Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sag udelukkende skulde afgøres af norske
Statsmyndigheder. Til Slut (2. Maj 1893) gav Kongen
Regeringen Afsked og udnævnte igen Stang til
Statsminister; men han blev straks mødt med
et Mistillidsvotum af Stortinget, som desuden nu
ligefrem vedtog Oprettelsen af et eget norsk
Konsulatvæsen. Beslutningen blev ikke taget til
Følge af Regeringen, og da Valgene 1894 igen
gav Venstre Flertal (59 mod 55 Højre og
Moderate), indgav den sin Afskedsansøgning (31. Jan.
1895), men blev siddende paa sine
Afskedsansøgninger til langt ud paa Høsten, idet der
nu ogsaa fra sv. Side blev krævet en »Revision
af Rigsakten«, stemmende med sv. Opfattelse,
og truet med at anvende Magt. S. A. opsagde
Sverige ogsaa »Mellemrigsloven« om
Toldlettelser mellem de to Riger, og den blev aldrig mere
fornyet. Under Presset af denne alvorlige
Situation fik Tanken om et Kompromis mere og mere
Magt mellem de mere moderate Elementer
inden for begge Partier, og det endte med, at
Stortingsmajoriteten (7. Juni 1895) vedtog et
Kompromisforslag om at optage Forhandlinger med
Sverige paa frit Grundlag om Ordningen baade
af Konsulatvæsenet og Udenrigsstyret; den
ensidige norske Afgørelse af
Konsulatspørgsmaalet var saaledes opgivet. Paa Grundlag af dette
Kompromis blev derefter (14. Oktbr)
Koalitionsministeriet Hagerup udnævnt, der blev straks
udnævnt en Unionskomité (»den tredie«),
bestaaende af 7 norske og 7 sv. Mænd. Det viste
sig imidlertid i denne Komité helt umuligt at
komme til nogen Enighed; ikke engang
Nordmændene for sig og Svenskerne for sig kunde
blive enige, og da Valgene 1897 gav Venstre et
stærkere Flertal end før, kom Steen igen til
Roret (19. Febr 1898).
Den ny Venstreregering tiltraadte paa
samme Program som tidligere, og paa Stortinget
1898 blev nu den politiske Stemmeret gjort
næsten alm. for Mænd (Undtagelse kun for
Tyende og Fattigunderstøttede). Valget 1900 efter de
ny Stemmeretsregler viste ingen nævneværdige
Forskydninger i Partiforholdene, og 1901 blev
der vedtaget en Udvidelse af den kommunale
Stemmeret, som blev alm. for Mænd, for
Kvinder derimod knyttet til visse nærmere
Betingelser (1907 blev denne begrænsede kvindelige
Stemmeret ogsaa gjort gældende ved de
politiske Valg, 1910 fik Kvinderne alm. kommunal
Stemmeret og endelig 1913 alm. politisk
Stemmeret lige med Mænd). Vigtige Reformer,
gennemført under dette Venstrestyre, var ogsaa en
ny Straffelov (1902), Oprettelsen af eget
Landbrugsdepartement (1900), et Fiskeristyre med
Sæde i Bergen (1900) og et Oplysningskontor for
Næringsvejene (1901). Stortinget 1898 vedtog for
tredje Gang »Flagloven«, hvorved det
trefarvede Flag fra 1821 uden Unionsmærke blev
Handelsflag og Statens officielle Flag til anden Brug
end det militære. Kongen fandt ikke at kunne
sanktionere denne Lov, som derefter blev
publiceret som Lov uden kgl. Sanktion — den eneste
Lov siden 1814, som er blevet til paa denne
Maade. For øvrigt lod man siden det tvungne
Tilbagetog 1895 Unionsspørgsmaalet foreløbig
hvile, men drev samtidig under Ledelse af
Forsvarsministeren Georg Stang kraftig paa
med en Styrkelse af Forsvaret, navnlig ved
Anlæg af Grænsefæstninger mod Øst. 21. Apr. 1902
gik Statsminister Steen af, 76 Aar gl, og blev
efterfulgt af Statsministeren i Sthlm Otto Blehr,
til hvis Eftermand Statsraad Qvam blev
udnævnt. Efter sv. Initiativ — fra
Udenrigsminister Lagerheim — var der omtr. samtidig (Jan.
1902) blevet optaget Forhandlinger mellem N.
og Sverige om Ordning af særskilte
Konsulatvæsener med Bibeholdelse af det fælles
Udenrigsstyre. Den i den Anledning nedsatte Komité
afgav sin Indstilling allerede 26. Juli s. A., og
efter Forhandlinger mellem Regeringerne blev
det 24. Marts 1903 meddelt i et Communiqué, at
man var blevet enig om at ordne
Konsulatvæsenet ved »ligelydende Love« i begge Riger.
Disse Begivenheder skabte en stærk
Forhandlingsvilje inden for store Dele af Venstre, men
Resten af Partiet holdt fast ved sin gamle, stejle
Unionspolitik. Disse Modsætninger gjorde sig
ogsaa gældende inden for Regeringen, hvor Dr.
Sigurd Ibsen, som var traadt ind ved Steen’s
Afgang, repræsenterede de forhandlingsvenlige,
Statsraaderne W. Konow og G. Stang de
uforsonlige, og det endte med (9. Juni 1903), at
Konow og Stang gik ud af Regeringen. Ogsaa
ude i Befolkningen gjorde Forhandlingstanken
sig stærkt gældende, og den flg. Valgkamp
Sommeren 1903 endte med en stor Sejr for
»Samlingspartiet«, d. v. s. Højre og den moderate
Del af Venstre. Følgen blev et Ministerskifte (22.
Oktbr) med Hagerup som Regeringens Chef og
Sigurd Ibsen som Statsminister i Sthlm.
Medvirkende til dette Valgresultat var ogsaa
den økonomiske Udvikling. Efter Stilstanden i
1880’erne var der i 1890’erne kommet
blomstrende Konjunkturer, som navnlig i Kria førte
til betydelig »Jobbe«-Virksomhed; men 1899
endte dette med et Krak, som bl. a. førte til
Finansvanskeligheder for Staten. For disse
Vanskeligheder var mange tilbøjelige til at give
Venstreregeringen Skylden, og det udgjorde i
alt Fald godt Agitationsstof mod den. Paa
Stortinget 1903 rykkede ogsaa de første
Socialdemokrater ind, valgt fra Fiskeridistrikterne i Nord-N.
Den stærke Udvikling af Fiskeribedriften havde
gjort Fiskerne mere afhængige af Kapitalismen
end nogensinde tidligere og havde dermed skabt
Jordbund for Sognepræst Alfred Eriksen’s
socialistisk farvede Agitation.
Forhandlingerne om de »ligelydende Love«
trak imidlertid i Langdrag, og da
Udenrigsminister Lagerheim, som var Skaberen af hele
den ny Situation siden 1902, 7. Novbr 1904 tog
Afsked, begyndte man i N. at faa Følelsen af,
at det kanske ikke vilde gaa let med at komme
til et Resultat. Kort efter forelaa de sv.
Forslag til de »ligelydende Love«; men en
samstemmig norsk Opinion erklærede straks, at 6
Punkter i disse (»Lydrigepunkterne«) var
fuldkommen uantagelige. Den Regering, som var
valgt paa Forhandlingsprogrammet, var dermed
i Virkeligheden berøvet Muligheden for at lede
Begivenhederne. 21. Febr 1905 valgte Stortinget
en »Specialkomité« paa 19 Medlemmer, af alle
Partier, til at udarbejde Indstilling om en
Ordning af Konsulatvæsenet, idet hele Befolkningen
— ogsaa det tidligere saa unionsvenlige Højre —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
