Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palæstina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jerusalem og Syd-P.; de havde nu kun nogle faa
Pladser, og 1291 blev de endelig ved Erobringen
af Akkâ fordrevne fra P. Korstogstiden bragte
P. i stærk Forbindelse med Vesten. En vis
Raceblanding fandt Sted, og muhammedansk og
frankisk Kultur udveksledes. Om
Handelssamkvemmet minder orientalske Mønter med
frankisk Prægning. Forbavsende er den
Bygningsvirksomhed, Frankerne har udfoldet i P., i
Borge, Kirker og Klostre.
Medens det abassidiske Kalifat ødelagdes af
Mongolerne 1258 ved Bagdads Fald, hævdede
de livegne tyrkiske Tropper, Mamlukerne,
Herredømmet i Ægypten. 1260 lykkedes det
deres Sultan Bajbars at slaa Mongolerne i P.,
som de siden beherskede sammen med det
øvrige Syrien, idet Bajbars og hans Efterfølgere
gjorde Ende paa Resterne af
Frankerherredømmet. Under Mamlukerne tilhørte P. tre
forskellige Omraader: Damaskus, Safed og Kerak.
Til Damaskus hørte i P. to Provinser: det
nordlige Østjordanland og det sydlige P.,
omfattende bl. a. Nabulus, Jerusalem, Hebron og
Gaza, i hvilken By Statholderen boede.
Forvaltningen udgik fra militære Synspunkter, og
Statholderne var Mamlukemirer. Fra denne Tid
stammer en Del prægtige Bygninger, mest
Moskeer, især fra de pragtlystne Bygherrer
Bajbars og, Qâitbaj; men Landet led mere og mere
under de stadige Kampe. 1516 erobredes P. af
den tyrkiske Sultan Selim. — Pilgrimmene
kunde stadig besøge P., og Pilgrimslitteraturen
fortsættes af Sæwulf (1103), Abbed Daniel (1108),
Burehardus de Monte Sion (1283), John de
Maundeville (omkr. 1340), Felix Fabri (1480),
hvortil kommer en jødisk Pilgrim som
Benjamin fra Tudela (1160—73) og muhammedanske
Rejsende som Nasiri Khusrau fra 11. Aarh.,
Ibn Djubajr fra 12. Aarh. og Ibn Battûta fra
14. Aarh. Medens de Kristne søger Jerusalem,
Jordan, Betlehem, Nazaret og de andre bibelske
Stæder, er for Muhammedanerne Jerusalem og
Hebron (med Patriarkgravene) »de to højædle
Helligdomme«; dertil kommer nebi mûsd i Juda
Ørken, hvortil der i de sidste Aarh. har været
valfartet ved Paasketid. Foruden disse
Rejsebeskrivelser fra P. har vi den egl.
Korstogslitteratur, især Vilhelm af Tyras, der har
skildret Perioden 1095—1184, samt de arabiske
Krøniker. Dertil kommer en Rk. arabiske
Geografer og Værker om Administrationen under
Mamlukerne.
De osmanniske Tyrkers
Herredømme fra 1516 betød ikke nogen væsentlig
Forandring i P.’s Forhold, kun at Overherren nu
sad i Konstantinopel, ikke i Kairo. Af
Sultanerne har Sulajmân den Prægtige (1520—66)
sat sig et Minde i Bygningsværker, især
Jerusalems Mur, som endnu omgiver Byen. I 18.
Aarh. skabte Shejkh Zâhir el-’Omar et lille
Rige i Galilæa med Akkâ, Pilgrimmenes
Landingsplads, som Residens; han bekrigedes og
dræbtes efter Sultanens Ordre. Kort efter
herskede Djezzâr Pasha i samme Omraade;
han gjorde Ende paa de franske Forretninger
og Foretagender i Akkâ 1791, og ham udøvede et
frygtet Herredømme over Dele af P. til sin
Død 1804. En Del Bygningsværker minder om
ham. Napoleon, der 1799 indtog Jafa, søgte
forgæves at erobre Akkâ; skønt han slog en tyrk.
Hær paa Jisreelsletten, blev hans Sejr uden
Betydning for P. Oprettelsen af Riget i Akkâ
var kun et enkelt Udslag af de mægtige
Slægters Kamp om Magten i P. I denne tog
Druserne (s. d.) ivrigt Del, i 17. Aarh. særlig
Slægten Fakhreddin, derpaa Slægten Shihâb,
hvis berømteste Repræsentant, Emir Beshîr
1831 satte sig i Forbindelse med Ægyptens
Hersker Muhammed Ali, og sammen med dennes
Søn Ibrahim Pasha erobrede Akkâ, efter
at hele Syd-P. havde overgivet sig til
Ægypterne; efter at Ibrahim Pasha var trængt helt
frem gennem Lilleasien, slog han sig ned i P.
med Residens i Jerusalem, men Befolkningen
var misfornøjet med de store Skatter og
Udskrivninger. 1840 tvang de europæiske Magter
ham til at opgive P., der atter lagdes under
Sultanen. De Reformer, som Sultan Machmûd
(1808—39) havde indført i Tyrkiet ved at
erstatte Janitsharerne med europæisk
Militærvæsen og afløse den tidligere Forlening med
Administration igennem Embedsmænd, blev ogsaa
gennemført i Syrien og P. ved Love af 1864,
1870, 1880, efter at Libanon havde faaet sin
egen Forfatning efter Kristenmassakrerne 1860.
Sammen med Syrien blev P. delt i wilâjet’er
med wali’er i Spidsen, hvorunder sandjaq’er
eller liwâ’er under Ledelse af mutesarrif’er,
der atter under sig havde qaimmaqâm’er, hvis
underordnede! var mudîr’er. Jerusalem dannede
en selvstændig liwâ, der ikke var under noget
wilâjet. Sultan Abd ul-Hamîd II (1876—1909)
interesserede sig stærkt for den herved
tilstræbte Centralisation, der lagde P.’s
Administration nærmere ind under Konstantinopel. En
Strid mellem England og Tyrkiet om Grænsen
mellem P. og Ægypten blev afgjort 1906, idet
Grænsen lagdes efter en Linie fra et Punkt
mellem Gaza og el-Arish ned til Taba ved
Aqaba-Bugten. Ved den ungtyrkiske Revolution
1908 blev den henlagte Forfatning af 1876
genoplivet, og P. sendte Repræsentanter til
Parlamentet i Konstantinopel.
Efter Korstogstiden var Europæerne stadig
interesserede i at opretholde Forbindelsen med
P., dels af Hensyn til Handelen, dels for at
sikre Pilgrimmene; derfor oprettedes der fra
14. Aarh. Konsulater i Bejrut, Damaskus,
Jerusalem, Ramla o. a. Efter Frankernes
Fordrivelse 1291 var nogle Franciskanere blevet
tilbage ved de hellige Steder, hvor der var
Kirker, Klostre og Hospitser, i Jerusalem,
Bethlehem, Betania, Emmaus, Jafa, Nazaret, Tabor,
Kapernaum, Haifa, Akkâ o. a. Magterne søgte
at understøtte dem, især de italienske, Napoli,
Firenze og navnlig Venezia. Da Frants I 1535
sammen med Sultan Sulajmân gennemførte
Kapitulationerne, der fornyedes flere Gange
(1673, 1740), anerkendtes Frankrig derved som
de Kristnes Beskytter i Orienten, og de
rom.-kat. fik Tilsagn om Besiddelsen af de hellige
Steder. Om disse samledes imidlertid ogsaa
andre kristne Samfund, Grækere, Armeniere,
Georgere, Syrianere, Jakobiter, Nestorianere,
Koptere og Abessiniere. Grækerne, der fra den
ældste Tid havde mange Klostre i P., gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
