Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Handel og Skibsfart - Norge. Haandværk o. Industri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1922 blev 92,1 % af Bruttofragten indtjent af
Dampskibe, 7,3 % af Motorskibe og kun 0,6 %
af Sejlskibe. Af den samlede Bruttofragt blev
1922 32,4 % indtjent af Skibe, hjemmehørende
i Kria (mod 26,7 % i 1921, og 26,2 % i 1920),
24,0 % i Bergen (mod 25,0 og 24,5 % de to
foregaaende Aar), 11,4 % i Tønsberg, 9,3 % i
Haugesund (4,3 % 1913) og 4,3 % i Drammen.
Nedgang viser særlig de mindre Byer.
K. V. Hammer.
Haandværk og Industri.
Endnu før den skrevne Histories Tid stod
den haandværksmæssige Dygtighed hos de gl.
Nordmænd i flere Retninger paa et forholdsvis
fremskredet Standpunkt. De store Gravfund fra
den sidste Menneskealder, navnlig det rige Fund
i det 1904 udgravede »Osebergskib«, der skriver
sig fra Tiden om 850 e. Kr., viser, at
Vikingetidens Nordmænd i Skibsbygningskunst, i
Færdighed til at bearbejde Træ, Læder og Metaller,
i Vævning og Udsømning af Tøjer og Tæpper
ligesom ogsaa i Evne til at udnytte en rig Skat
af dekorative Motiver og Stilformer kunstnerisk
virkningsfuldt, fuldt stod paa Højde med deres
Samtid. Haandværket nød en Anseelse, som
tillod endog Høvdinge og rige Mænd at være dets
Udøvere. Af den flinke Skibsbygger ell.
Vaabensmed gik der Ry, og naar Kvinderne benyttede
de lange Vinteraftener til at væve og spinde ell.
til at baldyre, fandt deres Haandflid hver gæv
Mands Paaskønnelse. De gl. Nordmænds Sans
for godt og stilpræget Haandværksarbejde blev
stimuleret ved Paavirkning udefra, navnlig fra
de vesteuropæiske Kulturlande, med hvilke
Forbindelserne Aarh. gennem havde været levende
og stadig, indtil frem i den sene Middelalder,
blev opretholdt. Denne paa en rig Tradition
hvilende Udvikling kan ogsaa forklare den
hurtige Opkomst af en særskilt Haandværksnæring
i de fra 11. Aarh. fremvoksende norske
Købstæder. Vistnok maa de snart indtrædende
Borgerkrige i det hele have budt Arbejdslivet
uheldige Udviklingsvilkaar, men det kunde dog
— særlig under Kong Sverre’s kraftige Styre —,
gaa fremad; thi efter Borgerkrigenes Ophør
finder man Haandværkerne som en talrig
fagorganiseret Stand. Ogsaa Byhaandværket øvedes
vistnok fra først af som »fri Kunst«, men
efterhaanden gjorde dog Haandværkerne sig
imellem gældende visse Vedtægter, der fik Hævd.
Paa Grundlag af disse blev Magnus Lagabøter’s
Byordning af 1276 for Haandværkets
Vedkommende bygget. Det store Antal næringsdrivende
og den mangfoldige Fagdeling, som
Haandværket paa den Tid frembyder, tyder paa, at denne
Udvikling og Organisation maa være foregaaet
skridtvis gennem en længere Tid. At egentlige
Haandværkslav har eksisteret allerede i
Middelalderen, er derimod ikke sandsynligt, da det af
alt, hvad der foreligger, klart fremgaar, at
Gildevæsenet i denne Udformning ikke har været
yndet af de senere norske Konger (se Gilde
og Lav). — Faglige Gilder, f. Eks.
Guldsmedenes og Jernsmedenes, blev ved kgl.
Forordning ophævede. Denne Kongernes Stilling til
Gilde- og Lavsvæsenet bidrog vistnok til, at de
norske Haandværkere ikke med fornødent
Samhold mødte de i det flg. Tidsrum af
Hanseaterne indkaldte tyske Haandværkeres Indgreb i
deres Rettigheder. Efter en gunstig Periode
under Haakon Haakonssøn, Magnus Lagabøter og
dennes Sønner oprandt der nemlig tunge og
haarde Tider for N.’s Haandværkere. De
Privilegier, som allerede Erik Magnussøn havde set
sig nødt til at udfærdige for Hanseaterne, blev
under Unionskongerne stadig udvidede, indtil
de tyske »Kontorer« og Faktorier ved
Christoffer af Bayern’s og Christian I’s Indrømmelser
ganske fik Magten over norsk Handel og
Næringsdrift. De indkaldte Haandværkere optraadte
paa deres Omraade ikke mindre selvraadigt og
egenmægtigt end Kontorets og Faktoriernes
Købmænd paa Handelens. Ved deres
lavsmæssige Organisation og deres Støtte fra
»Kontoret« i Bergen havde de tyske Haandværkere
fra første Stund af et Overtag i Konkurrencen
med de norske, hvis Antal desuden ved
»Sortedøden« i betydelig Grad formindskedes. Hertil
kom en knugende Beskatning, der undergravede
de indfødte Næringsdrivendes Økonomi og kuede
dem i Konkurrencen med Tyskerne, som ofte
ustraffet unddrog sig deres Forpligtelser og
desuden gennemgaaende var ugifte. Først i
Midten af 16. Aarh. lykkedes det Christoffer
Walkendorf i Bergen at knække de tyske
Haandværkeres Magt og standse deres Overgreb. De
fik Valget mellem at afbryde al Forbindelse med
»Kontoret« og blive norske Borgere ell. at
udvandre. 59 af dem drog tilbage til deres
Hjemsteder, men mange forblev siddende og gik
efterhaanden op i den norske Befolkning. De
ydede et ingenlunde ringe Kontingent til
Bergens senere Haandværksborgerskab; thi tyske
Navne og tyske Skikke blev her siden
fremtrædende, særlig i enkelte Fag (Skomagerne).
Deres faglige Standpunkt skildres i det
samtidige Skrift, »Den norske So«, paa flg. Maade:
»Den ene har en anden Næringsvej end den
anden; nogle have indtil fire Haandværk, fare
mellem Bønderne og ere baade Kræmmere,
Slagtere, Bryggere og Feldberedere tillige. Det
gaar uordentlig og broget til«.
Paa denne Tid fandtes ikke Lav. I St f.
stiftede Haandværkerne faglige Foreninger, som
efterhaanden, væsentlig efter tysk Forbillede,
udviklede sig i Retning af lavlignende Forbund.
Den gældende Haandværksret var fremdeles
Magnus Lagabøter’s Byordning, som dog næppe
var skikket til at ophjælpe Næringsdriften under
de herskende »uordentlige og brogede« Forhold.
Nogen synderlig Forbedring undergik
Haandværkslovgivningen heller ikke under Christian
IV, hvis Forordninger nærmest var rettede mod
de i Danmark eksisterende Lav. Først ved en
kgl. Forordning af 1621 blev der for N. givet
almengyldige Forskrifter om tvungne
Haandværkslav, men ny Regler, der tog Sigte paa at
indskrænke Lavs tvangen under Bibehold af
selve Lavsordningen fremkom ved Christian V’s
Forordn. af 1681 og 1682. At bringe Haandværket
paa Fode formaaede denne Lovgivning vistnok
ikke. Grunden hertil var i første Rk. at søge i de
fortrykte Forhold, der i den flg. Tid, særlig i
den første Halvdel af 18. Aarh., raadede i
Landet. Dertil kom ogsaa den store Forkærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
