Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Alm. Topografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den politiske Grænselinie mellem N. og
Sverige begynder omtrent ved Kristianiafjordens
Munding og gaar i forsk. Bugtninger Nord over
til Sveriges nordligste Punkt ved Kolta Javre,
SØ. for Lyngenfjordens Blund. Herfra gaar
Grænsen mellem N. og Finland hovedsagelig
i nordøstlig Retning i større og mindre
Bugtninger, indtil den i Varangerfjorden
udløbende Jakobselv. Sønden fra indtil Egnen N. f.
Fæmunden (Fæmundsøen) er Grænsen ikke
fastsat efter orografiske Forhold, idet den
hyppig overskærer Elveløbene. Længere N. holder
Grænsen sig mere til Vandskellene, dog ikke
paa langt nær fuldstændig. Mod Finland
dannes Grænsen paa en Strækning af 242 km af
Tana og længere mod Nord delvis af
Pasvikelven og Jakobselven, nemlig paa en Strækning
af henholdsvis 102 og 37 km. Mellem Sverige og
den nordligste Del af N. stikker Finland sig
NV. over med en 40 à 60 km bred Kile, hvis
vestligste Punkt, den ovenn. Kolta Javre, som
anført kun ligger c. 26 km fra Lyngenfjorden.
N.’s Grænselinie mod de østlige Nabolande er,
som antydet, kun delvis, hvad der
almindeligvis forstaas ved en naturlig Grænse
(Bjergkæder, større Floder). Ikke desto mindre er
Forbindelsen mellem N. og disse Lande for
største Delen meget besværlig og indskrænket
til forholdsvis faa Punkter. Dette skriver sig
hovedsagelig derfra, at Grænselinien paa saa
godt som hele Strækningen N. f. Kongsvinger
gaar igennem et bredt og forholdsvis
højtliggende Bælte af særdeles tyndt befolkede og
specielt i de nordlige Egne meget ufrugtbare
Strøg, der egl. kun mellem Trondhjemsfjorden
(Værdalen) og Jämtland kan siges i nogen Grad
at være afløste af et bedre befolket, lavere og
nogenlunde dyrket Parti. Dette forholdsvis øde
Bælte har langs det nordlige N. en Bredde af
200 à 300 km, hvoraf imidlertid største Delen
falder paa de østlige Nabolande. De norske
Grænsedistrikter Karasjok og Kautokeino i
Finmarken er dog næsten helt at betragte som
store Ødemarker. Her turde kanske ogsaa være
Stedet til at paapege, at den netop nævnte,
vanskelige Forbindelse med de østlige
Nabolande og den lette Forbindelse, som de
omliggende Have skaffer N. med Landene mod S. og V.,
vel maa anses som en stærkt medvirkende
Aarsag til, at kun c. 5 % af N.’s Handelsomsætning
med andre Lande foregaar landværts, medens
c. 95 % gaar søværts.
Kysterne. Fra Spitsbergen over Bjørneøen
til det nordligste N. findes en Forhøjning i
Havbunden med som Regel ikke synderlig over
400 m’s Dybde. Denne Forhøjning fortsættes
langs med N.’s Kyst som en Banke af ganske
betydelig Bredde, der i det store betragtet
langsomt skraaner udover fra Land, indtil den fra
en Dybde af 300 à 400 m med en brattere
Skraaning, den saakaldte Egg, styrter ned i
Atlanterhavets (det norske Havs) store Dyb paa
indtil henimod 4000 m. Eggens Afstand fra
Kysten varierer fra 40 til 200 km. Nærmest
Land finder vi den uden for Romsdalen, hvor
den benævnes Storeggen, samt uden for
Vesteraalen, Vesteraalseggen. Enkelte forholdsvis
grunde Partier af Banken har særskilte Navne,
saasom Haltenbanken uden for Namsos. Flere
Steder findes noksaa markerede Fordybninger
i Bunden, hvilke muligens er at betragte som
en Slags Fortsættelse af de indenfor liggende
Fjorde. Omtrent ret ud for Sognefjorden bøjer
Banken af fra Land og fortsætter over til
Shetlands-Øerne. Langs N.’s sydlige Kyst omtrent
fra Sognefjorden og hen imod Sverige skraaner
Kysten noget uden for de yderste Skær
temmelig hurtig af mod den ganske mærkelige,
saakaldte »Norske Rende«, der med en Dybde af
som Regel 300—600 m (største Dybde SØ. f.
Arendal, hvor der findes indtil 700 m) og med
en Bredde af 60—100 km følger Kysten og
saaledes danner en skarp Adskillelse mellem
N. og de fra Danmark og Storbritannien i
Nordsøen udstikkende store Banker. Tænker
man sig, at Havfladen sank c. 150 m, vilde
hele Nordsøen ligge tør; men langs N.’s
sydlige Kyst vilde da den netop nævnte Rende
ligge som en halvcirkelformet, forholdsvis smal
Fjord af uhyre Længde, fra hvilken alle de
nuværende Fjorde vilde skære ind i Landet
som Side arme, for saa vidt ikke nogle af dem
vilde gaa over til Indsøer. De norske
Kystbanker er af særdeles stor Betydning i
klimatisk Henseende, idet de beskytter Landet
mod det store Havdybs iskolde Vand. Derimod
lægger de ingen Hindring i Vejen for den
forholdsvis varme Overfladestrøm, der til alle
Aarstider gaar NØ. over mellem Skotland og
Island, og som maa anses som den vigtigste
Aarsag til, at N. har et saa mildt Klima, som
intet andet Land paa Jorden under samme
Bredde. Saaledes er f. Eks. alle Havne paa
N.’s Vestkyst helt op til Landets nordligste Del
altid isfri (nærmere i Afsn. »Klima«). Ogsaa for
Fiskerierne, en af N.’s største Indtægtskilder,
har de nævnte Banker en ganske overordentlig
Betydning (nærmere i Afsn. »Fiskeri«).
Vender vi os nu til selve Landet, falder det
straks i Øjnene, at noget af det i topografisk
Henseende mest karakteristiske er Kystens
mange Fjorde og den udenfor liggende Skærgaard,
d. v. s. den Uendelighed af Øer, Holmer, Skær
og Boer, der ligger som et Gærde
(Gaard-Gar-Gærde) langs Kysten. Uden her at gaa ind paa
en Fremstilling af Landets sandsynlige
Tilblivelseshistorie bør dog peges paa den
Kendsgerning, at et saa karakteristisk Fjord- og
Skærgaardssystem som det, N. har at opvise, kun
kan paavises i Lande, der ligesom N. i længere
Tid har været dækket af Is (et »isskuret« Land)
paa samme Maade, som for nærværende er
Tilfælde med Grønland. Ø. f. Nordkap findes
ingen Skærgaard; derimod strækker
denne sig langs N.’s hele øvrige Kyst med
Undtagelse af ganske faa og forholdsvis korte Strøg,
hvoraf de vigtigste er: Lophavet i Finmarken,
Foldenfjorden (»Folla«) uden for Namsos,
Hustadviken mellem Kristiansund og Molde,
Partiet uden for Forbjergene Stat og Lindesnes,
tillige med de forholdsvis noksaa lange
Strækninger uden for Jæderen og Lister.
De største eller mest kendte af N.’s Øer er,
regnede N. fra, følgende: Magerøy med
Nordkap; Seiland med Landets nordligste Isbræ samt
Sørøy og Stjernøy, alle i Nærheden af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
