Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Alm. Topografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nævnes Fjærlandsfjorden, Lysterfjorden og
Nærøfjorden. Regnet ind til Lærdalsøren ved
Bunden af den egl. Hovedfjord er Sognefjorden
140 km lang, regnet til Bunden af Lysterfjorden
er den endog 176 km. Omkring Bergen findes
en ganske indviklet Forgrening af Fjorde,
hvoraf dog ingen er synderlig store. Noget
længere S. kommer vi derpaa til den for sin
Naturskønhed meget omtalte Hardangerjord, hvis
yderste Del kaldes Bømmelfjorden. Odda ved
den inderste Bund af Hardangerfjordens sydlige
Forgrening, Sørfjorden, ligger 172 km inden for
Bømmelfjordens Munding. Lidt længere Syd har
vi den stærkt forgrenede Boknfjord
(Stavangerfjord), som i den ydre Del er forholdsvis bred.
Blandt dens mange Arme er den lange og
smalle, af stejle Fjelde omgivne Lysefjord.
Sydkystens Fjorde er alle forholdsvis smaa med
Undtagelse af den østligste, Kristianiafjorden,
der gennem nogle af N.’s bedste Egne i en
Længde af vel 100 km gaar ind til Landets
Hovedstad. Nævnes bør ogsaa den lidt længere
mod V. liggende Langesundsfjord, til hvilken
største Delen af Telemarkens Vasdrag har
Afløb. Inden vi forlader Kysten, bør nævnes, at
Tidevandet (Ebbe og Flod) er lidet
mærkbart ved Kysten af Skagerrak, hvor Forskellen
sædvanligvis kun er 0,3—0,5 m. Mere
fremtrædende er det paa Vestkysten, særlig Nord over.
Saaledes er der ved Bergen henimod 1 m’s og
ved Vardø endog noget over 2 m’s Forskel paa
Højden af Flod og Ebbe; ved Springflod
selvfølgelig endnu mere. P. Gr. a. den store
Niveauforskel paa Ebbe og Flod opstaar der mange
Steder paa Kysten af det nordlige Norge, idet
Strømmen sætter igennem de trange Sund,
stærke og til Dels farlige
Hvirvelstrømme (Malstrømme), blandt hvilke de mest
bekendte er Moskenstrømmen i Lofoten og
Saltstrømmen S. f. Bodø.
Overfladeforhold, Elve og Søer.
Finlands og det nordvestlige Ruslands
Klippegrund gaar uden at afbrydes af nogen større
Fjeldkæde eller nogen udpræget Forsænkning
jævnt over i den skandinaviske Halvøs mægtige
Fjieldmasser. Denne Halvø er i det store
betragtet et, for største Delen af meget gamle
Bjergarter bestaaende, Klippelegeme, som fra
SØ. og til Dels S. langsomt hæver sig over
Havet med en forholdsvis jævn Overflade,
medens det fra Nordishavet, Atlanterhavet og
Nordsøen eller særlig fra V., SV. og NV. med
stærkt sønderrevne Sider raskt stiger op til sin
fulde Højde. Hovedvandskellet gaar nogenlunde
parallelt med og i forholdsvis kort Afstand fra
Vestkysten. N. lader sig efter Hovedvandskellet
dele i to store Hoveddele, det Nordenfjeldske
og det Søndenfjeldske. (I gamle Dage regnede
man sædvanligvis det Søndenfjeldske for at
strække sig Vest over indtil Sireelven [Sireaaen];
nu anses derimod Lindesnes som Grænsepunkt).
Hvad ovf. er benævnt Nordenfjeldske, deles igen
sædvanligvis i to Dele, idet Strøget N. f.
Romsdalsfjorden fremdeles benævnes Nordenfjeldske,
medens det sydlige Parti benævnes
Vestenfjeldske. I Modsætning til det sidstnævnte Navn
anvendes da ofte Benævnelsen Østenfjeldske paa
den Del, som ovf. er benævnt Søndenfjeldske.
Denne sidste Inddeling falder i Hovedtræk
sammen med den Inddeling, som fremkommer, naar
man holder sig til den gamle Anskuelse, at N.
gennemskæres af 3 Fjeldkæder: Kjolen,
Dovrefjeld og Langfjeldene. Som det nærmere vil
fremgaa af disse Fjeldstrækningers
Specialbeskrivelser, har vi dog ikke her at gøre med
Fjeldkæder i dette Ords egentlige Betydning.
Navnene maa kun opfattes som geografiske
Fællesbenævnelser for de Fjeldpartier, der
findes grupperede henholdsvis fra Østfinmarkens
sydvestlige Del omtrent langs Rigsgrænsen S.
over til noget S. f. Fæmunden og fra Kjølen i
Egnen om Røros V. over til Romsdalskysten
samt endelig fra Dovrepartiet omtrent ved Lesje
S. over hen imod Landets sydligste Del. N. har
ingen udpræget Leddannelse, og de Fjelde, der
danner dets mere fremtrædende Partier, ligger
ofte kastede om hinanden paa en saadan
Maade, at det er vanskeligt at give en klar
Oversigt over dem. Som en alm. Regel maa siges,
at N. har en Mængde store højtliggende
Flader (»Fjeldvidder«), og at saavel
Overgangene herfra til Dalførerne som de Højdedrag
og Fjeldtoppe, der rager op over Vidderne,
sædvanligvis har temmelig afrundede Former,
særlig paa Vandskellets Østside. Spidse Toppe
(Tind, Pig, Horn) og skarpe Egge er i det store
betragtet sjældne. Det bør særlig bemærkes, at
i det indre Land forekommer saadanne spidse
Toppe kun ti de højeste Partier saasom i
Jotunheimen, N.’s højeste Fjeldparti med Toppe paa
omkring 2500 m, og for øvrigt mere enkeltvis
spredt ud over det sydlige N., men da altid
som Toppe, der rager højt op over
Omgivelserne, som f. Eks. Rondane (c. 2000 m). Paa
Vandskellets Vestside forekommer saadanne
spidse Toppe ligesom stærkt forrevne
Formationer ikke sjælden ogsaa i lavere Fjeldpartier,
f. Eks. i Søndmør og Romsdalen samt fra
Helgeland N. over til Lyngen, hvor Horn og Egge
ofte rejser sig lige fra Kystranden (f. Eks.
Lofotens »Alper«).
Dalene er i det østlige N. som Regel lange og
forholdsvis aabne samt lidet dybe, medens de
paa Vestkysten er trangere, dybere, kortere og
brattere. Ejendommeligt for saa godt som alle
N.’s Dale, om end mest fremtrædende paa
Østlandet, er derhos, at de ikke har et jævnt
Længdeprofil, men at der er en hyppig
Veksling af hældende Partier med stærkt rindende
Elve og flade Partier sædvanligvis med en
Indsø i Bunden, altsaa et Længdeprofil med mange
Afsatser eller Trappetrin. Almindeligvis
begynder Dalene som smaa Fordybninger oppe paa
Fjeldvidderne og tiltager nedover saavel i
Bredde som i Dybde. Det er derhos
karakteristisk saavel for Dalførernes som for
Fjordenes Fjeldsider, at Tværprofilet sædvanligvis er
formet som et U, medens Dalfører,
udelukkende dannede ved Udhuling af Elve, sædvanligvis
har Formen af et V. Nogle Steder gaar
Dalføret helt over Fjeldet, som f. Eks. ved
Gudbrandsdalen og Romsdalen, der fuldstændig
gaar over i hinanden paa Vandskellet ved
Lesjeskogens Vand, hvilket Vand har Afløb til
to forsk. Have. Det forekommer derhos ikke
ganske sjælden, at Dalføret i sin øverste Ende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
