Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peel, Robert (m. fl.) - Peel, William - Peele, George
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krav om at fjerne de Hofdamer, der hørte til
Whig-Partiets Slægter. Derimod var hans
Overvægt i Underhuset 1841 saa stor, at han kunde
fremtvinge Ministeriets Afgang, og han dannede
da Septbr s. A. et nyt, ypperlig sammensat, til
Dels af yngre Mænd (det talte 3 senere
Førsteministre og 5 senere Vicekonger i Indien). I de
følgende Aar gennemførte han en Række store
økonomiske Fremskridt: en ny glidende Skala
for Korntolden, en indgribende Omdannelse af
Toldtariffen i Frihandels Retning, Indkomstskat
til Dækning af Statskassens Tab derved, en
fuldstændig Bankordning, der afsluttede hans
Værk fra 1819, o. fl. For at dæmpe Mismøjen i
Irland gav han Statstilskud til det kat.
Kollegium i Maynooth og oprettede 3 ny Kollegier
uden kirkeligt Præg; ogsaa gjordes Tilløb til
at omdanne Landboforholdene, hvori Roden laa
til alle Irlands Ulykker. Hans største Daad var
det dog, da han 1846 under Trykket af den
gruelige Hungersnød og overbevist af den
virksomme Agitation mod Kornlovene selv foreslog
og ved Modpartiets Hjælp gennemførte disses
Afskaffelse og dermed Frihandelens Sejr. Han
udtalte aabent, at han derved opgav
Grundsætninger, han selv og hans Parti længe havde
holdt fast ved — ligesom 1828—29 —, og at
Æren derfor nærmest tilkom Modstanderne. Ved
dette »store Forræderi«, som Beaconsfield
kaldte det, sprængte han selve Partiet, hvis Flertal
nu tog andre Førere og snart efter hævnede sig
ved et Forbund med det liberale for at
fortrænge ham fra Magten 29. Juni 1846.
Efter den Tid indtog han og hans nærmeste
Tilhængere (Peelitterne) en Mellemstilling i
Underhuset, idet han hjalp sine Eftermænd til
videre Fremme af Frihandelen og til Ændringer
i de irske Landboforhold. 4-Aars-Dagen efter sin
Afgang som Førsteminister blev han paa en
Ridetur kastet af Hesten og døde 3 Dage
senere. Hans Død regnedes af hele Folket for et
stort Tab, og mange Mindesmærker rejstes
siden for ham i de store Byer. Derimod havde
han i sin sidste Villie forbudt, at hans Lig
bisattes i Westminster-Abbediet mellem Englands
andre store Mænd, ell. at hans Enke og Søn for
hans Skyld ophøjedes i Peerstanden. Han var
vistnok ikke noget glimrende Snille, men hans
klare Forstand, umaadelige Arbejdskraft og
praktiske Indsigt, forbunden med udpræget
Retsind og urokkelig Selvstændighed, stiller ham
dog højt blandt Englands Statsmænd. Ogsaa
siges det om ham som Taler, at vel var Plunkett
den mest glimrende og Canning den mest
fortryllende, men P. den vægtigste«; heri var han
en Forgænger for sin ypperste Lærling
Gladstone. Han var desuden en rundhaandet
Beskytter af Kunst; hans Malerisamling solgtes senere
til Nationalgaleriet for 75000 £ St., og han ydede
baade R. Burns’ trængende Søster og Digterne
Th. Hood og Tennyson en Aarpenge. Hans
Taler udgaves 1853 i 4 Bd; hans Memoirs 1856—57
i 2 Bd af Jarl Stanhope, hans Breve 1891—99 i
3 Bd af Parker. (Litt.: Af de mange
Levnedsskildringer fremhæves: W. Cooke Taylor
og Ch. Mackay [4 Bd, 1846—50]; F. Guizot
[Paris 1856]; Lawrence Peel [1860]; Lord
Dalling [1874]; Lord Hardinge og A.
W. Peel [1891]; Jarl Rosebery [1899]).
2) Robert, Sir, foreg.’s Søn (1822—95),
gjorde i sine unge Dage diplomatisk Tjeneste i
Spanien (1844—46) og Schweiz (1846—50) og fulgte
1850 efter Faderen som Underhusmedlem for
Tamworth indtil 1880. Han sluttede sig straks
til det liberale Parti, blev 1855 Admiralitetslord
og ledsagede 1856 Jarl Granville til
Kejserkroningen i Moskva, men fjernedes n. A. fra sit
Embede, fordi han offentlig havde udtalt sig
kaadmundet om russ. Forhold. Han hævnede
sig ved heftige Angreb paa Lord Palmerston,
men blev alligevel 1861—65 Oversekretær for
Irland i dennes Ministerium (ligesom i sin Tid
Faderen), dog uden at vise særlig Dygtighed.
Senere nærmede han sig det konservative
Parti, især efter 1874; sad 1884—86 igen i
Underhuset, men uden Indflydelse, og optraadte
endelig 1889 som Talsmand for Irlands Selvstyre.
3) Arthur Wellesley, foreg.’s Broder
(1829—1912), opkaldt efter Wellington, var siden
1865 liberalt Underhusmedlem og havde
1868—74 samt paa ny 1880—84 Embede som
Understatssekretær i forsk. Ministerier. Endelig var
han 1884—95 Underhusets Formand og blev
derefter ophøjet til Peer som Viscount P.
4) Jonathan (1799—1879), Broder til den
ældre R. P., var 1815—27 Officer og fik 1854
Titel som Generalmajor. Han sad 1826—68
uafbrudt i Underhuset som udpræget konservativ;
var 1841—46 Generalinspektør for Artilleriet,
medens Broderen var Førsteminister, og tog
1855 Del i Undersøgelsen om Hærens Forhold
under Krim-Krigen. 1858—59 og paa ny Juli
1866—Marts 1867 var han Krigsminister under
Derby, men tog sin Afsked, fordi Disraeli’s
Udkast til en Valgreform formentlig ikke varetog
de konservative Interesser. Efter Reformens
Gennemførelse trak han sig tilbage fra det
offentlige Liv.
E. E.
Peel [pi.£], William, eng. Søofficer, f. 2.
Novbr 1824, d. 27. Apr. 1858, Søn af ovenn. R. P.
d. æ., traadte i Søtjenesten 1838, blev Officer
1844 og udkommanderedes til Stillehavet; et
ufrivilligt Otium 1850—52 benyttede han til at
foretage en farefuld Opdagelsesrejse til Nilen
og Ægypten, som senere er bleven beskrevet i
en Bog. Under Krim-Krigen udmærkede P. sig
i fremragende Grad, deltog i næsten alle
Kampene og blev belønnet med Victoria-Korset. 1856
førte han en Fregat til Kina; ved Efterretning
om det store Oprør i Indien ilede han med sit
Skib til Kalkutta, organiserede her en
Marinebrigade og deltog med denne i talrige Kampe,
hvor han paa ny udmærkede sig ved sin
Koldblodighed og sit eksempelløse Mod. Saaret ved
2. Undsætning af Lakhnau undslap han til
Khanpur, men fik her Kopper og døde.
C. W.-S.
Peele [pi.£], George, eng. Digter
(1558—98), studerede i Oxford og kom derefter til
London. Om hans Liv vides ikke meget andet,
end at han har levet paa samme udskejende
Maade som saa mange af Samtidens Forf., og
han døde fattig og glemt. Hans Digtning, der
kun delvis er bevaret, bestaar dels af Digte,
dels af Dramaer. Af Digtene kan nævnes: A
Tale of Troy, maaske skrevet, medens han
endnu var ved Univ., og The Honour of the Garter
(1593). Af større Interesse end Digtene er dog
hans Dramaer, der viser ham som nogenlunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
