Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludan-Müller - Paludan-Müller, Caspar Peter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Historikeren Caspar Peter P.-M. (s. d.),
til Dr. theol. Jens P.-M. (s. d.) og til Digteren
Frederik (Frits) P.-M. (s. d.). Den anden
af disse Brødre var Fader til cand. theol. Jens
P.-M. (1836—64), der 1863 vandt Universitetets
Prisopgave for en Afh. om Gotlands Forhold
til Danmark og Sverige i 14.—16. Aarh. (udk.
1865), men hvis lovende Løbebane snart blev
afbrudt, idet han fandt Heltedøden ved
Sankelmark, og til Henriette Philippa P.-M.
(1841—1907), som grundlagde en anset Pigeskole.
Ovenn. Dr. J. P.-M. blev Fader til Slotspræst
paa Frederiksborg Bernhard Lucian
P.-M. (f. 1845), der først var en flittig Medarbejder
ved, senere Redaktør af Ugeskriftet
»Sædemanden« (udkommet 1879—86), og som yderligere
vandt et anset Navn baade som kultiveret og
meget sympatetisk Præst og i Egenskab af
teologisk Forf. Sidstnævntes yngre Broder er
Sognepræst Johannes Nathanael P.-M. (s.
d.).
P. B. G.
Paludan-Müller, Caspar Peter, dansk
Historiker, f. i Kjerteminde 25. Jan. 1805, d. i
Kbhvn 1. Juni 1882, Søn af nedenn. Jens P. og
Broder til nedenn. Fr. P. Da Fladeren 1819 blev
Stiftsprovst i
Odense, kom
Sønnen i Byens
Katedralskole,
hvor hans
Interesse for
Historien først
blev vakt.
Efter at være
bleven Student
1822 studerede
P. Teologi og
tog sin
Embedseksamen 1827;
2 Aar efter
udnævntes han til
Adjunkt i
Odense og var
derefter knyttet til
den lærde Skole
lige til 1872,
siden 1853 som Rektor i Nykjøbing p. F. Han var
en ivrig Lærer og en fortræffelig Skolemand; men
sin rette Plads fandt han dog først, da han 1872
efter Allen’s Død blev kaldet til Univ. som Prof.
Rostgardianus i nordisk Historie. Til Trods for
sin høje Alder tog han med sjælden Iver og
Arbejdslyst fat paa Universitetsgerningen og
fortsatte dermed 10 Aar igennem, indtil Døden
ramte ham efter faa Timers Sygdom. Han
kunde da se tilbage paa et stort Livsværk.
Tidlig var P. begyndt paa videnskabelige
Historiestudier, og naar hans første Skrifter
drejede sig om Emner vedrørende Odense ell. Fyn
(f. Eks. hans Levnedsskildring af Biskop Jens
Beldenak. 1836), fordybede han sig dog
samtidig i den alm. Historie; et Par
Ungdomsskrifter om »Cola di Rienzo« (1838) og »Om
Machiavelli som Skribent« (1839) viser, hvor grundig
han var hjemme i Italiens Middelaldershistorie.
Hans egl. Felt blev dog Danmarks Historie, især
i ældre Tid, og han vandt sig straks stort Ry
ved sin Afh. for Magistergraden: Observationes
criticæ de foedere inter Daniam, Sveciam et
Norvegiam auspiciis Margaretæ reginæ icto
(1840), hvori han først udtalte den rette
Forstaaelse af Aftalen om Kalmar-Unionen (s. d.).
I de flg. Aar var P. mest sysselsat med
Udgivelsen af to vigtige Samlinger Aktstykker, den
ene af fynske Dokumenter om Danmarks indre
Forhold, den anden om Grevefejdens Historie;
Forarbejderne til den sidste førte ham til
sluttelig selv at give en Skildring af »Grevens
Fejde« (2 Bd, 1853—54), hvori denne
skæbnesvangre Borgerkrig var fremstillet med udtømmende
Kundskab og grundig Kritik. En Frugt af hans
første Universitetsforelæsninger var det
ypperlige Værk: »De første Konger af den
oldenborgske Slægt« (1874), som Forfatteren selv
betegner som »Omrids og Tanker til Forstaaelse af
Danmarks Historie i Overgangen fra
Middelalderen til den nyere Tid«. Højest staar dog
P. som Kritiker, og i en Række
Enkeltundersøgelser har han drøftet de forskelligste
Spørgsmaal i Danmarks Historie.
Som Historiegransker er P. i mærkelig ringe
Grad paavirket af de Strømninger, der
fremtraadte i Europa i hans Levetid. Noget hænger
det vel sammen med hans lange Ophold i et
Par Provinsbyer og med en med Aarene
tiltagende Tunghørighed; først og sidst er det
dog hans kraftige Personlighed, der førte ham
ind paa ganske egne Veje. Født Lærer som
han var, holdt han nok af systematisk at
fremstille de metodiske Grundsætninger, han fulgte;
men hans Metode kan dog ikke staa for en
nærmere Prøvelse, og den har ikke sjælden
ført ham ind paa gale Veje; hans
Undersøgelsers Værd beror derimod paa hans kritiske
Genialitet og mægtige Energi, og allerede den
kernefulde, tankevægtige Fremstilling fængsler
Læseren. Hvilket Problem P. end tog op,
kastede han et nyt og overraskende Lys over det,
og hans skarpsindige Kritik fandt udmærket
Støtte i hans indtrængende Kendskab til
Historiens Hjælpevidenskaber saavel som hans
Kyndighed i den kanoniske Ret. Paa den Maade
har han behandlet, for at nævne nogle af de
vigtigste Emner, Harald Biaatand’s Lovgivning,
Sakse’s Stilling og hans Værks Tilblivelse, Kong
Valdemar’s Jordebog, Jakob Erlandsen’s Proces,
Herredagene i Odense 1526—27, og fra nyere
Tid bl. a. Christian Barnekov som Christian
IV’s Frelser, Karl XII’s Dødsmaade o. m. a.
P. var en varmtfølende Fædrelandsven, og
hvor der rørte sig noget i Danmark, fulgte han
det altid med største Interesse og gav
undertiden sit Bidrag til Drøftelsen; 1848—49 var han
ogsaa Medlem af den grundlovgivende Rigsdag.
Men aldrig blev han saa lidt i Livet som i
Videnskaben noget Partis Mand; han ledtes ene
af sin Kærlighed til Sandheden og strenge
Pligtfølelse, og hans myndige Personlighed prægede
sig ogsaa i hans Ydre, i hans Kæmpeskikkelse
med det tungtskaarne Hoved.
Krigen 1864 bragte P. den store Sorg, at han
mistede sin eneste Søn, Jens P., som faldt
ved Sankelmark 6. Febr. Født i Odense 1836
havde han taget teol. Eksamen 1862; han
omgikkes G. Brandes og Julius Lange, og hans
Venner satte store Forhaabninger til ham.
 |
| C. P. Paludan-Müller. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
