Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kaldt Vestnordisk) sig fra Svensk og Dansk
(ofte ogsaa kaldt Østnordisk) paa mange
Maader. At Ulighederne nævner vi kun enkelte af
de vigtigste: som før nævnt er de gamle opr.
Diftonger tidligst forenklet i Dansk, siden i
Svensk, det ældste norske Litteratursprog har
bevaret dem i de allerfleste Stillinger (steinn,
haukr, ey). En gammel Forskel kommer ogsaa
til Syne i Ord med norsk langt u, hvor dansk
og svensk har langt o (f. Eks. gammelnorsk
brú, svensk og dansk brō). Reglerne for Omlyd
og Brydning er ikke ens gennemført, Norsk har
f. Eks. mere af a-Omlyd (Jfr gammelnorsk hol,
dansk hul), ligeledes mere af i-Omlyd (jfr
gammelnorsk Præsens af stærke Verber som tekr,
svarende til dansk og sv. taker). Svensk og
Dansk fik oftere Brydning end Norsk, f. Eks.
gammelnorsk ek, svarende til svensk og dansk
jak, jag, jeg; gammelnorsk stela, svarende til
svensk og dansk stjala, stjælæ. Ogsaa i
Bøjningsformer findes der en Del Uligheder mellem
Norsk paa den ene Side og Dansk og Svensk
paa den anden. Men paa mange Maader fik alle
de nordiske Sprog samme Udvikling. I
Modsætning til andre germanske Sprog har de
saaledes alle (undtagen nogle jyske Dialekter) faaet
efterhængt bestemt Artikel: hund-en, hus-et, et
Fænomen, som optræder i Norsk sikkert først
ved Aar 1100. Fælles er ogsaa for Svensk og
Dansk og Norsk Overgangen fra á (ɔ: ā) til å.
Til Trods for Ulighederne i Sproget kendte
Nordboerne sig sikkert endnu væsentlig som en
sproglig Enhed. Sproget over hele Norden blev
kaldt dǫnsk tunga temmelig længe. Men
rigtignok blev ogsaa Navnet norrænt mál brugt om
Sproget i N. og Udbygderne i Vest (norræn blev
siden til norrænsk, norrensk, nornsk; af denne
sidste Form er Adjektivet norsk opstaaet).
Med Kristendommen kom der en Del
»Laaneord« ind i Sproget, væsentlig Ord for kristelige
og kirkelige Begreber, f. Eks. i Gammelnorsk:
kristinn (Adj.), kirkja, prestr, bref o. fl. Ofte
blev den kristelige Betydning indlagt i det
gamle nordiske Ord, saaledes fik det gamle Ord
auðmjúkr (egl. Bet.: »som er let at vinde Bugt
med, villig«) den Betydning, som nu ligger i
Ordet ydmyg (= latin humilis). Mange af de
kirkelige Laaneord kom fra Lavtysk.
Tidlig kom ogsaa en Del andre Kulturord
end de kirkelige ind i Nordisk; Ordet hird er
f. Eks. laant fra Gammelengelsk.
Fra 13. Aarh. blev den lavtyske Indflydelse
meget stærkere. Den hænger sammen med den
nordtyske Magtudfoldelse, som særlig kom til
Syne i Hansavældet. Den store Hansa førte tysk
Sprog og tysk Kultur over hele Nordeuropa.
Den tyske Paavirkning kommer paa mange
Maader: gennem Nordmænds Handel og Rejser
i Udlandet, ad litterær Vej (især gennem
Gejstligheden) og fra sidste Halvdel af 13. Aarh.
især ved en stærk Invasion af Tyskere
(Købmænd, Haandværkere). Sproget optager
»ridderlige« Laaneord som gammelnorsk frúa,
junkeri, greifi o. fl.: Ord fra Handel og Haandværk
som gammelnorsk kram, krydd, skraddari o. fl.;
Ord fra daglig Tale som gammelnorsk brúka,
lykka, klókr, soddan o. fl. I gammelnorsk Tid
begynder ogsaa den lavtyske Indflydelse paa
Orddannelsen, som bliver saa meget stærkere i
den følgende Tid.
Allerede fra første Tid vi har Haandskrifter
paa norrønt Maal (fra 1150), viser der sig
Dialektforskel i Norsk; der er to store
Hoveddialekter, Østnorsk og Vestnorsk.
1) Østnorsk er Dialekten paa det egentlige
Østland og i Trøndelag. I flere Ting staar
Østnorsk sammen med Østnordisk, saaledes
mangler Østnorsk ligesom Østnordisk u-Omlyd foran
bevaret u, saa Dativ Flertal hedder f. Eks.
mannum. Ligesom i Østnordisk gaar trykstærkt ja
ofte over til jæ; hjarta bliver til hjærta. Denne
Overgang kendes til Dels ogsaa fra Vestnorsk.
Endog mellem Trøndsk og Østlandsk er der
Forskel allerede i de ældste Haandskrifter.
Saaledes bliver tryksvagt a efter lang Rodstavelse
til æ i Østlandsk allerede før 1300: senda bliver
sendæ; men i vera er a bevaret. Ligesaa omkr.
1300 æ og lidt senere e for oprindelig a i mange
Bøjningsendelser efter lang Rodstavelse, f. Eks.:
svæinær (Mask. Plur.), orkær (Præs.), iattæde
(Impf.) o. s. v. Disse sidste Former findes dog ikke i
al Østnorsk. Trøndsk har saaledes paa den Tid =
a baade efter lang og efter kort Rodstavelse.
2) Vestnorsk er Dialekten paa
Vestlandet og Udbygderne i Vest. Den har gennemført
u-Omlyd (mǫnnum). Ogsaa inden for
Vestnorsken er der Dialekter; Nordvestnorsk staar
nærmest Østnorsk. I Østnorsk og Nordvestnorsk
finder vi en ejendommelig Harmoni mellem
Vokalen i Endestavelsen og den Vokal, som staar
i Stavelsen foran. Det hedder saaledes synir
(Flertal), men skáler, húsum, men sonom.
Endelsen har saaledes i ell. u efter visse Vokaler
og e ell. o efter andre. Denne
Vokalharmoni finder vi allerede i de ældste
gammelnorske Tekster.
Sydvestnorsk og Islandsk staar hverandre
svært nær. Islandsk ligner især det Sprog, som
vi kender fra Ryfylke og Hordaland i N.
Hverken Sydvestnorsk ell. Islandsk har
Vokalharmoni. I enkelte Ting skiller Islandsk sig fra
al Fastlandsnorsk, saaledes beholder Islandsk
h foran l, r og n (hlaupa, hringr, hnykkja),
hvor h synes bortfaldet i N. i 11. Aarh. Ogsaa
i de andre norske Udbygder i Vest er Sproget
mest ligt Sydvestnorsk; de gammelnorske
Laaneord, som findes i Irsk, synes ogsaa at være
kommet fra Sydvestnorsk.
Sproget i den gamle norrøne Litt. har som
nævnt sit Hovedgrundlag i Islandsk. I den
ældste Tid har Skriftsproget i N. sit væsentligste
Grundlag paa Vestlandet, senere ogsaa i
Trøndelag. Omkr. 1320 optræder flere og flere
Noviteter af lydlig og formel Art. Det hænger
sammen med, at Østlandet nu er blevet
Hoveddelen af Landet; Regeringsmagten holder nu
mest til i Oslo, hvor Provsten ved Mariakirken
er Kongens Kansler. Østnorske Maalmærker
kommer nu ogsaa mere til Syne i Skriftstykker,
affattet i andre Landsdele. Gennem Hanseaterne
i Byerne trænger flere og flere lavtyske Ord
ind. Efter Foreningen med Sverige (fra 1319)
optræder der ogsaa af og til Svecismer. Men
endnu er Skriftsproget stærkt bundet af den
gamle Tradition. Afvigelserne er Vidnesbyrd
om, at Talemaalet mange Steder i Landet paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
