Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - offentlig Troværdighed - offentligt Skifte - Offer (til Guder) - Offer (til Præster og Kirkebetjente)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Grund som Bevis, medmindre dens
Urigtighed godtgøres ved Modbevis. En Forudsætning
for Udsagnets o. T. er det dog, at det angaar
et Forhold, som det paahviler de Paagældende
at erklære sig om i Medfør af det dem betroede
Hverv. Kredsen af de Institutioner og
Personer, hvis Erklæringer nyder o. T., er ikke
afgrænset ved bestemte Regler; alle offentlige
Myndigheder besidder denne Egenskab inden
for deres Kompetencefelt, og det samme
gælder Funktioner, som uden at være forbundet
med offentlig Myndighed dog tilsigter at
fremskaffe Bevidnelser til offentligt Brug, f. Eks.
Stævningsmænd, Ligsynsmænd o. a. Endvidere
er man tilbøjelig til at knytte o. T. til forsk.
Hverv, der udføres i Henhold til offentlig
Autorisation, saasom Læger, Sagførere, Revisorer,
dog kun med snæver Begrænsning af
Kompetenceomraadet. Et særligt Organ, netop
beregnet paa at tilvejebringe Erklæringer med fides
publica, er her i Landet Notarius publicus, der
med fuld Beviskraft kan afgive Bevidnelse om
alt, hvad han under Notarialforretningen har
erfaret efter Parternes Opfordring.
K. Hch.
offentligt Skifte, se Dødsboskifte.
Offer. Religions- og Missionshistorien viser,
at alle Folkeslag, maaske med Undtagelse af
Nationer paa de allerlaveste Kulturtrin,
bringer deres Guder O. O. er en Gave, som
frembæres, ikke først og fremmest fordi Guderne
har gjort Fordring paa nogen saadan, men
fordi der hos Mennesket selv er en indre Trang
til at skænke Guderne noget. Denne Trang kan
tilfredsstilles paa højst forsk. Maade, navnlig
kan Gaverne være af forsk. Art. Homer
beretter om sine Helte, at de ved Hekatomberne selv
nød det skære Kød, mem ofrede Guderne
Knoglerne og det øvrige af Dyret, dog saaledes, at
O. blev vel indsmurt i Fedt for at tage sig
bedre ud i Gudernes Øjne. I Frygien ofrede
derimod Kvinder deres Ære ved Gudstjenesten,
og Mændene lemlæstede sig selv. Men i Alm.
bestaar Offergaverne i Markens Frembringelser
og i Kvæg. Om Menneskeofre hører man dog
ikke faa Steder, f. Eks. hos Fønikerne og
Meksikanerne. Trangen til at ofre Guderne
noget maa inderst inde føres tilbage ikke alene til
en alm. Afhængighedsfølelse over for Guderne,
men ogsaa og fortrinsvis til en Følelse af Skyld.
Ved O. haaber man at formilde Guderne eller i
hvert Fald erhverve sig deres Gunst. Af
afgørende Bet. er, at O. tages ud af Vedk.’s
Ejendom; man kan kun ofre det, som virkelig
tilhører en selv. Heri ligger Tanken om Soning
gemt. Men ogsaa det stedfortrædende ligger i
O.’s Begreb. Naar Offerdyret slagtes paa
Gudens Alter, er Tanken den at give Liv for Liv,
Dyrets Liv i Stedet for Menneskets, og
Slagtningen er i saa Henseende betydningsfuld, thi
Livet tænktes knyttet til Blodet. Med Blodets
Udgydelse gives ogsaa Livet hen (jfr f. Eks. 1.
Mos. 9, 4). Dog maa man naturligvis ikke mene,
at der hos Hedningerne er en klar Bevidsthed
om, hvorfor der bringes Guderne O. I Israel’s
Religion spiller O. en Hovedrolle, og i
Kristendommen er Syndsforladelsen paa det nøjeste
knyttet til Kristi O. Se herom Forsoning.
Angaaende den kat. Kirkes Opfattelse af Kristi
O., se Messeofret.
A. Th. J.
Offer (til Præster og Kirkebetjente) har sin
Oprindelse fra de frivillige Gaver, som lagdes
paa Kirkens Alter til Præstens Underhold. O.
falder i 2 Dele: Højtidsoffer ell. det Offer, der
skulde ydes ved de 3 store Højtider, og
Accidensoffer ell. Betalingen for kirkelige
Handlingers Udførelse.
Højtidsofferet blev efterhaanden en pligtig
Ydelse, der paahvilede Menighedens
konfirmerede Medlemmer. Denne Pligt bestod i
Danmark allerede i den katolske Tid og nævnes i
Christian III’s Kirkeordinans af 1539 og
ligeledes s. A. i en særlig Anordning for Skaane og
i de saakaldte Ribe-Artikler. Christian V’s D. L.
nævner O. paa de 3 store Højtider, saavel til
Præst som til Degn, som noget, alle var pligtige
at yde. Ved Gejstlighedens forbedrede
Privilegier af 1670 var der udtrykkelig hjemlet
Gejstligheden Ret til ved Rettens Tvang at faa det
den tilkommende O. inddrevet; men da der
herskede Uvished om Maaden, hvorpaa den
skulde gøre denne sin Ret gældende, blev det
ved en Pl. af 19. Juni 1847 bestemt, at det skulde
være enhver offerberettiget tilladt, naar nogen
af Menighedens Medlemmer undlod at give et
efter sin Stilling og Evne samt Stedets eller
Egnens Skik og Brug passende O., at henvende
sig i Købstæderne til Kommunalbestyrelsen og
paa Landet til Amtsraadet, der da kunde
ansætte paagældende til et bestemt O., som i
Mangel af Betaling kunde inddrives ved
Udpantning. Disse Bestemmelser skulde dog efter
Plakatens Indhold »indtil videre« ikke være
anvendelige i Kbhvn, men at Offerpligten i og for
sig ogsaa paahvilede Folkekirkens Medlemmer
her, findes udtrykkelig udtalt i Pl. af 21. Septbr
1814 om Erlæggelse af Præste-, Degne- og
Klokkerpenge i Kbhvn, hvor det hedder, at i øvrigt
skal Menighedernes Medlemmer vedblive at yde
til de vedkommende Præster og Kirkebetjente
Højtidsoffer og Betaling for de kirkelige
Forretninger efter Loven. Højtidsofferet bortfaldt
dog efterhaanden i Kbhvn, men erstattedes
delvis gennem Ydelsen af et Offer ved Nytaar.
Foruden Sognepræsten tilkom der ogsaa den
residerende Kapellan Højtidsoffer. Personelle
Kapellaner og Kaldskapellaner havde derimod
ikke Krav paa Højtidsoffer, men kun Ret til at
nyde en Offerdag aarlig af Menigheden, og det
ansaas for at være en frivillig Sag for
Menighedens Medlemmer, om de paa Offerdagen vilde
yde Kapellanen noget ell. ej. Det de tidligere
Degneembeder tillagte Højtidsoffer var, efter at
Degneforretningerne var henlagte til
Skolelærerembederne, gaaet over til at blive en
Bestanddel af disses Lønning, og Værdien af det
skulde iflg. Skoleloven af 24. Marts 1809 § 21
ved Beregningen af Embedernes
Begyndelseslønninger beregnes efter 10 Aars Gennemsnit.
Selv om der som nævnt var Hjemmel til at faa
Højtidsofferet fastsat og inddrevet, var dette
dog en ret pinlig Sag at foretage, og derved
fremkom Ønsket om Højtidsofferets Afløsning,
hvilket først skete gennem Overenskomster
mellem Kommunalbestyrelserne og de
offerberettigede. Oprindelig skete Afløsningen saaledes, at
Afløsningsvederlaget udrededes direkte af
Kommunens Kasse uden nogen særlig Ligning i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
