Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ornamentik - Ornamentstik - Ornans - Ornat - Orne 8se Svin) - Orne (Floder) - Orne (Dept)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Aar 1700 er det flettede Baandværk med
enkelte Blade og hængende, klokkeformede
Acanthusblomster. Under Paavirkning fra Kina,
hvis Porcellæner just nu kom paa Mode, naaede
man i Frankrig til den raffinerede, højt forfinede
Rokoko, der paa lgn. Maade som
Bruskværket opererer med ældre Motiver
(Kartoucher, Muslingskaller, Palmegrene o. s. v.), men
svejfer alle disse Bestanddele sammen til en
ny Syntese og vovede at bryde med en
ornamental Grl. ved at vise en udpræget
Forkærlighed for usymmetriske Former. Som
Bygningsstil kun en Nuance af Barokken er Rokokoen
i Virkeligheden selvstændigst i O. (Fig. 20—22).
Reaktionen mod Rokokoen, der allerede
begyndte i 1750’erne, vendte atter tilbage til de
antikke Kilder, men i Nyklassicismens første
Stadium, den franske Louis XVI-Stil,
bevaredes der i Virkeligheden meget af
Rokokoens Præg. De klassiske Motiver formedes
sirligere og elegantere end nogensinde tidligere;
man valgte med Forkærlighed lette,
groteskagtige Former, og allermest karakteristisk for
Tiden er den ovale Medaillon, omhængt af
Guirlander. Først efter Revolutionens Udbrud
blev Nyklassicismen strengere og
enklere, og Empirestilen havnede endelig i
den tunge, rom. O., tørt og korrekt gengivet og
kun sparsomt iblandet ægypt. Motiver (Fig. 23—24).
Hvor mange Spring det 19. Aarh.’s O. end
har gjort, har den i sig bevaret meget af
Empirens Lærdomme. Engang vænnet til
akademisk Korrekthed og slavisk Kopiering vedblev
man at efterligne paa samme Maade,
efterhaanden som man skiftede Forbillede: gr. Stil,
Rokoko, Gotik, romansk Stil, Renaissance, Barok
og alle mulige andre hist. Stilarters
Prydværksformer fik alle samme Skæbne og omprægedes
til maskinmæssige Tegnebrætsornamenter.
Maskinerne, som lammede det gl. Haandværk,
virkede sikkert endnu mere end den misforstaaede
hist. Viden til at mindske den ornamentskabende
Evne. Bestræbelserne for at genrejse
Kunsthaandværket førte vel til et delvist Brud med
Stilefterlignerne, og under Paavirkning af
Japanernes dekorative Naturmotiver vendte man
først Blikket ud mod Naturen og prøvede
derefter bevidst at skabe helt nye, af Fortidens
Stilarter uafhængige Ornamenter. De bedste
Forsøg i denne Retning, herhjemme f. Eks.
Bindesbølls ornamentale Kompositioner, er dog
saa individuelt prægede, at de er forblevne
Enkeltmands Eje, og hvor Forsøgene har bredt
sig i videre Kredse (f. Eks. den tyske
Jugendstil), er deres Kunstlethed og Unatur blevet
stærkt iøjnefaldende. Til at skabe en
Ornamentik, der hersker saa enevældigt som de ældre
Perioders Stilarter, synes Nutidens Forhold at
være for komplicerede. Men meget er der dog
opnaaet ved de seneste Aartiers Arbejde, ikke
mindst en dybere og mindre mek. Forstaaelse
af O.’s Væsen og Værd.
O. er kun en enkelt Side af de højt
udviklede europ. Stilarters Udtryksformer, men at
Prydkunsten bunder dybt, ytrer sig deri, at al
europ. Almuekunst ell. Folkekunst (smlg.
Almuestil) først og fremmest er ornamental, og
paa dette Omraade gælder det endnu mere end
for Overklassernes O., at ældgamle
Prydværksformer kan fastholdes ell. genopstaa, især naar
O. paavirkes af Teknikken. Nordeuropæiske og
orientalske folkelige Tekstilier kan vise
nærbeslægtede, geom. Omformninger af den klassiske
Palmet. Smlg. ogsaa Karvesnit. (Af
Oversigtsværker kan nævnes: Chr. Axel Jensen
og Rondahl, »Stilarternes Historie« [Kbhvn
1912]; Einar Lexow, »Stilfølelse og
Stilformer« [Kria 1915]; A. Riegl, »Stilfragen«
[Berlin 1893]).
C. A. J.
Ornamentstik, kobberstukne Forbilleder til
Brug for Haandværkere, der udkom enten som
Enkeltblade ell. i hele Serier. Efter at man i
den seneste gotiske Tid havde begyndt at
fremstille saadanne Blade (Israel v. Mechenen), og
efter at norditalienske Prydværkskunstnere som
Zoan Andrea og Agostino Veneziano ved Aar
1500 havde udsendt Serier af O., fik O. særlig
Bet. for den nord. Renaissances dekorative Kunst.
Dürer viste Vejen, som fulgtes af de tyske
Kleinmestre (Beham, Aldegrever, Flötner,
Amman og V. Solis) og af Nederlænderne (L. van
Leyden, Boss, Floris og Vredeman de Vries). I
disse O. fra 16. Aarh. kan Udviklingen fra
Acanthusværk til Kartoucheværk nøje følges. Ogsaa
17.—18. Aarh. frembragte talrige O., og ikke
mindst for de fr. Stilformers Udbredelse omkr.
Aar 1700 og senere spiller O. en stor Rolle
(Berain, Marot). (Litt.: P. Jessen, »Der
Ornamentstich« [Berlin 1920]).
C. A. J.
Ornans [år’nã], By i det østlige Frankrig,
Dept Doubs, ved Loure, i Nærheden af
Besançon, 2910 Indb. (1921). O. har en rummelig Kirke
fra 16. Aarh. med smukke Malerier, driver
Vinavl og Fabrikation af Likør, Papir og Ost.
Den er Kardinal Granvella’s og G. Courbet’s
Fødeby. I Omegnen findes fl. Grotter og
Vandfald.
(M. Kr.). E. St.
Ornat, se Præstedragt.
Orne, se Svin.
Orne [årn], to fr. Floder. 1) En Sideflod til
venstre Bred af Mosel, udspringer N. f.
Verdun, strømmer mod Ø. og udmunder ovenfor
Uckange efter et Løb paa 86 km. I dens Dal
findes store Jernværker. 2) Flod til Kanalen,
udspringer paa Bakkerne i Landskabet Perche
V. f. Séez, flyder mod N. gennem Dept. O. og
Calvados i en af Normandiets prægtigste Dale.
Den har en Længde af 152 km; fra Caen til sin
Munding, 18 km, er den kanaliseret og sejlbar.
(M. Kr.). E. St
Orne [årn], Dept i det nordlige Frankrig,
en Del af Normandie, 6144 km2, 274814 Indb.
(1921). O. bestaar af det gamle Hertugdømme
Alençon og den nordlige Del af Landskabet
Perche, grænser til Dept. Calvados mod N.,
Eure mod NØ., Eure-et-Loire mod Ø., Sarthe
og Mayenne mod S. og Manche mod V. Det
danner en Højslette, der fra Ø. til V.
gennemdrages af Kæden Collines de Perche, højeste
Punkt 417 m, og dens mange Forgreninger i
N. og S., der danner Vandskellet mellem
Seines og Kanalens Flodomraader. Dept er rigt
paa Flodløb; de betydeligste er Touques, Dives
og Orne til Kanalen, Eure med Iton og Rille til
Seine, Sarthe med Huisne og Mayenne med
Varenne til Loire. Befolkningstætheden er 58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
