em Rosenkors-Orden, som hvis Stormester han
arrangerede Kunstudstillinger og
Teateropførelser i mystisk Stil, saaledes Treakiteren Le
fils de étoiles (Wagnerie Kaldéenne, 1892),
Babylone (Tragedie i 4 Akter, 1893), Œdipe et le
sphinx (1903) og Sémiramis (1904). Foruden
et Foredrag om Rembrandt, Bøger om Leonardo
da Vinci (1910), hvis Manuskripter han udgav,
Frans Hals (1911), Kunstkritik og Studier
over den æstetiske Dekadence udgav P. den
magiske »Sar« som sit Hovedværk, en 17
Bd’s Romancyklus under Titlen La décadence
latine, hvorved, han forstaar den katolske
Kirkes Forfald, og som indeholder em uhyggelig
pervers Blanding af opstyltet Klerikalisme og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
