Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han satte ogsaa en norsk Klerk til at forfatte
en baade kyndig og fyndig Tale mod
Biskopperne paa Folkets Sprog til Oplæsning
paa Tinge eller ved Kirkerne (1197). Af omtr.
samme Alder som dette ældste i N. paa Norsk
med Pennen udarbejdede Originalskrift er de
paa Latin til klingende Norsk oversatte
Prædikener, som findes bevarede i den »Norske
Homiliebog«. En Mesters Haand røber ogsaa
den ved 1220 fra Vulgata oversatte Israel’s
Historie, som danner Kernen i det store
Bibelværk, der benævnes »Stjórn«. Haakon
Haakonsson slog Kongemagtens Sejr fast og kunde i
Fredstid udvikle et glansfuldt Hofliv, hvor Sans
for Litt. trivedes. Snorre var hans Gæst og
skrev efter Hjemkomsten sit klassiske Værk;
som en officiel Rigshistorie lod Kongen en
Islænding skrive et »Nóregs konunga tal«
(»Fagrskinna«), der med sin rige Benyttelse af
Skjaldevers og sit kritiske Forhold til Kilderne vistnok
har noget til fælles med »Heimskringla«, men
dog i Komposition og Stil er et underlegent
Arbejde.
Imidlertid bryder en stærk Bølge af fremmed
Indflydelse ind over Landet. Samfærdselen over
Nordsøen var fremdeles livlig; og de dygtigste
Kirkens Mænd maatte flere Gange rømme af
Riget for længere Tid, medens Hirden tog efter
Moden fra Ridderhofferne udenlands. Det er
den franske Ridderpoesi, som holder Indtog.
Alt i Slutn. af 12. Aarh. mødte den episke
Ballade af chanson d’histoire-Arten op paa norsk
Grund og blev her, mod sin opr. Bestemmelse,
sunget til Dans og derfor tilsat med det Aarh.
forud over England indvandrede rent lyriske
Dansestev. Den ældste tidfæstede Rimdigtning
er det betagende Visionsdigt »Draumkvæde« fra
Tiden omkr. 1220. Tilbage til samme Tidsrum
gaar enkelte af de mest ejendommelige
Folkeeventyr; Prof. Moltke Moe paaviser, at der
fra tidlig Tid i 13. Aarh. af er foregaaet en
livlig Omsætning af Eventyrmotiver fra Asien
mellem N. og det keltiske Skotland og Irland,
idet Kelterne meddelte, hvad de havde fra
Middelhavslandene, medens Nordmændene bragte
over Nordsøen, hvad de fik gennem Lapper og
Finner. Mindre varig var den, rigtignok i
Samtiden mere iøjnefaldende, rent litterære
Indrykning af fremmede Emner; paa Kong
Haakon’s udtrykkelige Bud oversattes fra Fransk
en hel Række større Ridderdigte til sirlig norsk
Prosa, saaledes »Tristramsaga« 1226 ved
Munken Robert, »Strengleikar« (Marie de France’s
bretonske lais), »Percevalssaga«, »Flores saga
ok Blankiflúr«, »Partalópasaga«. »Karlamagnus
saga« m. fl. af Samtidens væsentlig erotiske og
drabelig-eventyragtige Moderomaner. Hertil
slutter sig den Haakon den Unge (d. 1257)
tillagte Overs. af den religiøse (opr. buddhistiske)
»Barlaams saga ok Jósafats«, hvis sværmeriske
Tone faldt godt i Traad med den egl.
Troubadurroman. Periodens store Originalværk var
»Kongespejlet«, den ypperlige norske
Repræsentant for Tidens encyklopædiske
speculum-Litteratur. Tidsalderens Behov for Videnskab og da
især for hist. Forskning overlodes det
imidlertid, og det med god Grund, Broderfolket paa
Island at besørge tilfredsstillet; til Gengæld
vandt de norske Overs. af Riddersagaerne, som
i N. har afgivet Emner til mange Folkeviser,
en usædvanlig Popularitet paa den afsides Ø.
Paa Island var det ogsaa, at de gamle Myte-
og Heltekvad fra Vikingetiden fandt et
gæstmildt Tilhold; allerede ved Aar 1200 blev disse
uskatterlige Mindesmærker fra de to
Broderfolks fælles Guldalder opskrevne af Islændinger
og samlede i et Fællesbind, som i et Par
Afskrifter reddedes for Efterslægten ved Midten
af 17. Aarh. og da fik den misvisende Titel
»Sæmunds Edda«. Ellers betegner Islands
politiske Indforlivelse i Kongeriget saa at sige
Indledningen til Ophøret af det frugtbare
Kulturfællesskab mellem de to Skud af den norske
Folkestamme. Den politiske Pagt med Island
besegledes med Sturla Tordsson’s lange Ophold
ved Magnus Haakonsson’s Hof, hvor han skrev
Haakon Haakonsson’s Saga (1262—64), ligesom
han efter et senere Besøg skrev ogsaa Magnus’
egen Saga; med disse modne Historieværker
afsluttes Kongesagaernes Række. Kongens eget
Storværk, »Landsloven«, bliver det sidste og
for lang Tid varigste Udslag af den oldnorske
originale Litt. Rigtignok danner sidste
Trediedel af 13. Aarh. og første Trediedel af 14. Aarh.
ogsaa for N.’s Vedk. den historiske
Ballades Guldalder, da Viserne om Kong
Haakon’s Skotlandstog, om Alf Erlingsson o. s. v.
blev til. Men netop Kong Haakon Magnussøn’s
Forsøg paa at blæse nyt Liv i de litterære
Sysler (hans Dronning Eufemia’s Navn er
knyttet til den ældste Rimkunst i Sverige),
væsentlig betegnet ved Overs. af Legender og Stykker
af Biblen med indskudt Kommentar (bevaret i
Stjórn), vidner tydelig om det indbrydende
nationale Forfald. Den Oldnorske Litteratur døde
stille hen.
Unionen drog Hoffet ud af Landet og
medførte Hirdens Opløsning; de store Ætter døde
ud og afløstes af indflyttede Lensherrer. Hos
Gejstligheden trængte Birgittinerbøgerne ind.
Under hele den mørke Forfaldstid fra
»Sortedøden« til Reformationen er det af hele den
gamle Litt. væsentlig kun Landsloven, der
fremdeles er Genstand for Læsning. De gamle
Kodekser var glemt Liggendefæ i Klostrenes og
Kapitelshusenes Bogkister. Bygdemaalene skød
under Savnet af litterær Sprogtugt deres vilde
Vækst; men Viserne og Eventyrene levede deres
frodige Liv videre paa Bøndernes Læber Slægt
efter Slægt og hjalp til at holde Folkesproget
og Folkelynnet sundt.
Humanismen naar ikke frem til N., før
efter at Kirkereformationen ved et Magtbud er
drevet igennem. Det var særlig bl. Oslos
Gejstlighed med Biskop Jens Nilssøn, der ogsaa har
syslet med Saga-Afskrivning, i Spidsen, at
Humanismen mod Slutn. af 16. Aarh. slog faste
Rødder; nogen frodig Vækst blev det ikke, saa
meget mere som de ivrige Latinere maatte
sende deres Verseforsøg udenlands til Trykning.
Imidlertid havde Behovet for at bruge
Landsloven allerede saa at sige tvunget en
Litteratur paa dansk Sprog frem; Kodeksernes
»Munkeskrift« var blevet tungvindt at læse, og
Administrationens Spidser havde som Danske
svært ved at fatte den gamle norske Tekst; det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
