Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - nordisk Filologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Almuesmaal; betydningsfulde Enkeltundersøgelser
er foretagne især af P. K. Thorsen. En
systematisk Gennemforskning af de danske
Ømaal er paabegyndt ved Udvalget for danske
Folkemaal. Det første Forsøg paa en dansk
Dialektgeografi er gjort ved Vald.
Bennike’s og Marius Kristensen’s Kort over
de danske Folkemaal (1898—1912).
Det første videnskabelige Forsøg paa at tolke
nordiske Stednavne blev i Danmark
gjort af N. M. Petersen; senere
Undersøgelser er især foretagne af O. Nielsen og
Joh. Steenstrup; en videnskabelig
Samling og Tolkning af alle danske Stednavne er
begyndt at udgives 1922 ved
Stednavneudvalget. De svenske Stednavne indsamles
nu efter en storstilet Plan af Kungl.
Ortnamnskommittén; et eget Tidsskrift har
Stednavnsforskningen faaet i Namn och
Bygd, udgivet af J. Sahlgren. Større
Enkeltundersøgelser er foretagne især af
E. Hellquist og Hj. Lindroth. Det
norske Hovedværk om Stednavne er det
af O. Rygh grundlagte Kæmpeværk
»Norske Gaardnavne«; Undersøgelser af
norske Stednavnes Minder om Oldtidskultur
skyldes især Magnus Olsen. Nogle nyere
Forsøg paa af Stednavnene at udlede Nordens
ældste Bebyggelseshistorie har derimod kun i de
færreste Tilfælde ført til alm. anerkendte
Resultater. — Personnavnene er især
undersøgte i Norge af P. A. Munch og G.
Storm, i Danmark af Joh. Steenstrup
og A. Olrik, i Sverige af Lundgren, Lind,
Noreen og Björkman (de nordiske
Personnavne i England).
Behandlingen af de nulevende Rigssprogs
Ordforraad var længe i Hænderne paa
Mænd uden egl. sprogvidenskabelig Uddannelse
(C. Molbech i Danmark, A. F. Dalin i
Sverige); selv Videnskabernes
Selskabs danske Ordbog (1791—1905) er for de
fleste Binds Vedkommende skrevet af
Videnskabsmænd, der stod Sprogvidenskaben fjernt.
De store tidssvarende Ordbøger, som for Tiden
udkommer i Sverige og Danmark (»Svenska
Akademiens ordbok«, 1898 ff. og »Ordbog over
det danske Sprog«, grundlagt af V. Dahlerup
1919 ff.), er endnu ikke afsluttede; det samme
gælder den mindre »Nusvensk ordbok« af O.
Östergren (1915 ff.). En dansk-nyislandsk
Ordbog er udgiven af K. Gislason (1851); en
nyislandsk-dansk Ordbog af S. Blöndal
(1920 ff.) er sin Afslutning nær. — De allerfleste
Grammatikker, hvori de nyere nordiske
Sprog behandles, er Skolebøger uden
videnskabelig Værdi; Undtagelser fra ældre Tid er
især K. Knudsen: »Haandbog i dansk-norsk
Sproglære« (1856) og E. Jessen, »Dansk
Sproglære« (1868); fra 20. Aarh. er: Wiwel,
»Synspunkter for dansk Sproglære«, Falk og
Torp, »Dansk-Norskens Syntax«, Kr.
Mikkelsen, »Dansk Ordføjningslære«, Beckman,
»Svensk Språklära«, Western, »Norsk
riksmåls-grammatikk« og Ad. Noreen’s stort
anlagte, men endnu ikke afsluttede Værk: »Vårt
språk«. — Flere Dele af Sproglæren, som
sjælden ell. aldrig behandledes i ældre Tid,
undersøges nu med stor Grundighed, saaledes:
Fonetikken i en stor Mængde Værker af
Svenskerne Lyttkens og Wulff og af O.
Jespersen (»Modersmaalets Fonetik«);
Betydningslæren af Nyrop (»Ordenes
Liv«), C. Collin (»Semasiologiska studier
över abstrakter och konkreter«) og først og
fremmest af Noreen (»Betydelsesläran« i
»Vårt språk« V); Stilistik af G.
Cederschiöld (»Svenskan som skriftspråk«,
»Kvinnospråk« m. m.). Tidsskriftet »Språk och stil« og
Vilh. Andersen (»Danske Studier«).
Fremdeles kan mærkes betydningsfulde Afhandlinger
som E. Tegnér’s »Språkets makt öfver
tanken« og »Genus i Svenskan«.
Verslæren er behandlet for ældre Tiders
Vedkommende af E. Jessen, Tyskeren Ed.
Sievers og K. Mortensen. De nyere
Digteres Versbygning er undersøgt i mange Værker
af E. v. d. Recke, fremdeles i Skrifter af O.
Jespersen og N. Beckman.
Spørgsmaal om de nuv. Rigssprogs
Oprindelse er især belyste af Svenskeren B.
Hesselman og Nordmanden D. A. Seip.
Nogen fyldig Oversigt over hele den
oldnorsk-islandske Litteraturs
Historie fremkom ikke før 1866, da
R. Keyser’s og N. M. Petersen’s efterladte
Fremstillinger af det samme Stof udkom i samme
Aar og fremkaldte en heftig Strid om Emnet
»er Nordens gamle Litteratur norsk, eller er
den dels islandsk og dels nordisk?«;
Hovedværket fra nyere Tid er Finnur Jónsson’s
»Den Oldnorske og oldislandske litteraturs
Historie«.
De sammenfattende Fremstillinger af
Sveriges og Danmarks
Litteraturhistorie var i 19. Aarh.’s første Halvdel saa at sige
udelukkende helligede den poetiske Litteratur,
»Vitterheten« (Hammerskiöld,
Wieselgren, Nyerup og Rahbek); N. M.
Petersen var den første, som, i sin store
Skildring (af Danmarks Litteratur indtil 1800, tog
ligeligt Hensyn til alle Aandslivets litterære
Ytringer. I nyere Tid har den sammenlignende
Litteraturforskning givet Stof til mange
Specialundersøgelser og til de store svenske
litteraturhistoriske Haandbøger af Schück (dels alene,
dels i Forening med Warburg). Den nyere Tids
Digterværker blev længe knap regnede for
mulige Genstande for filologisk Behandling; i nyere
Tid er derimod flere Digterværker blevet
filologisk analyserede f. Eks. af Vilh. Andersen,
H. Brix, Fr. Böök og Gerh. Gran.
Paa den nordiske Mytologis Omraade
har 19. Aarh. været Vidne til de stærkeste
Forandringer i Synsmaaden, hvilke især betegnes
ved Navne som N. F. S. Grundtvig, Finn
Magnusson, Jacob Grimm, N. M.
Petersen og Sophus Bugge. Medens man i
ældre Tid næsten udelukkende skrev nordisk
Mytologi ved Hjælp af det i Edda’erne
overleverede Stof, har man i nyere Tid søgt flere
andre Kilder til Kundskab om Gudetroen i
Hedenold: Tyskeren E. Mogk skrev sin
»Germanische Mythologie« med Støtte af
Folkeoverleveringer fra gl og ny Tid. Henry Petersen
søgte Oldtidsmindernes Vidnesbyrd om Gudetroen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
