Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over Land til Oplandene, og da han heller ikke
her følte sig stærk nok, videre til Sverige og
Rusland.
Aaret efter druknede imidlertid Haakon Jarl
paa en Englandsrejse, og Olav besluttede sig da
til et nyt Forsøg paa at vinde N. tilbage. Han
fik Hjælp fra Sverige og fra Viken og
Oplandene og brød over Jämtland ind i Trøndelagen;
men de trøndske og haaleygske Høvdinge
samlede en Hær imod ham og fældede ham ved
Stiklestad i Værdalen (29. Juli 1030). Da der
efter Haakon Jarl’s Død ingen selvskreven Leder
var for Ladeætten, udnævnte Kong Knud sin
Søn Svein til Konge i N.; hans Moder Alfiva
skulde styre for ham. Dermed var imidlertid
det naturlige Interessefællesskab mellem
Danekongen og Ladeættens Tilhængere brudt, og da
det ny Styre desuden indførte Love, som lagde
ny Byrder baade paa Bønder og Høvdinger,
blussede Modsætningerne snart op. Biskop
Grimkel og Gejstligheden pustede til Ilden;
Rygter bredte sig om Olav’s Hellighed og om
Mirakler ved hans Grav, og efter et Aars
Forløb blev hans Lig taget op og højtidelig
skrinlagt, mod Alfiva’s Modstand (3. Aug. 1031).
Høvdingerne Kalv Arnesson og Einar Thambarskelve,
som begge havde Arvekrav efter Ladejarlerne,
gik sammen med Olav’s gl. Tilhængere og
hentede hans Søn Magnus tilbage fra Rusland; han
blev hyldet som Konge (1035—47) under Kalv’s
og Einar’s Formynderskab; Svein og Alfiva
maatte uden Sværdslag forlade Landet.
Knud den Mægtige var da netop død, og
under Kampen mellem hans to Sønner, Harald i
England og Hardeknud i Danmark, maatte
Danmark opgive ethvert Krav paa Norge; ved
Forliget i Brennøene (1038) blev der endog mellem
Magnus og Hardeknud sluttet den
Overenskomst, at den længstlevende skulde arve den
andens Land, og da Hardeknud døde 1042, blev
Magnus virkelig Konge ogsaa over Danmark;
her afværgede han i Slaget paa Lyrskov Hede
et stort vendisk Angreb paa Jylland. I Norge
forsøgte Magnus først at tage Hævn over sin
Faders Modstandere og jog Kalv Arnesson fra
Landet, men maatte snart opgive dette efter
Pres fra Olav’s gl. Tilhængere og Raadgivere;
Einar Thamharskelve vedblev at være den
mægtigste Høvding under hele hans Regering,
og Magnus fik i trøndsk Tradition Tilnavnet
»den Gode«. Der er Tale om en Del
Lovgivningsarbejde under ham, som vi dog ikke kan følge
nærmere.
I Danmark gjorde Magnus Knud den
Mægtige’s Søstersøn, Sven Estridssøn, til Jarl; men
denne rejste sig snart mod det norske Vælde,
og i mange Aar blev der derefter Kamp mellem
N. og Danmark. Under denne døde Magnus i
Danmark og blev efterfulgt af sin Faders
Halvbroder Harald Sigurdsson, som allerede i nogle
Aar havde baaret Kongenavn sammen med ham.
Harald var Søn af en af de oplandske
Smaakonger, havde efter Slaget ved Stiklestad i fl.
Aar gjort Tjeneste bl. Væringerne i Myklagard
og saa det nu efter Magnus Død som sin
Opgave at opretholde Herredømmet over
Danmark, men maatte dog efter mange Aars Kamp
overlade dette Rige til Sven. I Norge kom
Harald i Strid med de trøndske Høvdinger; han
dræbte Einar Thamharskelve og hans Søn
Eindride og kæmpede siden i fl. Aar mod en anden
Ætling af Ladeætten, Haakon Ivarsson, hvem
han først havde maattet give Jarlnavn og Sæde
paa Oplandene. Den trøndske Tradition har
derfor givet ham Navnet »Haardraade«. Kampen med
Danmark førte ogsaa til, at Harald kom i Strid
med Ærkebispen af Bremen og derigennem med
Pavestolen; dette er den første direkte
Berøring mellem N. og Kurien, og Resultatet var, at
Harald opretholdt den fulde kgl. Myndighed
over den unge norske Kirke. Mod Slutn. af sin
Regeringstid foretog Harald et Erobringstog til
England for at hjælpe Toste Jarl mod hans
ældre Broder Kong Harald Godwinessøn; her
faldt han Slaget ved Stanford Bro (1066).
Harald’s Søn Olav (1066—93) bærer Tilnavnet
Kyrre (den Rolige), fordi han forsonede sig med
Danmark og i sin lange Regeringstid holdt Fred
baade indad og udad. Han forsoner sig ogsaa
med Ærkebispen af Bremen og indfører en
Stiftsinddeling i N. med faste Bispesæder i St f.
de tidligere omrejsende Hirdbiskopper.
Biskopperne bliver dog fremdeles udnævnt af Kongen;
men de faar en fastere reguleret kirkelig
Myndighed og regulære Indtægter. Fra denne Tid
begynder vistnok ogsaa for Alvor Kirkens
Godserhvervelse. Den norske Kirke var nu allerede
et Par Menneskealdre gl; der var bygget
adskillige Kirker baade af Træ og Sten — selv om
der endnu ikke var Tale om en virkelig
Sogneinddeling — og der begyndte saa smaat ogsaa
at trænge Nordmænd ind blandt Gejstligheden.
Hver af de tre Hoveddele af Landet havde
ogsaa sin egen Helgen: Trøndelagen Skt Olav,
Vestlandet Sta. Sunniva og Østlandet Skt
Hallvard. Kong Olav selv havde modtaget nogen
gejstlig Oplæring og er vel den første norske
Konge, som kunde læse og skrive. Til hans Tid
hører vistnok ogsaa den første Nedskrivning af
Lovene og dermed den første Anvendelse af
Bogstavskriften til norsk Sprog.
Denne kirkelige Udvikling maa ses i
Sammenhæng med Opkomsten af Byer, hvad der
igen hænger sammen med Vikingetidens Ophør
og den stærkere fredelige Handel i 10. Aarh.
Sagaerne mener, at de norske Byer — med
Undtagelse af Tunsberg, som de omtaler
allerede allerede i 9. Aarh. — er grundlagt af
Kongerne fra Slutn. af 10. Aarh.; saaledes skal
Nidaros være anlagt af Olav Trygvesson, Oslo af
Harald Haardraade og Bergen af Olav Kyrre.
Hvad vi faktisk ved, er dog ikke mere end, at
der henimod 1100 eksisterer 6 à 7 Byer i N.;
de fleste af dem er sandsynligvis dannet paa
Steder, hvor der før har været en Markedsplads;
for den egl. Bydannelse har Kirken sikkert
spillet en større Rolle end Kongemagten. Den
ældste Byforfatning med mót (Bymøde) og
gjaldkere (Byfoged) skriver sig rimeligvis
allerede fra Olav Kyrre’s Regeringstid, ligeledes
de store »Gilder« (s. d.). Handelen maa i denne
Tid have taget stærkt Opsving.
Under Olav’s Søn Magnus Barfod (1093—1103)
oplever N. igen en Krigstid. Magnus lægger
igen Orknøerne fast under N., erobrer
Suderøerne og Man, gør derefter et forgæves Forsøg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
