Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Patrioter - Patriotisme - Patriotliga - Patripassianere - Patristicum - Patristik ell. Patrologi - Patritius - Patrizzi, Francesco
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Patrioter, politisk Partinavn, 1) for det
Parti, som i 18. Aarh. i den Mil. Republik var
Modstander af Arvestatholderens Regering, og
2) for det klerikale Parti i Bayern, som efter
1866 bekæmpede en nærmere Sammenslutning
med Nordtyskland. Ligeledes brugtes Navnet
jævnligt af de svenske Partier i det 18. Aarh.,
samt 1792 af Republikanerne i Frankrig.
E. E.
Patriotisme (nylat.), Fædrelandskærlighed.
Patriotliga var Navn paa et fr. politisk
Samfund, som dannedes 1882 af Pauli Deroulède
med det Formaal at vække en stærk national
Stemning i Folket og derved fremme
Elsass-Lothringem’s Genforening med Frankrig. Da han
1867 sluttede sig til Boulanger, fremkaldte han
en Sprængning; den af ham nystiftede P. valgte
Boulanger til Æresformand, men blev Marts
1889 opløst som ulovlig; men ud af den samme
Stemning opvoksede senere det politiske Parti
»Nationalister« samt en ny Ligue des interéts
français (1895) og det sideordnede Samfund
Patrie française.
E. E.
Patripassianere (lat., af pater = Fader og
pati = lide), oldkirkelige Vranglærere, som
under deres Bestræbelse for at hævde Guds
Enhed førtes til den Antagelse, at det var den
samme Person, som havde udsendt Kristus, og
som aabenbarede sig i Kristus, nemlig Faderen
selv Det var altsaa Faderem, som led og døde
for Menneskeslægtens Skyld.
A. Th. J.
Patristicum var den populære Benævnelse
for en Prøve i Latin, som teol. Studenter
tidligere maatte underkaste sig, forinden de kunde
faa Embedseksamen; der krævedes skriftlig og
mundtlig Overs. af Tekster fra de lat.
Kirkefædre (patres); deraf Navnet. Prøven blev
oprettet ved kgl. Resol. af 17. Decbr 1849 som
en Erstatning for, at Brugen af det lat. Sprog
ved teol. Embedseksamen helt blev afskaffet;
men efterhaanden føltes ogsaa denne som en
betydelig Vanskeliggørelse af Studiet, og ved
kgl. Resol. af 5. Aug. 1902 blev den derfor
ophævet.
H. M.
Patristik ell. Patrologi er Navne paa
den hist. Videnskab, som har Kirkefædrene,
deres Liv, Skrifter og Lære til Genstand.
Patrologi er Synonym til oldkristelig
Litteraturhistorie, medens P. ofte bruges i videre Betydning
om Behandlingen af alt, hvad der angaar
Kirkefædrene, i Særdeleshed deres Lære. Det er en
meget gl Videnskab, for saa vidt som allerede
Euseb af Cæsarea (død 337 e. Kr.) i sin
Kirkehistorie meddeler talrige Oplysninger om de
kirkelige Forf. og deres Skr, og Hieronymus
giver i De viris illustribus en kristelig
Litteraturhistorie, der begynder med Apostelen Peter og
slutter med Hieronymus selv. I Middelalderen
interesserede man sig især for Kirkefædrenes
Anskuelser; deres eksegetiske Udtalelser
samlede man i Katener og deres dogmatiske
Ytringer i Sentenssamlinger; men Datidens alm.
Mangel paa kritisk Metode udelukkede en virkelig
videnskabelig Behandling. Humanismen med
dens Interesse for de klassiske Sprog bragte
nyt Liv i Studiet af Kirkefædrene, og
Reformatorerne kastede sig ogsaa over dette for
derigennem at blive i Stand til at paavise, naar den
kat. Kirkes Vildfarelser var fremkomne. Delvis
som Følge heraf tog da kat. Teologer de
patristiske Studier op, og paa disse Omraader blev
de snart de førende; man plejer at regne, at P.
fik sin første store Blomstringsperiode i 17. og
18. Aarh., navnlig bl. fr. kat. Teologer; en
Kongregation inden for Benediktinerordenen, de
saakaldte Maurinere, leverede fortrinlige
Tekstudgaver, hvoraf nogle den Dag i Dag stadig er de
bedste, som haves. Den anden store
Blomstringsperiode begyndte i de sidste Aartier af 19.
Aarh., hvor en Rk. Fund bragte meget nyt og
hidtil ukendt Stof for Dagen; og den vedvarer
stadig, især karakteriseret ved ivrige
Bestræbelser for at tilvejebringe de bedst mulige Udgaver
af Kirkefædrene. Omkr. Midten af
Aarhundredet havde J. P. Migne i Patrologiæ cursus
completus (hvoraf Series latina udkom 1844—65 i
221 Bd og Series græca 1857—66 i 161 Bd)
leveret en bekvem Sammenstilling af alt det da
kendte Materiale; men i tekstkritisk Henseende
var disse Udgaver ofte meget mangelfulde; 1866
begyndte derfor Wien-Akademiet Udgivelsen
af Corpus scriptorum ecclesiasticorum
latinorum, hvoraf hidtil noget over 60 Bd er
udkomne, og fra 1897 foranstalter Berlin-Akademiet
»Die griechischen christlichen Schriftsteller der
ersten drei Jahrhunderte« i Standard-Udgaver
(hidtil 32 Bd), hvortil i 1903 kom to orientalske
Serier: Patrologia orientalis og Corpus
scriptorum christianorum orientalium, indeholdende
syriske, koptiske, arabiske og æthiopiske
Tekster. Et meget stort Udvalg af Kirkefædrenes
Skr i tysk Overs. findes i »Bibliothek der
Kirchenvater« (80 Bd, 1860—88; en langt mere
videnskabelig tilfredsstillende Nybearbejdelse af
dette Værk begyndte 1911; hidtil c. 40 Bd); i
eng. Overs. i The Ante-Nicene Christian
Library (24 Bd, 1866—72) og A Select Library of
Nicene and Post-Nicene Fathers (28 Bd,
1886—1900); en mindre Samling paa Norsk i
»Vidnesbyrd af Kirkefædrene« (18 Bd, 1880—94).
Den udførligste nyere Fremstilling af P. fra
protestantisk Side er A. Harnack: »Geschichte
der altchristlichen Literatur bis Eusebius« I,
Überlieferung und Bestand (1893), II,
Chronologie (1—2, 1897—1904); kortere Oversigter
bringer G. Krüger: »Geschichte der altchristlichen
Literatur in den ersten drei Jahrhunderten«
(2. Aufl. 1898) og H. Jordan: »Geschichte der
altchristlichen Literatur« (1911). Fra kat. Side
er det moderne Hovedværk O. Bardenhewer:
Geschichte der altkirchlichen Literatur (Bd
I—II, 2. Aufl. 1913—14; Bd III 1912); samme Forf.
har ogsaa udgivet en kortere »Patrologie« (3.
Aufl. 1910), og meget udbredt er G. Rauschen:
»Grundriss der Patrologie« (7. Aufl., bearb. v.
J. Wittig, 1921).
H. M.
Patritius, se Patrizzi.
Patrizzi [pa’tritsi], Francesco
(Patritius), ital. Filosof (1529—97), var i en
Aarrække Lærer i Filosofi i Ferrara, men tilbragte
sin sidste Tid i Rom, hvor han døde. I sine
Værker Discussiones peripateticæ (1581) og Nova
de universis philosophia (1591) udvikler han et
filos. System, der i Grundtankerne slutter sig
nær til den foreg. Tids Nyplatonisme, men ved
Siden af Telesio’s Hovedværk er det
betydeligste og mest selvstændige Forsøg paa at opbygge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
