Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orvarodd - Orvar Odd - Orvieto - Orycteropus - Oryctes - Oryktognosi - Oryktokemi - Oryx - Oryza - Orzegow - Orzeszkowa, Eliza - Os (d. s. s. Knogle, Ben) - Os (kemisk Tegn) - Os (d. s. s. Mund) - Os (i Træer) - Os (i Stednavne) - Os (Herred)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedmotiver i O.’s Liv er hans Kølle
(Holmgangen paa Samsø), hans Pile (Jættekampe i
det nordligste Norge) og hans Usaarlighedssærk
(aftvungen en Elvemø i Irland). Hans mange
Oplevelser holdes sammen ved det fælles
Baand, at han stadig kæmper imod sin Skæbne:
det er spaaet ham, at han skal finde sin Død i
Hjemmet og ved sin egen Hests Pandeskal, og
trods alt gaar det i Opfyldelse. Samme Sagn
fortælles bl. a. om Oleg, den nordiskes
Vikingekonge i Kijev og har vel sit Udspring i græske
Eventyr om Menneskers Kamp med den
uafvendelige Skæbne. (Litt.: F. Jónsson, »Oldn.
litt. Hist.«, 2. Udg. II, S. 806 f.; Boer,
»Orvarodds saga« [Leyden 1888]; Overs. i Rafn,
»Nordiske Fortids-Sagaer« II; fri Nydigtning af
Oehlenschläger 1841).
(A. O.). H. El.
Orvar Odd, se Sturzen-Becker.
Orvieto [or’viæto], By i Mellemitalien, Prov.
Perugia, paa højre Bred af Paglia ved
Jernbanelinien Firenze—Roma. Den ligger paa en
355 m høj isoleret Tufklippe, hvis lodrette
Vægge dels er naturlige, dels dannede ved
Kunst. I den nordøstlige Del af Byen ligger en
1364 anlagt gl Fæstning, der nu er omdannet
til en offentlig Have. Forbindelsen mellem Byen
og Jernbanestationen gaar gennem en Tunnel
under Fæstningen. O.’s berømte gotiske
Domkirke opførtes fra 1290 til 1580 og rummer
berømte Basreliefs, Glasmalerier samt Fresker af
Fiesole og Luca Sigorelli, endvidere et gl.
Paveslot, et etruskisk Museum, en 61 m dyb og 13
ni bred Brønd (Il Pozzo di S. Patrizio) fra
1627, Gymnasium og Seminarium. O. har
betydelig Vinavl og driver Handel med Vin,
Diner, Oliven, Kvæg, Korn og Silke. (1911)
18830 Indb. O. (urbs vetus) er den etruskiske
Volsinii.
C. A.
Orycteropus, se Jordsvin.
Oryctes, se Torbister.
Oryktognosi [’o-] (gr.) (Oryktografi),
egl. Læren om, hvad der graves ud af Jorden
(gr. όρυκτος, udgravet ell. opgravet), er en i
første Halvdel af 19. Aarh. jævnlig anvendt
Betegnelse for Mineralogi.
(N. V. U.). O. B. B.
Oryktokemi [’o-] (gr.), ældre Navn for Læren
om Stenenes kemiske Beskaffenhed.
Oryx [’o.ryks] er Slægtsnavnet for nogle ret
store, svære Antiloper (s. d.).
Oryza, se Ris.
Orzegow [’årtsəgo.], Bjergværksflække i
polsk Vojvodi Slask (Schlesien), ligger
umiddelbart S. f. Grænsen mod Tyskland, 5 km NV. f.
Królewska Huta (Königshütte). (1910) 7680 Indb.
O. har Stenkulsminer og Zinkværker. I
Nærheden ligger Riddergodset O. med Bjergværket
Godullahütte og (1905) 5882 Indb.
N. H. J.
Orzeszkowa [årзæ∫’kåva], Eliza, f.
Pawlowska, polsk Forfatterinde (1842—1910),
tilbragte sine første Aar paa Milkowszczyzna,
en Gaard i Nærheden af Grodno, og opdroges
siden i et Kloster i Warszawa. 15 Aar gl blev
hun gift med Godsejeren Orzezko, levede
nogle Aar et sorgløst Liv som ung Godsejerfrue,
indtil vaagnende Trang til Kundskaber og
personlig Udvikling førte hendes Liv ind i andre
Baner. Dette fjernede hende fuldstændig fra
hendes Mand, fra hvem hun blev skilt 1864.
Fra nu af ofrede hun al sin Tid paa
filantropisk Arbejde — særlig Kvindesagen og
Jødespørgsmaalet optog hende — og paa
Forfattervirksomhed. I hendes første Fortællinger
(»Ostatnia milość« (Den sidste Kærlighed), »Na
prowincyi« (I Provinsen), »Marta« [1872],
»Marya« [1876]) er Tendensen meget
fremtrædende; de fleste af dem behandler Ægteskabet med
ret stor Ensidighed ud fra de Erfaringer, O.
selv havde gjort, og kræver en anden
Opdragelse for Kvinder. I disse Bøger er Formen
endnu meget ubehjælpsom, men efterhaanden
udvidedes ikke blot Kredsen af de Emner, O.
behandlede, men hendes kunstneriske Evner
naaede ogsaa deres fulde Udfoldelse. I
»Dziurdziowe« (Familien Dziurdzia [1885]) og »Cham«
(Bonden [1886]) skildrer hun Bøndernes Liv,
i »Nad Niemnem« (Ved Njemen [1886]) og
»Bene nati« (1892) den lavere Adel og dens
Forhold til Bønderne. Jødernes Forhold, som
hun nøje havde lært at kende, tog hun op til
Behandling i Romanerne »Eli Makower« (1874),
og »Meïr Ezofowicz« (1877). Til
Kvindespørgsmaalet vendte hun igen tilbage i »Dwa bieguný«
(To Poler [1892]). Kun enkelte Gange gaar hun
i Valg af Emner uden for sit Land og sin Tid,
saaledes i »Mirtala« og enkelte andre Bøger,
hvor Handlingen er henlagt til Oldtidens Rom.
En Udgave af O.’s samlede Værker med
hendes Biografi begyndte at udkomme i
Warszawa 1912. (Litt.: I »Finsk tidskrift« 1906
findes en Artikel om O. af Alfr. Jensen).
H. C-e.
Os [ås] (lat., Gen. ossis), d. s. s. Knogle, Ben.
Os, kemisk Tegn for Osmium.
Os [o’s] (lat., Gen. oris), d. s. s. Mund.
Os siges der at være i Træet, naar Veddet
er saftfyldt paa det Tidspunkt, da Træet
fældes, hvilket især er Tilfældet fra noget før til
umiddelbart efter Løvspringet.
C. V. P.
Os er et norsk Ord for Elvemundimg og
forekommer i talrige Stednavne. Det Oldnorske
óss, »Munding«, er urbeslægtet med latinsk os,
»Mund, Munding«. Smlg. norsk Minne, dansk
Aaminde, Kjerteminde o. fl., som
hører til oldnorsk mynni, »Munding« (en
Afledning af Ordet »Mund«).
H. F.
Os, Herred, Midhordland Sorenskriveri,
Hordaland Politidistrikt og Hordaland Fylke,
(1921) 3713 Indb., svarer til Os Sogn med
Lysekloster Kapel af Os Præstegæld. O., der tilhører
det sydvestlige Parti af den store Halvø, som
stikker ud mellem Hardanger- og
Sognefjorden, omgives af Herrederne Austvoll, Fana,
Samnanger, Fusa, Strandvik og Tysnes.
Herredet, der hovedsagelig bestaar af Fastland, er
langstrakt i Hovedretningen NØ.—SV. med en
største Længde af 25 km, medens Bredden som
Regel er forholdsvis liden. Den sydvestlige Del
af Herredet støder til Lyse-, Kors-, Bjørne- og
Fusefjorden, hvorhos sidstnævnte Fjord under
Navn af Samnangerfjord skærer sig ind i
Herredets Midtparti.
Herredet bestaar hovedsagelig af en Mængde
uregelmæssig fordelte Dale, adskilte ved talrige
Koller og Aasstrækninger. De højeste
Fjeldtoppe i O. Sogn er Lyseborn (400 m),
Møsnuken (637 m) og Graafjeld (477 m). Af større
Øer mærkes Strønen (6,5 km2) S. f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
