Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palmerne - Palmerston, Henry John Temple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paa forsk. Vis bar, vel fra den ældste Kulturs
Tid, P. og deres store materielle Betydning sat
Spor i Tropebeboernes religiøse Forestillinger,
i deres Kunst, Sprog og hele aandelige Liv.
Mange St. har P. (saaledes Daddelpalmen i
Afrika) været Genstand for Kultus. Som
Æresbevisninger brugtes Palmeblade i den gr.
Oldtid. Og i den kristne Kirke anvendtes og
anvendes de endnu ved religiøse Fester o. s. fr.
(Litt.: O. Drude, Palmæ i Engler & Prantl:
»Die natürl. Pflanzenfam.«; B. Seemann, »Die
P.«, A. R. Wallace, Palmtrees of the
Amazon; C. Schröter, »Die P. und ihre
Bedeutung für die Tropenbewohner« [Zürich 1901];
heri yderligere Litt.).
A. M.
Palmerston [’pa.məstən], Henry John
Temple, Viscount, eng. Statsmand, f. 20.
Oktbr 1784, d. 18. Oktbr 1865. Hans Slægt kan
føres tilbage til Henrik VIII’s Tid og optoges
1722 bl. de irske
Peerer. Han
studerede
1810—06 først i
Edinburgh,
senere i
Cambridge og
arvede 1802 ved
Faderens Død den
irske
Peersværdighed, 1807
valgtes han til
Underhuset
(sad her
1811—31 som Medlem
for Univ. i
Cambridge og fra
1835 for
Valgflækken
Tiverton) og blev s.
A.
Admiralitetslord. 3. Febr 1808 holdt han sin første Tale,
idet han forsvarede Toget til Kjøbenhavn som
Nødværge, fordi Napoleon I vilde have tvunget
Danmark til at bryde Neutraliteten og brugt
dets Flaade mod England, og afviste samtidig
Forlangendet om at fremlægge de vedkommende
Aktstykker, da dette vilde skade Diplomatiets
Virksomhed. Oktbr 1809—Maj 1828 var han
Krigssekretær under de skiftende Ministerier
og viste stor Forretningsdygtighed, men tog kun
sjælden Del i de politiske Forhandlinger:
Canning kaldte ham derfor »vor tavse Ven« og
klagede over, at hans »Tredækker P.« ikke vilde
gaa mod Oppositionen. Han foretrak at spille
en glimrende Rolle i den store Selskabsverden
som fuldendt Modeherre og ivrig Sportsmand
og var Damernes Yndling (fik Tilnavnet »Lord
Cupidan«). Medens hans ligesom Canning kun
brød sig lidt om en Valgreform, tog han
allerede 1813 Ordet for Katolikkernes Ligestilling.
Han afslog 1827 Tilbudet om at blive
Skatkammerkansler, men fik Sæde i Kabinettet, hvad
han tidligere ikke havde villet. Ligesom
Canning’s andre Venner brød han 1828 med
Torierne og udtalte sig Juni 1829 med Varme mod
Dom Miguel’s Despoti og for en Udvidelse af
det ny græske Riges Landomraade. Novbr 1830
blev han Udenrigsminister i det liberale
Ministerium og havde denne Stilling indtil Aug. 1841,
med en kort Afbrydelse i Vinteren 1834—35.
Han virkede med Iver for Belgiens
Uafhængighed (vilde dog ikke lade en fr. Prins blive
Konge) og for Luxembourgs Deling; holdt paa
en god Forstaaelse med Frankrig mod de
østlige Stormagters Reaktion og understøttede
kraftig de frisindede Bestræbelser i Spanien og
Portugal, ja udtalte ligefrem den Grundsætning,
at alle konstitutionelle Stater var Englands
naturlige Forbundsfæller. Ogsaa værgede han
Tyrkiets Uafhængighed af Rusland og modsatte
sig 1840 Frankrigs Planer om Ægyptens
Løsrivelse fra Sultanens Herredømme; fremmede
ved Handelspagter Handelens Udvidelse og
stræbte efter at faa Slavehandelen helt
undertrykt.
Juli 1846 blev han paa ny Udenrigsminister,
brød med Frankrig p. Gr. a. »de spanske
Giftermaal« og støttede 1847 Schweiz mod
Østerrigs og Frankrigs Trusler om Indblanding til
Bedste for Jesuitterne. At han 1848 sendte Lord
Minto til Italien og viste Interesse for dets
Frihedsbevægelse, paadrog ham Beskyldningen for
at ophidse til Oprør og skaffede ham Tilnavnet
»Lord Firebrand« (Brandstifter), medens
Revolutionsmændene siden klagede over, at han
havde ladet dem i Stikken. Særlig søgte han at
mægle mellem Østerrig og Sardinien (ved en
Deling af Lombardiet) og mellem Tyskland og
Danmark (ved en Deling af Slesvig), men kunde
ikke vinde Indgang for sine Forslag. Stærkt
udtalte han sin Uvilje over Østerrigs grusomme
Adfærd mod Ungarn og, forstod 1851 at hindre
de unge Flygtninges Udlevering fra Tyrkiet;
derimod tillod han sig 1850 en meget brutal
Optræden mod Grækenland i Pacifico-Sagen. I
det hele styrede han Englands Udenrigspolitik
meget egenraadig; da han Decbr 1851 paa egen
Haand havde billiget Statskuppet i Frankrig
uden forud at have givet Dronningen nogen
Meddelelse derom, skønt hun allerede Aug. 1850
havde krævet at kende de Depecher, han
udsendte i hendes Navn, nødte hans Kolleger ham
til at fratræde. Men han tog kort efter
Oprejsning og fik Russell’s Ministerium styrtet ved
sine Ændringsforslag til Loven om Militsens
Ordning. Han vilde dog ikke overtage nogen
Ministerpost under Jarl Derby, men blev
derimod Decbr 1852 Indenrigsminister i Jarl
Aberdeen’s Blandingsministerium. Da den
orientalske Krig brød ud, var det især ham, der
krævede kraftige Forholdsregler, og ret naturlig
blev han derfor ogsaa Febr 1855 Førsteminister
for at føre Kampen til Ende. Det Forsøg, der
1857 baade fra konservativ og radikal Side
gjordes paa at fortrænge ham for hans
Optræden mod Kina, mislykkedes; men 1/2 Aar senere
i Febr 1858 styrtedes han ved et lgn. Forbund
mod hans Lovforslag om de fremmede
Flygtninge. Dog allerede Juni 1859 blev han for
anden Gang Førsteminister og sad nu ved Roret
indtil sin Død. Han brugte hele Englands
moralske Indflydelse til Bedste for Italiens Enhed,
og det var sikkert ogsaa hans oprigtige Ønske
at yde Danmark Hjælp 1864, saaledes som han
Aaret før utvetydig havde tilkendegivet, ja han
tænkte endog paa at sprænge sit eget Parti for
 |
| H. J. T. Palmerston. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
