Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Odin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alt ondt, han har Splid mellem Frænder«. Et
Heltesagn af anden Støbning er Fortællingen
om hans Komme til Geirrød, der — skønt O’s
Yndling — ikke kender ham, piner den fangne
Gubbe som Troldmand, men ved hans
Forbandelse falder i sit eget Sværd. Her er
Digtningen nærmere ovre mod Jættemotiverne.
I Jættekampene optræder O. aldrig som
Kriger; det er Snildet, som er hans Vaaben. Han
kommer ukendt til Jætten Vavthrudne,
indlader sig i Visdomskamp med ham, og da de
naar det Punkt i Tilværelsen, hvor Jættens
Kløgt glipper, har han tabt sit Liv; det var
Indsatsen. Hyppigst handler dog Myterne om,
hvorledes O. vinder sig ny Visdom. Han gaar
til Mimes-Brønden under Ygdrasil og »taler med
Mime’s Hoved«; han vækker døde Spaakvimder
af deres Grav; han drager igennem de fjerneste
Jætteverdener og udspørger de ældste Væsener
om Trylleord. En enkelt Myte lader ham
endogsaa blive hængt i Ygdrasil og saares med
Spyd som Offer »til sig selv«, at han derved
skal vinde løndomsfuld Kraft. Alt er for O. et
Middel til at øge Asernes Magt og standse
Jætternes Vælde. Rigest udviklet er Myten om
Skjaldemjøden; den af Dværgene skabte Drik
gemmes af Jætten Suttung dybt i Fjeldet, hvor
hans Datter Gunlad vogter den; men O. borer
gennem Fjeldet og kryber som Orm ind,
vinder Gunlad’s Elskov, faar i Velkomstdrik den
dyrebare Mjød — og forlader hende endnu i
Brudenatten; saaledes er Sangens Magt,
Tryllesangens og Digtersangens, vunden for Guder
og Mennesker. Elskoven er for O. Midlet til
hans Planers Fremme; han vinder ved
Trolddom Kongedatteren Rind’s Kærlighed, for at
en Hævner efter Balder’s Død kan fødes.
Enkelte Kvad, satiriske ell. skæmtende,
fremstiller ham som den øvede Forfører, der dog
undertiden skuffes.
Undertiden optræder O. med en Slags
tredobbelt Skikkelse. O., Høner og Loke vandrer
ofte om Land og indlader sig paa farlige
Eventyr bl. Jætterne, hvor det dog er Loke, der
spiller Hovedrollen. Under ædlere Form gaar
denne Trehed igen i O., Høner og Lodur, de
tre »Bur’s Sønner«, der skaber Mennesker ud
af Træstammerne Ask og Embla. Mere
upersonlig er O., Vile (ɔ: Villie) og Ve (ɔ: den
Hellige), som intet særligt Mytestof har; og
endelig optræder — meget sent, ikke før det
hedenske Tilbagefald under Haakon Jarl — en
Odinstreenighed »Høj«, »Jævnhøj« og »Tredie«.
O.’s Dyrkelse. O. paakaldes først og
fremmest om Sejr i Krig. Menneskeofringer til
ham omtales fra de allerældste Kilder af;
Hængningen var den til O. viende Dødsmaade.
Ogsaa de i Slaget Faldne opfattedes som Offer
til ham. O.’s Plads som øverste Gud er nøje
knyttet til et stærkt krigersk Samfund. Nogle
nyere Forskere har ment, at han for Nordens
Vedk. først har gjort sig gældende i
Vikingetiden. Dette er dog for Danmark og Sverige
ganske urigtigt, og for Norge kun delvis
Sandhed. — I 1. Aarh. e. Kr. dyrkedes O. (Wodan)
som øverste Gud af de germanske
Folkestammer i Rhin-Egnene, Angler og Sachser maa
have haft hans Dyrkelse før Udvandringen til
England, Langobarderne før de forlod
Østersøegnene; i Sydtyskland naaede den aldrig at
slaa Rod. I Norden er den næppe yngre end
Folkevandringstiden, maaske ældre. (A. Olrik
hævder saaledes, at en af Figurerne paa
Guldhornene, en hornet Skikkelse, som bærer Spyd
og Ring, skal forestille O.). Mange danske og
svenske Stednavne vidner om dens Styrke; i
Norge ligesaa i Bygderne nær om Kria, men
ellers kun et Par Udflyttersteder; Vestkysten
og de derfra bebyggede vestlige Øer har
næsten ikke et eneste. O. optræder i Vikingetidens
norske Kilder mindre som Folkeguden end som
Enkeltmands særlige »Ven«.
O.’s Opsving skyldes i første Række den
gotisk-germanske Stammes krigerske Udvikling.
Kulturindflydelse fra den mere personliggjorte
keltiske ell. gr.-rom. Gudeverden har
formodentlig virket med. Men tillige er der en
væsentlig Forudsætning i den lavere
Folketros Odinskikkelse. Uafhængig af O.’s
Tilværelse som Gud har der dannet sig
Forestilling om ham som et natligt overnaturligt
Væsen, knyttet til en bestemt Naturytring. Naar
i stille mørke Efteraarsnætter i Trækfugletiden
pludselig høres Lyd som gøende Hunde, og en
Flok mærkes at suse forbi, skabes Troen paa
en mægtig Rytter, der jager gennem Skove og
over Heder. Disse Forestillinger kender vi mest
kun af nyere Optegnelser, men det gamle har
— naturbundet som det er — holdt sig paa
omtr. samme lave religiøse Trin som fra først
af og med alle de Ejendommeligheder for
enkelte Egne, som svarer nær til deres Natur.
Det er ikke hele den gotisk-germanske Verden,
hvor denne Forestilling kendes: I Norden
tilhører den Danmark og den sydlige Del af
Sverige (indtil Smaaland, Østgötland og
Södermanland); derimod ikke de midt svenske Egne
og heller ikke Norge, hvis da ikke Oskorei’en
(fejlagtig kaldet Asgaardsrejen) staar i
Forbindelse med dette, hvad nogle antager. Hans
Navn er ligefrem O. (sv. Oden, Oen, jysk Un,
Wojen, Wojensjæger), kun paa de danske Øer
Natjægeren, Kong Volmer o. l. Hans
Hovedopgave er at føre Udryddelseskamp mod
Skovfruer ell. Ellekvinder. I de skovfattige vestjyske
Egne opfattes han som mere farlig for
Mennesker, forsøgende paa at trænge ind i
Menneskers Huse og undertiden førende Død med
sig. I England er Troen paa the wild man som
den, der henter de Dødes Sjæle, mere
fremtrædende, medens Nordvesttysklands »Wilde
Jäger«, »Wodenjäger« mere tænkes som
graadig Husgæst i Juletiden. I de mellemtyske
Skovegne forfølger han de kvindelige Skovvæsener,
der maa ty til Mennesker om Hjælp. I
Sydtyskland optræder en helt anden Forestilling:
»Wuottensjagd«, »wütender Jagd«, et natligt
Tog af Afdøde Sjæle. Ud fra denne
Forudsætning hæves O. til at være de Dødes eller rettere
de Dræbtes Hersker, og som Dødsgud atter
Krigens Gud, men dermed ogsaa den, der har de
øverste Afgørelser i Menneskelivet, den øverste
Gud. Fra den opr. O.-Skikkelse stammer hans
vindrappe Hest, hans skjulende Kappe, hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
