Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Næbhvaler - Næbmundede - Næbmus - Næbsnog - Næbsnog - Näfels - Nägele, Franz Karl - Nägeli, Hans Georg - Nägeli, Karl Wilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
cavirostris), der har et ret kort Næb; vidt udbredt
over Verdenshavene, fundet lige fra
Shetlandsøerne til New Zealand, men altid sjælden og
faatallig; mærkelig nok er den et Par Gange
strandet paa Sveriges Vestkyst. Endelig kan
nævnes Slægten Berardius, der har 2 ret store,
fremadrettede, sammentrykte, spidse Tænder
forrest i hver Underkæbe; den eneste Art er
B. arnuxi, der naar en Længde paa 10 m; den
træffes i Farvandene omkr. New Zealand.
Uddøde Former af Mesoplodon og den meget
nærstaaende Choneziphius er meget alm. i den
pliocene engelske og belgiske Red Crag.
R. Hg.
Næbmundede (Rhynchotæ) er Insekter med
en af Underlæben dannet leddet Sugesnabel, og
som ikke gennemgaar nogen fuldstændig
Forvandling. Ordenen falder i de to Underordener:
Tæger (Hemiptera) og Cikader.
C. W.-L.
Næbmus, se Spidsmus.
Næbsnog. Blandt de i Ostindien levende
Piskesnoge (Dryophis), der udmærker sig ved
det stærkt tilspidsede Hoved og det meget
lange og tynde Legeme, hvoraf Halen udgør
over en Tredjedel, er der et Par Arter (D.
pulverulentus og mycterizius), hvis
ejendommelige Udseende yderligere forøges ved
Nærværelsen af en fremragende, næblignende
Hudlap paa Snudespidsen. Af Farve er disse N.
brunlige med rødlige Tegninger. De opholder
sig ligesom de andre Piskesnoge i Træerne og
skal om Natten gøre Jagt paa Gekkoer og
Smaafugle. De hører til de mistænkelige
(opisthoglyffe) Slanger. (Litt.: Boulenger,
Catalogue of Snakes, III [Lond. 1896]).
R. H. S.
Næbsnog, se Naalefisk.
Näfels [’næ.fəls], By i den schweiziske
Kanton Glarus, ligger i Linth-Dalen Nord f. Glarus
ved Rautibach, der kommer fra to Smaasøer i
en? Alpedal og danner to smukke Vandfald.
Byen har 2900 katolske Indb., et
Kapuzinerkloster og en smuk Kirke.
(M. Kr.). O. K.
Nägele [’næ.gələ], Franz Karl, tysk
Fødselshjælper (1778—1851), tog Doktorgraden
i Bamberg, praktiserede i Barmen og blev 1807
ekstraord. Prof. i Heidelberg, ord. Prof. 1810
og Direktør for Fødselsstiftelsen. Naar N. er
bl. Grundlæggerne af den moderne Obstetrik,
skyldes det hans Arbejder over de skraat- og
paatværsforsnævrede Bækkener, over
Bækkenets Hældningsvinkel, over Svangerskabets
Varighed og over Fødselsmekanikken. Sine
Erfaringer nedlagde han i »Das schräg verengte
Becken, nebst einem Anhange über die
wichtigsten Fehler des weibl. Beckens überhaupt« (I
1839, II 1850). »N.’s Bækken«, det ankylotisk
skraat forsnævrede, omtales første Gang i
»Heidelb. Klin. Annalen« (X, 1834). Desuden
skrev han »Ueber den Mechanismus der Geburt«
(1822), »Das weibliche Becken« (1825) og en
Lærebog for Jordemødre. Han forbedrede
Fødselstangen ved at angive et nyt Lukke til den.
J. S. J.
Nägeli [’næ.gəli], Hans Georg, schweiz.
Musiker og Skribent (1773—1836), har skrevet
Sange, deriblandt den vidtbekendte »Freu’t euch
des Lebens«, Korsange og Klaverstykker og
udgivet forsk. Skr om Sanguddannelse og af
musikalsk-populariserende Karakter. Han var
Musikforlægger (i Zürich) og udgav i gode Udgaver
Händel, Bach m. fl. samt det yndede og
udbredte Répertoire des clavecinistes. Af
Mandssangen i Schweiz havde han megen Fortjeneste.
Biogr. af Keller, Schneebeli m. fl.).
W. B.
Nägeli [’næ.gəli], Karl Wilhelm,
schweizisk-tysk Botaniker, f. 1817 i Kilchberg ved
Zürich, d. 10. Maj 1891 i München, hvor han
efter forsk. Ansættelser, bl. a. i Zürich, siden
1857 var Prof. i Botanik. Han var en af
Tysklands største Naturforskere, hvem talrige
vigtige og grundlæggende Undersøgelser paa
forskellige Omraader inden for Botanikken
skyldes, og hans Arbejder præges ligesom
Schleiden’s og Mohl’s ganske af de strengeste
Fordringer til gennemført, induktiv Forskning og
fuldstændig Bandlysning af teleol. Forklaringer.
Han hører saaledes med til Grundlæggerne af
den moderne Botanik og staar som Modsætning
til den forudgaaende Periodes idealistiske,
naturfilosofiske Metode, med hvis Tilhængere han
dog i Beg. i det mindste havde Troen paa
Arternes Konstans tilfælles. N. tog (1840)
Doktorgraden i Zürich med et Arbejde om de
schweiziske Cirsium-Former. Lgn. Studier over
vanskelige Slægter, over Artsbegrænsningen og
Bastardformerne, f. Eks. hos Hieracium, kom
N. ogsaa senere ind paa, om end de fleste af
hans Arbejder ligger paa andre, især paa
udviklingshistoriske Omraader. Af hans
systematisk-deskriptive Arbejder maa især »Die
neueren Algensysteme« (1847, med 10 Tavler)
og »Gattungen einzelliger Algen« (1849, med 8
Tavler) fremhæves. N. har leveret meget
vigtige Bidrag til Cellelæren, paa hvilket Omraade
han kom i Strid med Schleiden, hvis Celleteori
ogsaa maatte opgives; »Die
Entwickelungsgeschichte des Pollens bei den Phanerogamen«
(1842), »Pflanzenphysiologische Untersuchungen«
(sammen med Cramer, 1855—58), »Beiträge zur
wissenschaftlichen Botanik« sammen med
Schwendener (1858—69; 4 Bd med 51 Tavler)
o. m. a. Afh. drejer sig for en stor Del om
herhenhørende Emner. Et af N.’s berømteste
Arbejder er dog »Die Stärkekörner« (2. Hæfte
af N.’s og Cramer’s ovenn. Undersøgelser), et
monumentalt Værk fra 1658, hvori der ikke
alene gives en Beskrivelse af mange Tusind
Arters Stivelsekorn, men i hvilket N.
fremsætter og begrunder en ny Teori for deres (og
Cellehindens) Tykkelsevækst,
Intussusceptionsteorien, som spillede en meget stor Rolle i
Plantefysiologien. Det var N.’s store Maal med
denne sin »Moleculartheorie der organisirten
Gebilde« at føre disses Vækst og indre Struktur
tilbage til fysisk-kemiske og mekaniske
Processer. Han beherskede naturligvis Mikroskopet og
de mikrokemiske Metoder, hvortil kom, at han
leverede grundlæggende Arbejder paa det
mikro-polariskopiske Omraade, Arbejder, der
skulde bidrage til Forstaaelsen af de organiske
Væseners indre Struktur. Hans Studier over
Cellekernen og Celledelingen, hvorved især den
vigtige Definition af den saakaldte fri
Celledannelse blev slaaet fast, og en Mængde
Arbejder over lavere Planters Topcellevækst,
hvorved selve Topcellens Definition og dens forsk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
