Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Alm. Topografi - Norge. Geologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Kart over det sydlige N.« (1 : 700000) [Kria
1845]; Samme, »Kart over det nordlige N.«
(1 : 700000) [Kria 1852]; H. Nysom,
»Hydrografisk Kart over det sydlige N.« (1 : 800000)
(Kria 1882]. »Reisekarter (Vejkarter) over N.«
er udgivne af I. Waligorski og N.
Wergeland (1 : 850000) [1847]; P. A. Munch,
(1 : 700000) [1868]; Per Nissen [ɔ:
»Cammermeyers Reisekart«] (1 : 800000): »Over det
sydlige N.«, 6. Oplag [1895], »Over det nordlige
N.«, 4. Opl. [1898]; Oberst P. Nissen, »Kart
over det sydlige N.« [i 4 Bl. i 1 : 600000 og »Kart
over det nordlige N.« i 1 : 1000000 [Kria 1914];
K. Gleditsch, »Nord-N.« i 4 Bl. i 1 : 600000
[Kria 1918]; Major N. Ræder, »Kart over det
sydlige N.« i 1 : 1000000 [Kria 1920]; General
P. Nissen, ȯkonomisk-geografisk Atlas over
N.« [Kria 1921]; »Kgl. norske Automobilklubs
Karter over det sydlige N.« i 1 : 200000, 4. Bl.
udkommet 1923).
(P. N.). M. H.
Geologi.
De første Oplysninger om N.’s Geologi
fremkom i Beg. af 19. Aarh. ved1 Forskningsrejser
af de tyske Geologer Leopold von Buch, Carl
Friedrich Naumann og Johan Hausmann. Den
første indenlandske Geolog var Jens Esmark,
Prof. i Mineralogi ved Univ. i Kria. Han var
en af Pionererne for Istidsstudiet, idet han saa
langt tilbage i Tiden som i 1824 fremkom med
Beviser for, at N. havde været overflommet
af Ismasser. 1838 blev Keilhau ansat som Prof.
i Geologi. Han gjorde et stort Arbejde, idet han
fuldendte et geol. Kort over hele N. Dette
ledsager hans paa Tysk skrevne omfangsrige Værk
Gæa Norvegica, som udkom i Kria 1850. Han
udgav ogsaa et udmærket Specialkort over
Kristianiaegnen. Denne talentfulde Mand havde
originale, men urigtige Ideer om Bjergarternes
Forvandlinger; saaledes mente han, at
Eruptiverne ved Kria skulde være opstaaede af
denne Egns siluriske Lag. Disse vrange
Forestillinger blev bekæmpede af Th. Kjerulf. Ved
Keilhau’s Død 1850 blev Kjerulf hans Efterfølger
ved Univ. og virkede som saadan til sin Død
1888. Allerede 1858 fik T. Dahll og Kjerulf
oprettet N.’s geol. Undersøgelse. Kjerulf’s
Hovedværk er Udforskningen af Kristianiastrøget og
det grundlæggende Arbejde, han har gjort for
Kendskabet til Trondhjems Stift; til
Istidsstudiet og i det hele til den kvartære Geologi
har han ogsaa ydet værdifulde Bidrag. Hans
Efterfølger ved Univ. blev W. Brøgger, og ved
den geol. Undersøgelse som Bestyrer af denne,
H. Reusch. Den bedst kendte Del af N. er
Kristianiastrøget, hvor Keilhau, Kjerulf, og i
den nyere Tid Brøgger, J. Kiær o. a. har
anvendt deres bedste Arbejdskraft. Kjerulf’s
Arbejder over Trondhjems Stift er meget
værdifulde, uden at det dog kan siges, at der ved
hans og andres Arbejder er opnaaet fuld
Klarhed over de vanskelige geol. Forhold der.
Ogsaa andre Strøg er indgaaende undersøgte og
beskrevne, men p. Gr. a. Landets Størrelse
mangler dog endnu detaillerede Beskrivelser
af store Dele af Landet.
Jordens ældste Bjergarter, som udgør det
saakaldte »Grundfjeld« eller den arkæiske
Formation og ikke indeholder Dyr- og
Plantelevninger, har stor Udbredelse i N. Et
Grundfjeldstrøg strækker sig langs Kysten fra Bergen
Nord over til Hammerfest (se Kort S. 50—51).
Dette Strøg er i sin nordlige Del opstykket i
mindre Felter ved mellemkommende yngre
lagdelte Formationer. Gnejs og Gnejsgranit er
herskende Bjergarter; Lagene stryger i det
hele parallelt med Kystlinien. Lofotens
Øgruppe bestaar af Eruptivbjergarter; i Løbet af de
sidste Aar har man fundet, at disse for en
væsentlig Del er Gabbro og nærstaaende
Bjergarter, og ikke, som man før troede, kun Granit
og Syenit. En paa en Del Steder i det
vestnorske Grundfjeldstrøg optrædende interessant
Bjergart er Olivinsten, som dog ingensteds
forekommer i større samlet Masse. Olivinstenen
kendes allerede paa Afstand bl. de ellers
raadende graa Fjelde ved sin rødlige
Forvitringshud; Olivinstenen er ofte forvandlet til
Serpentin.
Hvis vi trækker en Linie langs
Hardangerfjorden og forlænger den fra Fjordens indre
Del Øst over, har man Syd for den et andet
stort Grundfjeldstrøg, i hvilket Gnejs og
Granitgnejs er herskende Bjergarter. I
Telemarken og Egnene Nord derfor er der en særegen
Afdeling af Grundfjeldet, som man har kaldt
Telemarksformationen. Mange af Bjergarterne
inden for denne er tydelig sedimentære
Brudstykkebjergarter som Konglomerat, Sandsten og
Lerskifer; men ved Siden deraf er der ogsaa
krystallinske Skifere som Gnejs, Granulit og
Hornblendeskifer. Den vigtigste Ertsforekomst
i det norske Grundfjeld er Kongsberg
Sølvværk, der er 300 Aar gammelt, et af de faa
Steder, hvor gedigent Sølv er Hovedertsen. I
Fenstrøget (Vest for Kristianiastrøget) har man i
allernyeste Tid paavist Forekomsten af meget
ejendommelige, prækambriske Eruptiver, som
til Dels overvejende bestaar af Karbonat;
sandsynligvis har Magmaen her optaget Kalkspat
af smeltede Kalkstene. Et stort Felt af Norit,
en ved Gabbro nærstaaende eruptiv Bjergart,
er udbredt i Sydvest nær Egersund. Apatit
har været Genstand for adskillig
Bjergværksdrift ved Kysten Sydvest for Langesundsfjorden.
Kambrium, Silur (Ordovicium og
Gothlandium) samt Devon. Om Jordens Tilstand
i Grundfjeldets Dannelsestid kan vi kun have
meget usikre Formeninger. De ældste organiske
Levninger i Norge findes opbevarede i
Bjergarter, som tilhører det kambriske System, og
fra den Tid kan man som bekendt uafbrudt
følge Livets Historie gennem Silur-, Devon-,
Kultiden o. s. v. Naar undtages en ganske
liden Plet af Jura og Kridt oppe ved Lofoten,
har man for Resten i N. ingen Aflejringer,
der vides at være fra det uhyre lange Tidsrum,
der ligger mellem Devon og Istiden, som
indledede den alleryngste eller kvartære Tid.
I de kambriske og siluriske Perioder var den
Del af Jorden, som senere blev til N., Bunden
af et Hav, hvor Kalkslam, Ler, Sand og Grus
lagvis aflejredes. Fossilerne deri er hvirvelløse
Dyr, blandt hvilke kan nævnes Graptolitter,
Trilobitter, Cephalopoder og Koraller. De
ældste Lag sammenfattes i N. under Benævnelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
