Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - patria potestas - Patriark - patriarkalsk - Patriarkat - Patriarkkors - Patrice - Patricier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ægteskab, der som Følge af
Kultusfællesskabets agnatiske Karakter medførte en Løsrivelse
fra deres Slægts sacra, var ligeledes hans
Afgørelse en nødvendig Forudsætning. Som
Husfællesskabets økonomiske Overhoved, som den,
hvem det paahvilede at sørge for Familiens
Underhold, havde han Myndigheden til at
raade over Grundlaget for dens materielle
Eksistens. Han — og han alene — havde at forvalte
Familiens fælles Ejendom og at bestemme,
hvorledes Husfællesskabets Arbejdskraft skulde
udnyttes og Udbyttet anvendes. Naar Forholdene
krævede det, havde han Ret til — i Familiens
fælles økonomiske Interesse — for kortere ell.
længere Tid til Trediemand at udleje dens
disponible Arbejdskraft. Det er sikkert en saadan
Ret til ved en tidsbegrænset Arbejdsleje —
under visse Betingelser — at raade over Sønnens
Arbejdskraft, der er forudsat i de XII Tavlers
kendte, men utvivlsomt i Alm. misforstaaede
Bestemmelse: Hvis Faderen tre Gange »sælger«
(venum duit) sin Søn, mister han sin potestas.
En Ret til at »sælge«, der kan udøves gentagne
Gange, har ikke været nogen Ret til at »sælge«
i senere jur-tekn. Forstand. Og alt, hvad
Sønnerne — og Sønnesønnerne — erhvervede, blev
Familiens Fælleseje og var — til Familiens
fælles Bedste — undergivet hans Raadighed. Som
Husfaderen var Familiens Præst og Forvalteren
af dens Gods, var han endelig dens Lovgiver
og Dommer. Som den, hvem Omsorgen for
Bevarelsen af Forfædrenes Skikke var betroet,
havde han Myndighed til inden for Familien
over Husfællesskabets Fri og Ufri at haandhæve
Tugt og Orden. — i den rom. p. p. i dens
ældste hist. kendte Form har vi sikkert en senere
jur. udformet, paa enkelte Punkter videre
udviklet Rest af den gl. fællesariske
Husherremyndighed. Men medens hos andre ariske
Oldtidsfolk — f. Eks. hos Grækerne — den gl.
patriarkalske Familie, Husfællesskabet, som Følge
af den sociale og politiske Udvikling snart
mistede sin gammelariske Struktur og afløstes af
andre Familieformer, og Husfadermyndigheden,
der blot var en simpel »juridisk« Konsekvens
af dette Husfællesskab, derfor ogsaa tidlig blev
tidsbegrænset og ændret i sit Indhold, bestod i
Rom de økonomiske Forhold, der opr. havde
skabt den patriarkalske Familie, endnu ret
uforandrede paa det Tidspunkt, da Staten fik sin
afgørende jur. Udformning. Endnu i
Republikkens seneste Tid havde den rom. p. p.
væsentlig bevaret sin gl. Struktur. Og først ind i
Kejsertiden begyndte Potestasforholdet væsentlig
at omformes. Fra Grundsætningen om, at den
Sønnen som fri rom. Borger tilkommende
commercium var bunden ved Familiefaderens
potestas, gjordes — vistnok under Augustus — til
Gunst for Soldaten (miles) ved Anerkendelse af
det saakaldte peculium castrense en Undtagelse,
der blev den første Beg. til den senere stadig
tiltagende Svækkelse af Sønnens økonomiske
Afhængighed. Alt hvad Sønnen hjemmefra
medbragte i Tjenesten ell. selv in militia
erhvervede, blev hans egen fri og uindskrænkede
Ejendom, hvorover han i levende Live i eet og alt
havde Ret til at raade som pater familias. Saa
længe han tjente (militans), havde han
endvidere Ret til herover at testere. Under
Hadrian fik Sønnen ogsaa som Veteran (dimissus
militia) Ret til at testere over, hvad han in
castris havde erhvervet. Fra Constantin blev
Sønnens formueretlige Selvstændighed atter i videre
Udstrækning anerkendt. I den efterdiocletianske
Embedsstat fordrede Ret og Billighed, at hvad
Sønnen erhvervede i Statens Tjeneste ell. som
Advokat, som Gejstlig (miles Christi) ell. ved
kejserlig Gunst, blev ligestillet med, hvad han,
erhvervede som Soldat. I Analogi med
peculium castrense dannede sig Begrebet peculium
quasi castrense. I en Forordning af Constantin
blev det dernæst bestemt, at mødrene Arv (bona
materna) skulde tilfalde Sønnen som hans
Ejendom, saaledes at Faderens p. p. var begrænset til
Brugsret og (omhyggelig) Forvaltning. Og
denne Bestemmelse blev senere efterhaanden
udvidet til alt, hvad Sønnen udefra (extrinsecus)
erhvervede. Fra 2. Aarh. begyndte
Lovgivningsmagten at gribe ind i Husfaderens
jurisdiktionelt-censoriske Autonomi (se: jus vitæ et necis).
— I den ældste rom. Ret bortfaldt
Familiefaderens p. p., naar Sønnen blev flamen Dialis ell.
Datteren blev virgo Vestalis, og under
Justinian, naar Sønnen opnaaede Værdigheder som
Biskop ell. patricius. Og i den byzantinske Ret
medførte visse Forbrydelser mod Børnene
(expositio, lenocinium, incestus) Fortabelse af
Fadermyndigheden. Men i øvrigt udøvede den
rom. Familiefader i alle den rom. Rets forsk.,
hist. kendte Perioder sin Myndighed i dens
fulde Omfang, saa længe han levede. (Litt.:
C. W. Westrup, »Introduktion til
Romerrets-studiet« I, S. 47 ff.).
C. W. W.
Patriark (gr.), opr., i 4. Aarh., et Æresnavn
i den gr. Kirke for en Biskop. I 5. Aarh. blev
Navnet kun anvendt om Biskopperne i
Alexandria, Antiochia, Konstantinopel og Jerusalem,
hvem der tilkendtes særlig Myndighed. I den
russ. Kirke blev der 1589 oprettet et selvstændigt
Patriarkat ved Siden af Konstantinopels.
Den rom.-kat. Kirke har bevaret Patriarktitelen
for ganske enkelte Biskoppers Vedk., men uden
at lade den være ledsaget af særlig Myndighed.
A. Th. J.
patriarkalsk (gr.), hvad der vedrører en
Patriark; gammeldags; enfoldig, jævn, naturlig,
mindende om tidligere Tidens rene Sæder og
harmoniske Livsformer, landsfaderlig mild
Myndighed.
Patriarkat, se Matriarkat og Patriark.
Patriarkkors, se Kors, S. 537.
Patrice, se Skriftstøbning.
Patricier kaldtes i det gl. Rom den
Arveadel, hvis Oprindelse falder i Byens ældste
Tider. I Romerstaten syrnes opr. al politisk
Indflydelse saa godt som udelukkende at have
været P.’s; Jorden tilhørte dem, og til Senatorer
toges de patriciske Slægters Overhoveder. Men
til hver patricisk Slægt sluttede der sig fl. ell.
færre Slægter af afhængige Klienter (se
Klientel), og allerede i en tidlig Tid voksede der
ved Indvandring ell. Erobring af nærliggende
Byer et nyt Befolkningslag, Plebejere, op uden
om dem, Men P. vedblev alligevel at danne en
afsluttet Kreds for sig; den sidste Tilgang skal
de have faaet 504 f. Kr., da den sabinske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
